Som advokat kan du gøre en stor forskel
At være advokat i Grønland er langt mere end en juridisk opgave for Finn Meinel, som selv er grønlænder. Selvom han lever af erhvervssagerne, er det straffesagerne, der fylder mentalt.
Af Hanne Hauerslev
Jeg er fra Nuuk. Min far, Hans Meinel, kom til Grønland i starten af 1960’erne, da han fik arbejde i Grønlands Tekniske Organisation, i Televæsenet. Heldigvis mødte han en smuk grønlandsk kvinde, min mor, Johanne Meinel, og de stiftede en familie. Vi er tre brødre, alle født i Nuuk. I Grønland orienterer man sig i større grad end i Danmark i forhold til familierelationer. Det er således almindeligt at spørge til, hvem man er i familie med oftere end at spørge til, hvilken stilling man besidder, for på den måde at få et indtryk af, hvilken person man taler med.
Jeg har egentlig aldrig været i tvivl om, at jeg skulle være jurist. I mit sidste år i folkeskolen var jeg bud på et advokatkontor, og det var med til at give mig lyst til at læse jura. Det var en spændende arbejdsplads hos advokaterne Carsten Høy og Carl Evald Toft, og jeg blev ved med at holde kontakten til kontoret i nogle år. Jeg blev student fra Stenhus Gymnasium og startede senere på jura på Københavns Universitet.
Jeg tog mig god tid til at få min kandidateksamen, for jeg prioriterede også andre ting end studiet undervejs. Jeg sad blandt andet i bestyrelsen for de grønlandske studerende i Danmark, DKIK, som er en landsdækkende studenterforening. Her sad jeg i bestyrelsen i nogle år og fungerede også i en periode som forhandlingsleder. Det betød, at jeg skulle varetage de studerendes interesser under forhandlingerne med Selvstyret om de grønlandske studerendes vilkår. Det gav tidligt en god praktisk indsigt i forhandlingsteknik i et politisk miljø.
Siden 2003 har jeg enten været partner eller selvstændig advokat. På nuværende tidspunkt har jeg en ansat advokat, en fuldmægtig og en jurastuderende, og jeg skal snart til at søge efter en advokat eller fuldmægtig. Vi er et kontor, som forsøger at være en aktiv del af lokalsamfundet. Det gør vi blandt andet ved at være tovholder på projektet Maaji Nuan, som går ud på, at maj måned skal skabe en aktiv start på sommeren. Vi arrangerer i perioden selv aktiviteter – lige fra streetfodbold til aktiviteter for hjemløse. Herudover koordinerer vi i løbet af maj med de øvrige arrangører, hvilke aktiviteter der skal være hvornår. Hvert år i juni måned afholder vi Nuuk Mountain Challenge sammen med Carlsberg og modebutikken Nønne. Løbet er et fjeldløb, hvor man skal bestige de to højeste fjelde i nærheden af Nuuk. Personligt bruger jeg også min fritid på at være træner i B-67, der er en fodbold – og futsalklub. For tiden træner jeg U-15 drenge fire gange om ugen. I foråret blev Arctic Winter Games afholdt i Nuuk, og jeg fik som sponsor mulighed for at blive en del af den intense forberedelse og afvikling af det største sportsarrangement i Grønland nogensinde. Det var en fantastisk oplevelse.
Selvom det primært er erhvervsrådgivning, vi beskæftiger os med, må jeg indrømme, at jeg brænder mest for strafferetssagerne. Da jeg startede som fuldmægtig i Nuuk, var der ikke rigtig nogen advokater, der dyrkede netop det fagområde her i Grønland. Der var advokater, som varetog straffesager, men det virkede på mig som om, deres fokus på erhvervsretten gjorde, at området blev en smule forsømt. Jeg opdagede i hvert fald hurtigt, at der var en række forhold, som ikke forekom påtalte, og som det var muligt at påvirke. Eksempelvis var det tidligere fast kutyme, at nye afsonere i anstalten (grønlandsk fængsel) i den første uge skulle være isolerede - enerumsanbragte. Argumentet var, at afsonerne skulle lære reglerne og livet at kende i anstalten, og først derefter kunne de få sædvanligt samvær med andre afsonere. I en anden sag havde jeg en klient, der fortalte, at han nogle år forinden havde været tilbageholdt i politiets detention i over 100 dage, hvilket selvfølgelig var klart uacceptabelt.
Der er heldigvis sket utrolig meget siden, og i dag er vi mange advokater her i Nuuk, som beskæftiger os med strafferetten og med en gruppe udsatte mennesker, for hvem det som advokat er muligt at gøre en forskel. Hvis man engagerer sig i sagen, er det ofte muligt at opnå et godt resultat for klienten, hvad enten det er i forhold til skyld eller udmåling.
Via mit arbejde inden for det strafferetlige område er jeg nærmest vokset ind i rollen som forsvarerkoordinator for Retten i Grønland. Som forsvarerkoordinator varetog jeg i samarbejde med Grønlands Landsret og senere Retten i Grønland uddannelsen af de autoriserede forsvarere, der som udgangspunkt varetager forsvaret i første instans i alle typer sager. Jeg bistår endvidere de autoriserede forsvarere med at udfylde deres opgave, herunder de årlige efteruddannelser og en hotlineordning, hvor forsvarerne kan ringe ind og få sparring i forhold til deres sager.
Det er meget forskelligt, hvad de autoriserede forsvarere vil vende. Det kan være alle forhold omkring en kriminalsag – herunder bevisvurdering eller holdninger til ankespørgsmål. Her på kontoret forsøger vi at have en opdateret domsoversigt, så forsvarerne hele tiden kan få en relevant rådgivning.
En retssikkerhedsmæssig bekymring er, at vores hotline aldrig vil være tilstrækkelig. Selvom forsvarerne i praksis kan ringe dag og nat og vende alle aspekter af en sag med os, kan jeg godt være bekymret for, om det er tilstrækkeligt. Som rådgiver via vores hotline ser jeg typisk ikke alt materiale i sagen, men er begrænset af, hvad de autoriserede forsvarere mundtligt ønsker rådgivning om. Dermed kan jeg ikke kvalitetssikre sagen i alle aspekter. Det giver en risiko for fejl. Desuden er det ikke alle forsvarere, der søger rådgivning. I de alvorligste sager så jeg gerne, at det enten var erfarne advokater, der varetog forsvaret, eller at der altid blev beskikket en udenretlig rådgiver, altså en advokat. Muligheden eksisterer i dag, men hjemlen benyttes alt for sjældent, og efter min opfattelse i langt færre tilfælde end det er forudsat i Retsvæsenskommissionens betænkning fra 2004.
Hvorfor det er gået sådan, har jeg ikke en forklaring på, men jeg oplever, at domstolene i praksis er tilbageholdne med at påtvinge en udenretlig rådgiver, hvis der ikke bliver bedt om det. Klienterne selv er ofte ikke klar over muligheden, og er således ikke selv i stand til at bede om, at der beskikkes en udenretlig rådgiver.
Her i Grønland er langvarige tilbageholdelser også et stort problem for den enkeltes retssikkerhed. Den tiltalte kan risikere at sidde tilbageholdt på påvirkning, indtil der er afsagt endelig dom i anden instans. Det betyder, at vedkommende er afskåret fra kontakt til venner og familie, og i tilfælde af kontakt vil det være politiovervåget. Samme problem gælder de sigtede, som skal mentalundersøges. Det er Retspsykiatrien i Risskov, der efter aftale med Grønlands Selvstyre, forestår undersøgelserne. Som udgangspunkt er det fint – problemet er bare, at afstanden gør, at der kan gå lang tid – oftest mere end et halvt år – før undersøgelsen er foretaget. Der er eksempler på, at sigtede har været tilbageholdt i mere end et år på mentalobservation, vel at mærke uden at den ekstra sagsbehandlingstid med forelæggelse for andre myndigheder tages med i betragtning. Det er en kæmpe belastning for den sigtede. En ting er, at det er en stor personlig belastning – men det betyder, at mange ikke orker at anke, fordi det vil betyde, at de kommer til at være tilbageholdt i endnu længere tid efter dom i første instans.
Finn Meinel
Advokat, Sydkoreansk konsul i Grønland, bistår retten i Grønland med at være forsvarerkoordinator.