Kom i god tid, sådan at du kan finde en kappe i den rigtige størrelse. Brug dine kolleger, når du øver dig i proceduren. Regn med, at du bliver tør i munden, første gang du skal procedere i Højesteret – men regn også med, at det hurtigt går over.
Mød Marie Rud Hansen, der netop har fået møderet for landsret, Sanne H. Christensen, der har procederet sin anden sag i Højesteret og Eigil Lego Andersen, der er formand for Højesteretsskranken og som har mange års erfaring i at møde for både landsret og Højesteret.
Temaet er skrevet af Lone Schrøder Jeppesen
Foto: Mikkel Adsbøl
Det er en stor anerkendelse
Marie Rud Hansen har netop fået møderet for landsretten. Hun har speciale i familie- og arveret, og det betydet meget, at hun nu kan følge sagerne helt til dørs. Men at få et L på visitkortet var ikke en let proces.
Inden for det familieretlige område er der mange sager, der bliver anket til landsretten. Med speciale i familie- og arveret betyder det derfor meget for Marie Rud Hansen, at hun kan følge sagerne videre fra byretten. Det er grunden til, at det har været vigtigt for hende hurtigt at få et L på sit visitkort.
- Sagerne handler blandt andet om børn, og som familieretsadvokat opbygger man særlige bånd til sine klienter. Det betyder meget, at jeg kan fortsætte med at hjælpe dem, for de stoler på mig. Desuden følte jeg mig ikke helt færdig med min uddannelse, før jeg fik møderet for landsretten. Det er en stor anerkendelse at få den, siger Marie Rud Hansen, som blev advokat i april 2015 og fik møderet for landsretten i september 2016.
Familie- og arveretten har været omdrejningspunktet i de seneste tre et halvt år. Tidligere har hun arbejdet i Civilstyrelsen under Justitsministeriet, hvor hun arbejdede med fondsret og værgemål. Det var lærerigt, og erfaringen herfra har hun brugt i sit arbejde som advokat.
Svært at finde prøvesager
Adgangsbilletten til landsretten har været to prøvesager, der begge skulle bestås.
Marie Rud Hansen har selv fundet sagerne, men inden for familieretten er det ikke nogen nem opgave at finde retssager, der er egnede som prøvesager og lever op til kravene om, at både forelæggelse og bevisførelse skal have et vist omfang, ligesom proceduren skal vedrøre et juridisk spørgsmål af en vis sværhedsgrad og kompleksitet. Det lykkedes dog at finde en sag inden for dødsboskifteret og en sag om ægtefællers formueforhold.
- Selve forelæggelsen er noget anderledes end i byretten. Her ligger der allerede en beskrivelse af sagsfremstillingen i byretsdommen. Nu er det anden instans, og man skal kun i begrænset omfang referere til sagens bilag og i stedet fortælle historien, forklarer hun.
Den første prøvesag havde hun i september 2015 og den anden et år senere. Hun kan kun se det som en fordel at tage de to prøvesager forholdsvis hurtigt efter hinanden, fordi man har fokus på kravene.
En krævende proces
Marie Rud Hansen oplevede prøveforløbet som en speciel og meget krævende proces. Det er hårdt og tidskrævende at forberede en prøvesag. Og det ligger i baghovedet, at chancerne for at opnå møderet for landsretten er få.
- Det kan godt virke lidt skræmmende, at der er risiko for aldrig at få møderetten, hvis man dumper. For at få det ned på et niveau, hvor det hører hjemme, må man sige til sig selv, at der er andre ting, der er vigtigere. Det er ikke liv eller død. Ellers bliver ens nervøsitet for voldsom. En god måde at håndtere nervøsiteten på er ved at være 100 procent inde i sin sag, så man ikke kan blive overrasket. Det er vigtigt, at man får startet godt ud med forelæggelsen, så dommerne kan høre, at man har styr på det, siger hun.
Kollegerne på advokatkontoret var en stor hjælp i forberedelsen. Hun brugte dem til at øve sig i at forelægge og procedere. Det gav en vigtig respons.
Gode råd om kapper
Der er helt praktiske ting, som Marie Rud Hansen gerne ville have haft kendskab til, inden hun første gang skulle i landsretten.
Det gælder eksempelvis, at advokaten tager sin kappe af, når retslokalet forlades i pausen. Desuden er det også godt at vide, at man hverken har kappe på i foyeren eller for den sags skyld på toilettet. Hun kunne også godt have brugt rådet om at komme i god tid – for det kan tage tid at finde en kappe i den rigtige størrelse.
- Når man får kappe på, kan man pludselig føle sig lidt vigtig og lidt Batman-agtig. Men det går ikke, hvis den er alt for stor. Kapperne er ret store i det, så man kan i stedet nemt komme til at føle sig som en pingvin Og så føler man sig altså meget lidt vigtig, siger hun.
Et andet praktisk råd, som hun gerne giver videre, er, at det er en god idé på forhånd at tjekke, hvordan vidnerne ser ud – så man ikke skal rundt og lede efter dem. Derved undgår man at blive nervøs for, om de er mødt op.
Formelle former
For Marie Rud Hansen er den største forskel på at arbejde i byretten og i landsretten den bordeauxrøde kappe og de formelle former.
- I landsretten træder man ind i en anden verden. Her sidder der tre landsdommere, og stemningen er lidt mere formel, ophøjet og højtidelig end i byretten. Det afspejler en dyb respekt for juraen og indgyder ærefrygt, mener hun.
Marie Rud Hansen føler det som en lettelse at få møderetten, og fagligt er det en stor hjælp.
- Når man står i byretten over for en erfaren advokat, kan man normalt føle sig lidt usikker på sig selv, men når man har fået møderet for landsretten, føler man sig mere sikker og begynder at blive mere fri i det. Det giver en faglig tilfredsstillelse. Og det er ret specielt at komme i landsretten efterfølgende, for man føler, at der er meget at leve op til, siger Marie Rud Hansen, der ikke ville have noget imod en dag også at opnå møderet for Højesteret.
Marie Rud Hansen
Advokat hos Brockstedt-Kaalund.
Min erfaring kommer mig til gode
For Sanne H. Christensen var der en særlig følelse af både stolthed og ydmyghed forbundet med at få møderet for Højesteret, for en sag her sætter retningen for andre sager, og resultatet er endegyldigt.
Man føler sig lille, når man træder op ad den store trappe til Højesteret og går ind gennem den høje indgangsdør. Da Sanne H. Christensen, der er senioradvokat hos Kammeradvokaten, havde fået møderet for Højesteret og for første gang skulle give møde for Højesteret, var det med en særlig følelse af både ydmyghed og stolthed over at få muligheden for at procedere for rigets øverste domstol.
- Det er en ære. Den første gang var det enormt udfordrende at stå over for landets skarpeste hjerner, for var det, som man havde med hjemmefra, godt nok til, at de ikke pillede det fra hinanden. Det er et af de øjeblikke, som jeg aldrig vil glemme. De storslåede fysiske rammer og den højtidelige stemning er med til at indgyde respekt. En sag her er noget helt særligt, og den skal tages meget seriøst, siger hun.
Sanne H. Christensen bistår statslige myndigheder i retssager om offentlige erstatnings- og forsikringsordninger. Som procesadvokat er det et must for hende, at hun også kan møde i Højesteret, så hun kan følge sagerne hele vejen. Hun havde haft møderet for landsretten i fem år og ført over ti landsretssager, da hun søgte om at få møderet for Højesteret og fik det i marts 2014. Siden har hun procederet et par sager her.
Grundigt forberedt
I sin første mundtligt behandlede sag i Højesteret repræsenterede Sanne H. Christensen Ankestyrelsen. Hun fik medhold.
Sagen handlede om, hvordan en deltidsansats årsløn skulle fastsættes i forbindelse med udbetaling af arbejdsskadeerstatning. Spørgsmålet var, om erstatningen skulle fastsættes efter det, som kvinden faktisk havde tjent, eller efter en løn, der skønsmæssigt svarede til en fuldtidsansættelse. Højesteret afgjorde, at det ikke var godtgjort, at deltidsansættelsen var af midlertidig karakter, samt at Ankestyrelsens afgørelse ikke var i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grundlag af køn, ligesom Højesteret ikke fandt grundlag for at fastslå, at Ankestyrelsen havde undladt at foretage et pligtmæssigt skøn.
- At stå i Højesteret kræver rigtig meget forberedelse. Man skal være sikker på, at hver en sten er vendt. Det er også vigtigt at have tid til at reflektere over, hvilke konsekvenser sagen får, hvis det bliver det ene henholdsvis det andet udfald. Man skal op i helikopteren og have den dimension med, fordi udfaldet får betydning for lignende sager fremover, siger Sanne H. Christensen.
I Højesteret gøres der en del mere ud af at perspektivere sagen og beskrive sagens principielle betydning. Hun oplever, at den største forskel på at møde i landsretten og i Højesteret er bevidstheden om sagens karakter og betydning for klienten. I forbindelse med selve hovedforhandlingen er der ikke nogen bevisførelse i form af parts- eller vidneforklaringer. Sagen starter på den måde et helt andet sted.
Nervøsiteten spillede ind
Sanne H. Christensen er ikke en høj person, og da hun første gang stod ved skranken i Højesteret, havde hun fornemmelsen af, at skranken var enormt høj. Anden gang føltes skranken pudsigt nok ikke nær så høj. Her var det et helt andet billede, hun havde af situationen. Hun er ikke i tvivl om, at det måtte være nervøsiteten, der spillede ind.
- Første gang blev jeg i starten positivt overrasket over, hvor lidt nervøs jeg var. Jeg havde jo hørt om folk, der var faldet om. Selv hos modparten, der var en erfaren højesteretsprocedør, var der en anelse nervøsitet at spore, så jeg tænkte, at jeg burde være mere nervøs, end jeg følte mig. Men da jeg skulle til at procedere, satte nervøsiteten ind. Det føltes, som om jeg havde en sandkasse i munden. Men så er det, at ens erfaring fra landsretten kommer en til gode og bærer en igennem. Da jeg først kom i gang, gik det fint, fortæller hun.
Råd fra erfarne procedører
Forud for sit første møde i Højesteret havde hun gjort meget ud af at spørge erfarne procedører til råds om det rent praktiske, og hvad hun skulle være opmærksom på. Det tog en stor del af nervøsiteten.
Hun vidste på forhånd, at det er en god idé at møde op i god tid, da man, før sagen går i gang, får lov til at komme ind i retssalen og lægge sine papirer klar. Overtøj og taske har man i advokatværelset, hvor man også ifører sig kappen. Når sagen går i gang, bliver man ført ind i retssalen, hvor dommerne allerede sidder klar.
- Det er en rigtig god idé at følges med en anden advokat, der skal i Højesteret, for det kan afmystificere det. Oplevelsen første gang bliver ikke så overrumplende, når man har været der og selv stiftet bekendtskab med det på forhånd. Har man ikke selv kolleger, der har prøvet at møde for Højesteret, skal man ikke være tilbageholdende med at tage kontakt til modpartens advokat. Selvom vi repræsenterer hver sin side, vil de fleste være behjælpelige med at svare på praktiske spørgsmål, siger hun.
Sanne H. Christensen
Advokat hos Kammeradvokaten.
Skriv et virkelig godt påstandsdokument
Når argumenterne skal fremføres i Højesteret, påskønner retten, at sagens bredere perspektiver for samfund, erhvervsliv og borgere trækkes op. Formanden for Højesteretsskranken giver gerne sine bedste råd til, hvordan advokaten håndterer sit første møde ved landets øverste domstol.
Hvad er de tre bedste råd, du vil give til advokater, der skal møde i Højesteret?
Når der kun er tre, må man prioritere hårdt. For det første skal man skrive et virkelig godt og ikke for langt påstandsdokument. Det er vigtigere end proceduren.
I Højesteret starter voteringen, så snart advokaterne har talt færdig. Hver enkelt dommer redegør mundtligt efter tur – den yngste først – over for sine kolleger for, hvordan sagen bør afgøres. Den førstevoterende dommer siger derfor i praksis, hvilket udfald sagen efter hans eller hendes opfattelse skal have, inden der er gået fem minutter, efter at sidste advokat har afsluttet sit sidste indlæg.
Selvom dommerne er særdeles dygtige, er dette reelt kun muligt, hvis de har besluttet sig allerede før, advokaterne procederer. Med andre ord skal man have overbevist den første voterende, allerede inden man får ordet – altså på grundlag af påstandsdokumentet, som man sender 14 dage før.
Man har lidt bedre mulighed for, at det mundtlige indlæg kan påvirke de ældre dommere, der typisk kan nå at sove på deres votum. Ikke mindre end 90 procent af alle sager får det udfald, som den yngste dommer, der voterer først, mener, at de skal have. Så det er helt afgørende at skrive et påstandsdokument, der kan overbevise den pågældende.
Derudover skal man optræde troværdigt, hvilket især indebærer realisme, etik og fravær af dårlige argumenter.
Som det tredje skal man sørge for, at der er en klar forbindelse mellem sin procedure og den indankede dom. Det giver anledning til en række underpunkter. Har landsretten opfattet faktum korrekt? Er der kommet nye beviser af vægt? Har landsretten identificeret de relevante retskilder og håndteret dem korrekt? Og har den subsummeret og skønnet korrekt?
Hvad er den største forskel på at tage springet fra landsretten til Højesteret?
Hele bevisførelsen i form af afhøringer er væk. Det er ellers i sig selv noget af det sværeste, og det kan endvidere gøre det nødvendigt med improvisation i proceduren. Så sådan set er det nemmere at procedere i Højesteret, men man skylder samfundet og sig selv at lægge sagsforberedelse og procedure – herunder retskildehåndteringen – på et højt niveau, som er passende for rigets øverste domstol, der skal afsige præjudikater.
Når argumenterne skal fremføres i Højesteret, påskønner retten, at sagens bredere perspektiver for samfund, erhvervsliv og borgere etc. trækkes op. Der er ingen tvivl om, at man kan score et point, hvis man kan påvise, at det udfald, som man kæmper for, ikke alene er formelt juridisk det rigtige, men også vil være en lykke for landet.
Hvilken funktion har Højesteretsskranken for gruppen af advokater med møderet for Højesteret?
Modsat andre advokatorganisationer har Højesteretsskranken kun et eneste formål nemlig at bidrage til, at retsplejen ved Højesteret sker på den for publikum og retten bedste måde.
Højesteretsskranken blev stiftet tilbage i 1879. For at blive medlem skal man have ført tre domssager i Højesteret heraf mindst to med mundtlig forhandling.
Højesteretsskranken fremmer formålet gennem arrangementer og kurser og som samtalepartner for Højesteret, når Højesteret indbyder til drøftelse. Som medlem får man adgang til disse tilbud, og man får medlemsdemokratisk indflydelse på Højesteretsskranken som et talerør for de advokater, for hvem højesteretsprocedure er noget særligt.
Hertil kommer, at det er et vigtigt netværk for medlemmerne. Der er god tilgang af nye medlemmer, efter at vi mere aktivt er begyndt at holde øje med, hvornår kolleger når de krævede tre sager for Højesteret.
Eigil Lego Andersen
Advokat (H) hos Nielsen Nørager Advokatpartnerselskab, adjungeret professor, dr.jur., er formand for foreningen Højesteretsskranken. Han er aktuel med artiklen ‘Af møderettens og Højesteretsskrankens historie’ i festskriftet til højesteretsdommer Jens Peter Christensen, der netop er udkommet. Eigil Lego Andersen, der er født i 1950 og blev jurist fra Københavns Universitet i 1975, har en betydelig procedureerfaring, som han deler ud af her.