Grønlands åbne anstalter har igennem årene gradvis udviklet sig i den helt forkerte retning. Det mener tidligere direktør i Kriminalforsorgen i Grønland, Hans Jørgen Engbo, der håber, at konfliktmægling og brugen af fodlænke inden for overskuelig fremtid kan blive en del af retssystemet her.
Tekst: Hanne Hauerslev
Foto: Morten Holtum
Min interesse for Grønland startede længe før, at jeg blev ansat som direktør i Kriminalforsorgen her. Tidligere var jeg fængselsinspektør i Herstedvester, hvor der er en afdeling for Grønlands dømte. Så allerede på det tidspunkt kom jeg til at beskæftige mig med landet. Jeg interesserede mig for retshistorien og -kulturen, som er meget anderledes end den danske. Som led i mit arbejde besøgte jeg anstalterne i Grønland, og jeg fandt det som jurist tiltrækkende at beskæftige mig med et retssystem, som har grundlag i en ganske anden – og i en vis forstand langt mere civiliseret – tænkning, end vi kender fra dansk strafferetspolitik og -praksis.
Da jeg kom til Grønland for at arbejde, havde jeg været 40 år i dansk kriminalforsorg, og jeg var dér i livet, hvor jeg tænkte på min pension. At skifte job var ganske enkelt ikke i mine tanker, for jeg var 69 år. Men det kom tilfældigt til mig – jobbet som direktør for Kriminalforsorgen i Grønland blev pludselig ledigt, og det udviklede sig sådan, at jeg søgte. Samtidig var min datter i gang med at færdiggøre sin jurauddannelse, og hun fik ideen om også at tage derop. Hun fik job hos Rigsombudsmanden i Nuuk, hvor hun faktisk stadig er ansat. Jo, du kan godt sige, at vi har noget familiekærlighed til Grønland.
Jeg oplevede det som meget befriende at komme fra en kultur, hvor man i årtier kun havde haft fokus på stramninger og skærpelser – til en kultur som er stik modsat. Det blev dokumenteret ved en videnskabelig undersøgelse, at der i Grønland er en retsbevidsthed, som siger, at man skal hjælpe gerningsmanden i stedet for at straffe ham. Og så befandt jeg mig i det hele taget rigtig godt blandt grønlænderne. Her er masser af latter og mange smil. Her er en slående glæde, selvom mange har økonomiske og sociale problemer, hvis du sammenligner med Danmark.
Man bruger ganske enkelt ikke ordet straf i Grønland – og først i 1954 fik landet en kriminallov. Men det var ikke ensbetydende med, at man ikke greb ind over for kriminalitet. Kriminelle handlinger førte til reaktioner, men det skete – set med vores øjne – med en vis vilkårlighed, for man ‘straffede’, når noget var forkert. Det betød dog, at der udviklede sig sædvaner og spredte bestemmelser, men det var meget individuelt, om – og hvordan – der blev grebet ind.
Den grønlandske kriminallov minder i store træk om den danske straffelov, når det gælder de strafbare handlinger. Men når det gælder sanktionssystemet er forskellen stor. Man opererer ikke med indespærring som straf. Det kendte man ikke til oprindeligt, og den første kriminallov indeholdt derfor ikke begrebet fængselsstraf – og det gør den stadig ikke. Men fra 1963 fik man indført anstaltsanbringelse, og den første anstalt blev bygget i 1967 – mere end 100 år efter at de første fængsler blev taget i brug i Danmark.
Et andet særkende for den grønlandske kriminallov fra 1954 var, at man ikke havde strafferammer på samme måde som i dansk straffelovgivning. Dommeren finder den foranstaltning, der findes egnet ud fra et resocialiseringshensyn. Hvor vi i Danmark udmåler straffen efter grovhed – så har man i Grønland et gerningsmandsprincip, hvor man udmåler foranstaltningen med hovedvægten på den enkeltes behov for at blive hjulpet videre, og sådan er det stadig.
Siden den første kriminallov og de efterfølgende reguleringer – senest i 2010 – er forskellene mellem dansk og grønlandsk strafferet udlignet noget – men der er dog stadig markante forskelle. Grundtanken er stadig, at man lægger vægt på gerningsmandens behov. Det er et princip, som også professor Flemming Balvig for nylig har undersøgt befolkningens holdning til, og det viste sig, at man i Grønland også i dag lægger mere vægt på, at gerningsmanden kan komme videre, og mindre på at han skal straffes – modsat Danmark, hvor man lægger mere vægt på, at gerningsmanden skal straffes.
Helt overordnet synes jeg nok, at den danske stat kunne anvende flere ressourcer på kriminalforsorgen i Grønland. Både i bemærkninger til selvstyreloven, og i det seneste regeringsgrundlag er der bemærkninger om, at forvaltningen i Grønland bør komme på niveau med det danske. Og man kan spørge, om det er tilfældet, når det gælder kriminalforsorgens område? Mit svar vil være nej. Jeg synes ikke, at man her er på niveau – her tænker jeg for eksempel på bemandingen i anstalterne, på de fysiske forhold og på ressourcerne til styring og regelfastsættelse.
Desuden står Grønland nu over for en stor opgave, når den nye lukkede anstalt snart skal tages i brug. Det er noget særligt, da man jo ikke før har haft en lukket anstalt. Samtidig har de åbne anstalter udviklet sig i en retning, hvor dørene er låst, hvor der er tremmer for vinduerne og pigtråd omkring bygningerne. Noget som slet ikke hører hjemme i en åben anstalt. Det er nærmest i strid med loven. Allerede mens jeg var i Grønland, greb vi fat om dette problem og udarbejdede en beskrivelse af, hvordan regimet skulle ændres fra et lukket arresthuslignende regime til et åbent regime. Nu består opgaven i at planlægge og gennemføre dette regimeskifte.
Det er også oplagt at indføre brugen af fodlænke i Grønland. Det er klart, at geografien er en udfordring, men jeg tror på, at der bør kunne findes egnede tekniske løsninger. Der er netop en vilje her til at få en form for hjemmeafsoning indført, og jeg ved, at der findes gode erfaringer fra andre steder i verden, hvor det fungerer på trods af det geografiske.
Konfliktmægling er også en af de ting, som jeg ved, er på dagsordenen. Det er rigtig godt, for det passer fantastisk ind i den grønlandske kultur at løse problemerne mellem offer og gerningsmand på denne måde. Lige nu har Selvstyret bolden på det felt. Jeg håber, at det inden for overskuelig fremtid bliver en del af retssystemet.
Hans Jørgen Engbo
Igennem tre år direktør for Kriminalforsorgen i Grønland inden han i 2016 gik på pension. I en række år var han desuden fængselsinspektør i flere danske fængsler, senest i Herstedvester Fængsel, som har en særlig afdeling for grønlandsk dømte, der er idømt forvaring.