Forligsmægling er et gammelt og velkendt tilbud ved domstolene, der stadig benyttes hyppigt til glæde for alle parter. Det sker dog oftest i forbindelse med det indledende § 355-retsmøde eller sagens afslutning ved hovedforhandlingen, hvor retten er aktivt inde i sagen. Der er derfor god grund til at øge fokus på, at tilbuddet om at få rettens bistand til forligsmægling også kan være relevant på mange andre stadier af en retssag.
Af Lotte Wetterling, Vicepræsident, Sø- og Handelsretten
Forligsmægling ved domstolene har eksisteret i mange år og er endda en pligt for retterne i alle civile sager i 1. instans ifølge retsplejelovens § 268. Ordningen praktiseres lidt forskelligt rundt omkring, men der er ingen tvivl om, at både dommere og advokater og også parterne selv tit gør en aktiv indsats for at slutte sager ved forlig.
Ikke kun fordi det rent (proces)økonomisk er bedst for parterne, men også fordi det for langt de fleste parter er vigtigt at kunne lægge konflikter bag sig og hurtigere komme videre med deres virksomhed og deres liv på en mere konstruktiv måde – og i mange tilfælde også bevare en god relation til den anden part.
Udover forligsmægling har der som bekendt været tilbud om retsmægling ved alle landets domstole – bortset fra Højesteret – siden 2008. Retsmægling er frivillig og forudsætter, at begge parter vil det, så ordningen fungerer som et supplement til den traditionelle forligsmægling.
Det er derfor med god grund, at Domstolsstyrelsens igangværende projekt med at sætte fokus på at afslutte retssager ved mægling ikke er afgrænset til retsmægling, men også omfatter forligsmægling. Projektet forløber i 2015-16 og er omtalt nærmere på domstolenes hjemmeside: Domstol.dk.
Projektet følger i øvrigt i meget naturlig forlængelse af de nyere regler i retsplejeloven om behandling af civile sager, der trådte i kraft 1. juli 2014, og hvor det blandt andet blev gjort tydeligere, at parterne altid har pligt til at undersøge muligheden for at forlige en sag.
Dette står nu tydeligt i § 336 a: “Parterne har pligt til at fremme sagen med fornøden hurtighed, til at undgå unødige sagsskridt og til at undersøge muligheden for en forligsmæssig løsning også forud for sagens anlæg.”
Samtidig blev der indført den nye regel i § 353, stk. 5, om, at parterne på det første forberedende retsmøde (§ 353-mødet) skal redegøre for, hvilke drøftelser der har været mellem dem, herunder om muligheden for forlig, både før sagens anlæg og før § 353-mødet.
Og for yderligere at understrege vigtigheden af at gøre forsøg på at finde forligsmæssige løsninger, blev der endvidere indsat en ny regel i § 318, stk. 2, hvor det tydeligt står, at det skal have betydning for rettens afgørelse om sagens omkostninger, hvis en part har handlet i strid med § 336 a.
Sø- og Handelsrettens praksis og erfaringer
Ved Sø- og Handelsretten er hovedparten af sagerne mellem private erhvervsdrivende, der selv har rådighed over sagen, og i nogle tilfælde også har haft en forudgående aftalerelation eller samhandel. Dette har gennem årene skabt grundlag for en tradition med mange forligsmæssige løsninger, der er indgået enten under forberedelsen af sagen eller som resultat af rettens tilkendegivelse om sagens udfald efter afslutningen af en hovedforhandling.
Erfaringen herfra er, at både selve retssagen, parternes egne forhold og markedet generelt ganske tit udvikler sig så meget undervejs i en sags forløb, at der er gode grunde til at holde fokus på muligheden for forlig under hele sagen og ikke blot i forbindelse med det første retsmøde og ved sagens afslutning.
Det kan for eksempel være relevant, når der kommer nyt processtof frem, der kan give sagen en ny drejning, eksempelvis et afgørende dokument eller vidne (bevis) eller en helt ny påstand eller et nyt synspunkt, der får modparten til at genoverveje sin sag.
Hvis der er udmeldt syn og skøn, vil det desuden meget tit være aktuelt at overveje forligsdrøftelser, når skønserklæringen foreligger, og parterne dermed har et nyt og bedre grundlag for at vurdere sagen.
Det kan også være relevant, hvis en sag har trukket længe ud og er blevet så ‘gammel’, at tiden nu alligevel er blevet moden til et forlig. Vi har således set en del eksempler på, at tidsfaktoren i sig selv har betydet, at en part ikke længere ønsker at bruge mere energi eller økonomi på en sag. Nogle gange er det først et stykke tid inde i sagsforløbet, at det rigtigt går op for parterne, hvor ressourcekrævende det er at føre en retssag – ikke alene i udgifter til advokat, men nok så meget på de interne ressourcer, der bruges i virksomheden, og som jo ikke vil blive erstattet økonomisk, selvom sagen vindes.
Der kan også være sket væsentlige ændringer i en af parternes forhold eller eventuelt i deres indbyrdes forhold. Det kan eksempelvis være, at en af parterne er blevet opkøbt af en anden virksomhed, at parterne får ønske om at etablere samarbejde om et nyt fælles produkt eller om forhandling og markedsføring. Det kan også være, at forholdene på det pågældende marked generelt har udviklet sig sådan, at de interesser eller eventuelt de (immaterielle) rettigheder, der ligger til grund for sagen, ikke længere er vigtige for dem.
I mange af sådanne tilfælde vil parterne og advokaterne normalt selv være opmærksomme på at drøfte forligsmæssige løsninger. Men erfaringen er, at det kan være gavnligt for denne proces, at retten også sætter fokus på mulighederne for forlig og stiller spørgsmålet eksplicit til advokaterne samt eventuelt skriver en bemærkning om det i en retsbog, som så går videre ud til sagens parter.
Ofte vil det netop kunne have en vis betydning for parternes incitament til at drøfte forlig, at retten også peger på denne mulighed, og at parterne er opmærksomme på, at de også i disse situationer vil kunne gøre brug af rettens tilbud om forligsmægling.
Vi følger derfor alle verserende sager tæt og opfordrer ofte advokaterne til at drøfte mulighederne for forlig med klienterne og indbyrdes, både skriftligt i retsbøger og mails og mundtligt ved de telefoniske retsmøder, som holdes løbende i alle sager for at sikre sagernes fremdrift og effektive planlægning.
Interesse i forlig på et sent stadium
I forhold til sager, der er nået helt til hovedforhandling, er det også vores erfaring, at det for mange parter – selv på dette sene stadium – kan have væsentlig interesse og kommerciel betydning at afslutte sagen ved et forlig i overensstemmelse med rettens tilkendegivelse – mundtligt eller eventuelt skriftligt – i stedet for ved en offentlig tilgængelig dom. Domme vil i alle tilfælde være tilgængelige på internettet, eftersom alle Sø- og Handelsrettens domme offentliggøres på rettens hjemmeside, og det kan for mange parter have stor betydning ikke at lade det blive kendt, at man har været involveret i en retssag, og/eller hvilke krav, oplysninger og måske også synspunkter der har været fremme under sådan en sag.
Vi oplever desuden tit, at parterne beder om betænkningstid efter at have fået rettens tilkendegivelse og så herefter går i dialog og på den måde benytter rettens tilkendegivelse som udgangspunkt for deres egne fortsatte forligsdrøftelser.
Også i sager, hvor parterne er konkurrenter, for eksempel sager om overtrædelse af markedsføringsloven og sager om varemærker og patenter, kan der være gode grunde til at undersøge mulighederne for forlig.
Udover de allerede nævnte eksempler på tilfælde, hvor der kan opstå muligheder for forlig, kan der for eksempel nævnes situationer, hvor der kommer oplysninger frem under sagen, der åbner mulighed for at indlede drøftelser om at etablere en eller anden form for samarbejde. Det kan også være, at udefrakommende forhold på markedet, andre vigtige aktører eller relevant retspraksis ændrer afgørende på parternes retsstilling eller de kommercielle interesser i øvrigt.
Øget fokus på tilbud om forligsmægling
Læs mere om Sø- og Handelsrettens øgede fokus på forligsmægling på Soeoghandelsretten.dk.
Forligsmæglingen gælder alle civile sager og går kort sagt ud på, at parternes advokater i fællesskab eller individuelt, når som helst under sagens forberedelse kan rette henvendelse til retten med anmodning om, at der indkaldes til et egentligt forligsmøde.
Lotte Wetterling
Vicepræsident i Sø- og Handelsretten siden 1. marts 2013. Tidligere har hun været dommer ved Retten i Helsingør og landsdommer i Østre Landsret. Før hun blev dommer, har hun været dels i Justitsministeriets departement dels i det private erhvervsliv, henholdsvis som advokatfuldmægtig hos Lind & Cadovius, som advokat hos Norrbom & Vinding og som in-house advokat hos enzymvirksomheden Novozymes A/S. Lotte er uddannet mediator (Advokaternes mediatoruddannelse) og er retsmægler i Sø- og Handelsretten. Hun har også erfaring som voldgiftsdommer.