Spring hovednavigationen over

2016 - Advokaten 5 Leder Mægling og mediation: Lad os få det retsafgiftsudvalg!

Publiceret: 20. juni 2016

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

 

Når vi her i Advokaten ofte sætter fokus på mægling og mediation, så hænger det sammen med, at det på en række punkter kan være gode værktøjer til at løse konflikter: Det er en hurtigere og billigere vej til at finde en løsning for parterne, og det er en metode, som gør, at parterne har lettere ved at fortsætte samarbejdet, efter at de begge har haft indflydelse på at finde en fælles løsning. I modsætning hertil vil sager, der finder deres endelige afgørelse i en retssal, ofte ende med en vinder og en taber, som ikke har det store behov for en fremtidig dialog.
I temaet om retsmægling i dette nummer af Advokaten, siger lektor ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet, Lin Adrian, blandt andet, at advokaterne i høj grad er afgørende for, om en sag kommer til mægling eller ej. Fra sine undersøgelser har hun erfaring for, at parterne netop meget ofte har valgt retsmægling, fordi deres advokater har foreslået det.
Når man selv har både god erfaring og stor indsigt i et område, vil man selvsagt også gerne anbefale det til andre. Men lige præcis når det gælder retsmægling, er erfaringen måske ikke så stor. I alt fald mægles der færre sager i dag end, da ordningen blev indført i 2008.
Det hænger nok sammen med et vist ukendskab til, hvad mægling og mediation kan gøre for klienterne. Det kan naturligvis være svært for advokater at opgive ønsket om en strikt juridisk løsning til fordel for noget, de måske ikke kender til bunds.  Hertil kommer, at det i nogle sager kan være klienterne, der ønsker at følge den traditionelle vej, og som derfor er mere skeptisk indstillet over for advokatens forslag om mediation.
En af de vigtigste opgaver for en advokat er at finde hurtige og skræddersyede løsninger for klienten, og det er netop noget af det, som mægling og mediation står for.  Men hvad skal der til for at få flere til at gå denne vej til løsning af konflikter?
Et forslag kunne jo være at belønne de parter, der vælger at søge konflikter løst i mindelighed, for eksempel ved at nedsætte retsafgifterne i sager, der løses gennem retsmægling. På den måde vil det være attraktivt for parter ikke bare at deltage i retsmægling men også at arbejde konstruktivt for løsninger ad denne vej.
Justitsministeriet har tidligere bebudet, at der skal nedsættes et retsafgiftsudvalg. Det er ikke sket endnu, men jeg håber, at det sker inden længe – og at netop spørgsmålet om den afgiftsmæssige betydning af deltagelse i mægling eller mediation vil kunne indgå i dette udvalgsarbejde. Det er i Advokatrådets optik nemlig det rigtige sted at forsøge at påvirke tingene i en lovgivningsmæssig sammenhæng.