En stor del af erhvervslivets tvister afgøres ved voldgift. Voldgiftssager behandles på grundlag af parternes aftale, eventuelle aftalte institutregler og voldgiftsloven. Men selvom aftalerne er klare, er der ti forhold, som ofte giver anledning til misforståelser, og som advokater, der fører voldgiftssager, bør være opmærksomme på. Fokus er navnlig på sager ved Voldgiftsinstituttet.
Af Jacob Møller Dirksen, advokat og partner, Horten, og Henrik Gisløv, advokatfuldmægtig, Andersen Partners
Førelse af voldgiftssager har udviklet sig meget over de seneste fem til ti år og har efterhånden udviklet sig til et egentligt speciale.
Mens de fleste advokater og voldgiftsdommere har retsplejeloven og dens principper på rygraden, giver behandlingen af voldgiftssager ofte anledning til vanskeligheder, blandt andet fordi retsplejelovens principper ikke uden videre kan eller skal overføres til voldgiftssager. Bortset fra ganske få præceptive regler i voldgiftsloven har parterne aftalefrihed i en voldgiftssag og kan sammensætte en fleksibel proces, der er gennemsyret af partsautonomien.
Ad-hoc eller institutionel voldgift og indledning af sagen
Voldgift kan foregå enten som ad hoc – i gamle dage også kaldet privat voldgift – eller som institutionel voldgift. En aftale om institutionel voldgift indebærer, at parterne har valgt at henvise til et voldgiftsinstitut og følge dette instituts regler. Ved ad hoc voldgift forstås, at parterne er enige om, at tvister skal afgøres ved voldgift, men der er ikke indgået aftale om, at sagen skal administreres af et institut eller følge et særligt regelsæt. Voldgiftsprocessen, herunder for eksempel nedsættelse af voldgiftsretten, må herefter følge reglerne i voldgiftsloven medmindre andet er aftalt. I praksis ses det tit, at ad-hoc sager søges indledt ved Voldgiftsinstituttet. Det skyldes enten ukendskab til, hvornår man har aftalt det ene eller det andet, eller måske dårlige erfaringer med ad-hoc voldgift og et ønske om, at processen i stedet foregår ved et institut. I begge tilfælde vil instituttet søge at afklare, om parterne kan enes om voldgiftsbehandling ved Voldgiftsinstituttet.
Et andet praktisk spørgsmål, som ofte opstår i forbindelse med indledning af voldgiftssagen, er, hvornår sagen kan anses for indledt. Det kan have betydning i forbindelse med afbrydelse af forældelse eller andre aftalte frister. I voldgiftssager er der ikke krav om forkyndelse ved eksempelvis stævningsmand, som man ser i sager ved de almindelige domstole.
På den anden side skal man være sikker på, at indklagede i sagen har fået behørig meddelelse, idet en voldgiftskendelse i værste fald ellers ikke kan tvangsfuldbyrdes. Udgangspunktet i voldgiftsloven er, at voldgiftssagen indledes den dag, hvor indklagede modtager anmodningen om voldgift, medmindre parterne har aftalt andet. En sådan anden aftale kan bestå i en aftale om voldgift ved Voldgiftsinstituttet, hvor sagen indledes den dag, instituttet modtager klageskriftet. Af Voldgiftsinstituttets regler følger, at meddelelser anses for gyldigt modtaget af en part, når de er sendt på en måde, som dokumenterer afsendelse, eller beviseligt er kommet frem. Efter voldgiftsloven kan digital kommunikation også være tilstrækkeligt til, at indklagede må anses for at have modtaget behørig meddelelse om sagen.
Udpegning af voldgiftsdommere
Voldgiftsloven har et udgangspunkt om tre voldgiftsdommere, mens Voldgiftsinstituttet – på linje med voldgiftsinstitutter i flere andre lande – har et udgangspunkt om én voldgiftsdommer. Instituttets formandskab kan efter høring af sagens parter beslutte, at voldgiftsretten skal bestå af tre voldgiftsdommere.
I praksis ses indimellem parter, som ønsker at udpege en voldgiftsdommer, der er partisk, idet han vil være særligt lydhør over for denne parts argumenter. Andre foretrækker at udpege en voldgiftsdommer, der har en uangribelig faglighed og integritet. Den første strategi fremstår uetisk og vil i øvrigt sjældent bære frugt. Man vil således ofte skyde sig selv i foden, da de øvrige voldgiftsdommere hurtigt gennemskuer det, hvis en voldgiftsdommer er partisk, sådan at den pågældende voldgiftsdommer hurtigt bliver sat uden for indflydelse.
Voldgiftsrettens kompetence
Det er en forudsætning for, at voldgiftsretten kan behandle sagen, at voldgiftsretten har kompetence hertil. Spørgsmål om voldgiftsrettens kompetence opstår ofte i praksis, som regel fordi indklagede – på et mere eller mindre reelt grundlag – gør gældende, at voldgiftsretten savner kompetence. Den processuelle håndtering af kompetencespørgsmål er reguleret i voldgiftsloven og tillige i Voldgiftsinstituttets regler.
Særligt ét forhold bør fremhæves her, da det jævnligt giver anledning til misforståelser: Når en voldgiftssag er indledt, er det voldgiftsretten selv, der i første omgang afgør spørgsmålet om sin egen kompetence. Nogle advokater tror, at domstolene er rette forum. Det er imidlertid ikke tilfældet i denne situation, hvor voldgiftssagen er indledt før en retssag. Voldgiftsrettens afgørelse eller kendelse om kompetence kan først efterfølgende gøres til genstand for domstolsprøvelse. Det er alene de tilfælde, hvor det gøres gældende, at tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, at domstolene kan tage stilling, inden voldgiftsretten har truffet afgørelse om spørgsmålet.
Sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger
Voldgiftsretten kan pålægge parterne at stille sikkerhed for voldgiftssagens omkostninger, hvilket i praksis så godt som altid sker.
Af Voldgiftsinstituttets regler fremgår det, at parterne skal stille sikkerhed med et beløb fastsat af sekretariatet. Typisk fordeles sikkerhedsstillelsen med halvdelen til hver part. Ikke sjældent sker det, at en part – oftest indklagede – undlader at stille sin andel af sikkerheden, hvilket kan give anledning til hovedbrud hos klageren og dennes advokat, når voldgiftsretten eller sekretariatet derefter beder klageren om at indbetale – også – indklagedes andel.
Klageren har i denne situation flere muligheder: Klageren kan betragte voldgiftsaftalen som misligholdt og anlægge sag ved domstolene i stedet. Er indklagede en udenlandsk part, er det vigtigt at være opmærksom på, at retssag ikke nødvendigvis kan anlægges ved de danske domstole. Alternativt kan klageren indbetale indklagedes andel og derved sikre, at voldgiftssagen fortsætter. Efter § 6, stk. 2, i Voldgiftsinstituttets regler kan klageren herefter anmode voldgiftsretten om at afsige separat voldgiftskendelse om refusion fra indklagede.
Endvidere bør der i forbindelse med anmodningen nedlægges særskilt påstand om forrentning. Uanset, at voldgiftsloven ikke indeholder eksplicit hjemmel til det, må det antages, at muligheden for at anmode om særskilt refusionskendelse også gælder i ad hoc voldgiftssager.
Inddragelse af andre parter i sagen
Det er en jævnligt forekommende misforståelse, at retsplejelovens principper om subjektiv kumulation finder hel eller delvis anvendelse i voldgiftssager, og at en tredjepart således kan inddrages i en voldgiftssag, for eksempel ved adcitation. Det kan imidlertid alene lade sig gøre, hvis der er et aftalemæssigt grundlag, enten i form af en voldgiftsaftale eller samtykke på et senere tidspunkt, ikke blot fra den part, der søges inddraget i sagen, men også fra klageren. Argumenter om, at procesøkonomiske hensyn tilsiger, at adcitation konkret bør tillades, ændrer ikke på dette.
Mens voldgiftsloven ikke indeholder bestemmelser om adcitation eller samlet behandling af flere sager, er der i § 9 i Voldgiftsinstituttets regler en vis mulighed for, at verserende voldgiftssager kan behandles sammen, og at en tredjepart kan inddrages i sagen, men det har undtagelsens karakter, og adcitation af en tredjepart vil i alle tilfælde kræve, at der foreligger en voldgiftsaftale, der omfatter den pågældende tredjepart.
Syn og skøn og ensidigt indhentede erklæringer
Om end domstolene nu har et knap så kategorisk afvisende syn på tilladeligheden og bevisværdien af ensidigt indhentede erklæringer som tidligere, ligger det stadig dybt i mange danske advokater, at ensidigt indhentede erklæringer som absolut hovedregel ikke kan fremlægges, og at den eneste ‘rigtige’ fremgangsmåde er at gennemføre syn og skøn på den måde, der foreskrives i retsplejeloven.
Denne grundtanke ses ofte overført til voldgiftssager, og det er ganske sædvanligt at støde på advokater, der protesterer inderligt mod den anden parts fremlæggelse af en ensidigt indhentet erklæring. Når det sker, er det fordi, det overses, at retsplejelovens regler og principper hverken kan eller skal danne udgangspunkt for voldgiftssagers behandling. Det skal derimod voldgiftsloven og for sager ved Voldgiftsinstituttet tillige Instituttets regler. Hverken voldgiftsloven eller instituttets regler afskærer en part fra at fremlægge ensidigt indhentede erklæringer. Tværtimod er det – navnlig i international voldgift – helt sædvanligt, at parterne fremlægger sådanne erklæringer og i øvrigt anvender egne ekspertvidner.
Bevisoptagelse og processen i øvrigt
Ofte overses det, at bevisoptagelse i voldgiftssager gennemføres på den måde, parterne har aftalt, og i mangel af parternes aftale eller enighed på den måde, som voldgiftsretten finder mest hensigtsmæssig for sagen. Helt overordnet kan parterne med fordel søge inspiration uden for retsplejelovens regler til at vurdere, hvorledes bevisførelsen bedst tilrettelægges for den konkrete sag.
Voldgiftsforeningen har eksempelvis udarbejdet regler om bevisoptagelse i voldgiftssager, som er inspireret af international voldgiftspraksis. Ved Voldgiftsinstituttet har det i mange år været pålagt voldgiftsretten at indkalde parterne til et forberedende møde. På det forberedende møde er det meningen, at parterne sammen med voldgiftsretten indgående drøfter en lang række spørgsmål såsom, hvilke omstændigheder der ikke bestrides, og hvilke der skal være genstand for bevisførelse. På mødet bliver også fremgangsmåden ved optagelse af beviser drøftet. Retsplejelovens principper skal ikke automatisk overføres til voldgiftsprocessen, og for den enkelte sag bør det konkret vurderes, hvilken fremgangsmåde der skal benyttes. Det er, jf. det ovenfor nævnte, også udtrykkelig omtalt, at hver part kan angive egne ekspertvidner.
Modvillige vidner og bistand fra domstolene
Som følge af bevisumiddelbarhedsprincippet er og skal udgangspunktet i voldgiftssager være, at bevisførelsen finder sted for voldgiftsretten. Det ses af og til, at parter anmoder om, at vidner føres for de almindelige domstole, idet dette foregår under strafansvar, og dette findes mest betryggende.
Det overses, at falsk vidneforklaring for en voldgiftsret også kan være strafbar som procesbedrageri. Vidneførsel for de almindelige domstole bør derfor begrænses til tilfælde, hvor et vidne ikke kan formås til at afgive sin forklaring for voldgiftsretten. Eksempelvis ses det, at revisorer afviser at afgive forklaring under henvisning til deres tavshedspligt. Domstolene kan også anmodes om bistand i tilfælde af tredjemandsedition. I tilfælde af manglende opfyldelse af partsedition vil virkningen være processuel skadesvirkning, og her kan der ikke hentes bistand hos domstolene.
Udeblivelseskendelser
I den civile retspleje kan der afsiges udeblivelsesdom i overensstemmelse med sagsøgerens påstand, når sagsøgte ikke svarer eller udebliver fra hovedforhandlingen. Dette princip kendes ikke i voldgiftssager, hvilket blandt andet er begrundet i, at voldgiftskendelsen er endelig. Der er således ikke mulighed for genoptagelse eller ‘anke’ af voldgiftsrettens afgørelse.
Det betyder, at klagerens advokat godt kan spare sig at gøre gældende, at der uden videre skal afsiges kendelse i overensstemmelse med klagerens påstand, hvis indklagede for eksempel undlader at indlevere svarskrift eller udebliver fra den mundtlige forhandling.
Lige så vigtigt er det at være opmærksom på, at klageren ikke kan forlade sig på, at voldgiftsretten kaster et hurtigt blik på klagerens krav og derefter, hvis kravet umiddelbart forekommer plausibelt, giver klageren medhold. Voldgiftsretten foretager en reel prøvelse af det forelagte, og klagerens advokat skal derfor i disse situationer være meget opmærksom på at få forklaret baggrunden for kravet og ikke mindst få fremlagt tilstrækkelig dokumentation for det rejste krav. Det kan således udmærket tænkes, at voldgiftsretten ikke vil anse en forklaring og en beløbsmæssig opgørelse af kravet uden underliggende dokumentation, for eksempel i form af fakturaer for hver enkel post, som tilstrækkeligt til at anse klagerens krav for dokumenteret, hvilket kan resultere i en frifindende kendelse.
Sagsomkostninger
Når sagen er vundet, er det spændende spørgsmål, hvor meget man får tilkendt i sagsomkostninger. Af voldgiftsloven fremgår det, at voldgiftsretten kan pålægge en part helt eller delvis at erstatte modparten de udgifter, voldgiftssagen har påført modparten. På samme måde bestemmer Voldgiftsinstituttets regler, at kendelsen skal indeholde bestemmelser om, hvorvidt en part skal erstatte rimelige omkostninger, som voldgiftssagen har påført den anden part.
Sagsomkostningstyper, som kan indgå, omfatter blandt andet advokatudgifter, vidnegodtgørelse, eksperthonorarer og udgifter til tolkebistand. Voldgiftsretten skal tage stilling til omkostninger, uanset om det gøres gældende eller ej. I international voldgift er udgangspunktet, at der skal nedlægges påstand om betaling af sagsomkostninger. I international voldgift ses det også, at parterne i højere grad procederer spørgsmålet, og at de faktiske sagsomkostninger ofte tilkendes fuldt ud.
I danske voldgiftssager ses det ofte, at voldgiftsretter læner sig op ad de principper, som følges ved de almindelige domstole, og at parter af og til påberåber sig landsretternes vejledende takster. Landsretternes vejledende takster bør imidlertid ikke anvendes i voldgiftssager. En langsom bevægelse i retning af dækning af reelle omkostninger til førelse af sagen opleves også i dansk voldgift. Det afgørende må være, at parterne gør mere ud af at procedere spørgsmålet om sagsomkostninger, og fremhæver alle de omkostninger, som en forsvarlig førelse af sagen har påført den pågældende part, således at voldgiftsretten klædes på til at tage stilling til spørgsmålet.
Jacob Møller Dirksen
Advokat (L), LL.M., partner hos Horten. Cand. jur. 2000, advokat siden 2003. Certificeret voldgiftsdommer. Medlem af Voldgiftsforeningens bestyrelse og bestyrelsesformand for YAC (Young Arbitrators Copenhagen). Specialiseret i rets- og voldgiftssager med fokus på kontraktansvar, bestyrelsesansvar, revisor- og advokatansvar, entreprise, erhvervs- og produktansvar, finansielle virksomheders forhold, M&A-tvister, agent- og forhandlerforhold, samt forsikringsret.
Henrik Gisløv
Advokatfuldmægtig pr. 1. februar 2016, Andersen Partners. Cand.jur. 2009. Bestyrelsesmedlem YAC (Young Arbitrators Copenhagen). Jurist hos Voldgiftsinstituttet siden 2009 og har arbejdet med den daglige behandling af instituttets nationale og internationale voldgiftssager. Arbejdet omfatter den daglige administration af sagerne, neutral rådgivning til parter, advokater og voldgiftsdommere om processuelle problemstillinger, korrespondance med parter, advokater og voldgiftsdommere om alle aspekter af sagshåndteringen, udkast til afgørelser om voldgiftsdommer habilitet mv.
Eksempler på voldgiftsaftaler
Institutionel voldgift:
“Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens eller gyldighed, skal afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indledningen af voldgiftssagen.”
Ad-hoc voldgift:
“Såfremt der opstår uenighed i anledning af parternes kontrakt, skal en sådan uenighed afgøres ved voldgift.”
Afhængigt af erfaring med voldgift og præferencer kan voldgiftsaftalen yderligere forfines, for eksempel med bestemmelser om antallet af voldgiftsdommere, bevisoptagelsesregler, med videre.