Heste bliver købt med følelserne. Derfor er der ofte brug for en advokat til at rage kastanjerne ud af ilden, hvis der opstår problemer. Pernille Skinnerup har specialiseret sig i hestejura og slås blandt andet for at få anerkendt, at der er stor forskel på køb af en hest og en vaskemaskine. Der er dog sket store gennembrud inden for hendes niche de seneste år.
Af Dorthe Plechinger
Foto: Camilla Schiøler
Når jeg fortæller en ny bordherre, hvad jeg laver, kigger han ofte på sin kone hen over bordet og signalerer: Det bliver en lang aften. Hesteadvokat? Men jeg kan mange rigtig gode historier. Folk bliver tit overraskede over, at jeg har så mange sager. 130 løbende om året. De synes ofte også, det er sørgeligt, at der er så mange sager, der handler om at rage kastanjerne ud efter salget af en hest. Og det er beskæmmende, for den helt store taber i de sager er hesten.
Der kan nærmest ikke gå noget forbi mig med pels på, uden at jeg skal have kontakt. Så det er ikke kun heste, men dyr i det hele taget, jeg har det godt med. Deres umiddelbarhed og respons. Det kan skyldes, at jeg af natur har et voldsomt temperament samt enormt meget energi – det skal jo have en form for modvægt. Sammen med dyr falder jeg til ro og får tankerne på plads. Der er ikke noget bedre end at sætte sig op på min islandske hest, Frenja, når jeg kommer fra arbejde med skuldrene helt oppe over ørerne. Jeg kommer tilbage fra rideturen med smil fra øre til øre.
Jeg havde meget svært ved at lægge de mange personskadesager fra mig i mit tidligere job. Problemstillingerne var ofte så belastende – det var jo skæbner som dig og mig – din søn, min søn, folk, der var kommet til skade og i klemme i systemet, og hvor jeg skulle hjælpe dem med at få erstatning. Det var én af grundene til, at jeg begyndte at specialisere mig i hestejura og for eksempel skader på dyr. Det var trods alt nemmere at håndtere professionelt.
For cirka 20 år siden fik jeg en sag, der fik mine øjne op for, hvad der var galt inden for området. Den handlede om en meget værdifuld hest, som led af en banal ting og skulle opereres i fuld narkose. Den blev indlagt på et stort hestehospital, og under operationen fik den medicin såsom morfin og Atropin, som alle dyrlæger ved kan nedsætte tarmbevægelserne og dermed øge risikoen for udvikling af kolik. Derfor må man forvente, at der bliver holdt opsyn med ens hest, mens den er indlagt. Men næste morgen var hesten blevet ekstremt syg af kolik og døde. Den var ikke forsikret, og derfor skulle jeg undersøge mulighederne for erstatning fra det pågældende hospital. Men her oplevede jeg en mur af eksperter, der lukkede sig om sig selv – lidt ligesom ved personskadesagerne. Jeg havde ikke tilstrækkelig ekspertise og viden om heste til at give eksperterne kvalificeret modstand, så sagen efterlod mig meget frustreret. Når tingene ikke går for sig, som de burde, tænder det mit retfærdighedsgen. Men dét, at jeg tog sagen, spredte sig, så der begyndte at komme flere og flere af den slags sager ind ad døren. Og nu har jeg kun hestesager.
Den typiske fejl opstår, hvis klienten har en forkert forventning om, hvilken rolle en dyrlæge spiller ved salget. Klienten forventer naturligt nok, at dyrlægen i et og alt varetager hans interesser ved en handelsundersøgelse, og at hesten bliver godkendt på fuldt oplyst grundlag. Problemet opstår dog ofte, hvis en køber og sælger bor i hver sin landsdel, og køberen ikke kender en dyrlæge i området. En klassiker er så, at han eller hun bruger sælgerens sædvanlige dyrlæge og tror, det er en god idé. For denne dyrlæge kender både hesten og hesteejeren, og kunden forventer jo, at dyrlægen vil kigge på hesten i bredt perspektiv. Dyrlægen må imidlertid ikke kigge på hestens fortid uden at have fået en udtrykkelig tilladelse hertil fra sælger – og har også tavshedspligt om det. Så ofte har vi set, at dét, som køberen troede var ekstra bonus, i virkeligheden viste sig at være meget skidt. Dyrlægen har måske i virkeligheden haft flere kasketter på og kun baseret sin konklusion om, at hesten er sund og rask, på de 45 minutter til halvanden time, et tjek varer.
I en periode følte jeg mig nærmest som persona non grata i den del af hestesegmentet, som det handlede om. Hos dyrlægerne. Det har heldigvis ændret sig siden. Jeg har nu været fødselshjælper på den nye blå attest, som dyrlægerne bruger ved handelsundersøgelser, og som svarer til en tilstandsrapport på et hus. Jeg har blandt andet opfordret til, at dyrlæger skal kunne indhente tidligere journaler på hesten, og det kan de nu. Dyrlægen laver også en ordrebekræftelse, hvor det fremgår, hvilke reelle muligheder vedkommende har for at gå hesten igennem. Så kan køber vælge, om hun eller han vil have flere undersøgelser. Det giver også dyrlægen dokumentation og er altså i begges interesse.
Jeg er typisk blevet købers advokat. Hesten til en fritidsinteresse koster i sig selv rigtig mange penge, ofte fra 50.000 kroner og opefter, og der følger også masser af løbende udgifter med. Typisk 1.000-5.000 kroner pr. måned. Det kan være umanerligt mange penge, så det er virkelig ærgerligt, hvis du har gjort et kvajekøb og fået en ubrugelig genstand i stalden. Det er den slags sager, jeg får, der ender i retssager. Jeg fik engang en mail fra en klient med den tabsopgørelse, jeg skulle bruge, hvor der stod ‘Privat’ og ‘Fortrolig’ på. Jeg takkede for opgørelsen og spurgte hende, hvorfor der stod, at det var privat. Klienten svarede, at hendes mand for Guds skyld ikke måtte se den. Så hun havde altså siddet og fundet ud af, hvor mange penge fra husholdningen, hun egentlig havde lagt til side på grund af hesten, og så var den oven i købet syg….
Der er krejlere i branchen. Der er navne, der ikke bare går igen, men igen-igen. Og at de kan fortsætte, skyldes, at køberne i de her sager ofte ikke vælger med fornuft. De køber med følelser. Og hvis du er smaskforelsket og vælger med drømme og forventninger i bagagen, ser du altså ikke objektivt på salgsgenstanden. Samtidig er det en biologisk genstand, som reagerer på miljø- og rytterskift, så det er en åbenbar heksekedel, hvor meget kan gå galt. Derfor er der så stort behov for at give køberne, sælgerne og dyrlægerne gode værktøjer til salget. Det har jeg gjort ved at være med til at præge den nye blå attest og udvikle skabeloner til alle slags kontrakter og vejledninger, som ligger til fri afbenyttelse. De bliver brugt flittigt, men jeg ville ønske, at flere brugte den halve time, det tager at sætte sig ind i, hvilket univers de befinder sig i, når de køber en hest.
Hestesager er ofte meget, meget ekspertorienterede. Derfor kan jeg godt være ærgerlig over, at vi ikke har flere juridiske dommere, der har en særlig viden på området. Jeg havde store forventninger, da de 82 retskredse blev til 24. Det blev blandt andet solgt ind på, at vi fra nu af fik superretter med superdommere, som vidste noget om dét, det handlede om. Jeg hilste det velkommen, fordi jeg tænkte, at så må der jo sidde en dyrekyndig i flere af de her retskredse. Det kan godt være, der gør, men det er ikke mange af dem, jeg er stødt på i mine sager.
Sagkyndige meddommere er et stort plus. I sager med en juridisk dommer eller tre landsretsdommere er vi meget afhængige af én skønsmand, og hvis dennes svar er svævende eller mest går imod den ene advokats synspunkter, har skønsmanden jo en ekstrem indflydelse på rettens afgørelse. En sagkyndig meddommer som en dyrlæge eller en eksamineret berider kan afveje svarene eller helt banalt forstå, hvad vi som advokater kan hive ud af svarene fra skønsmanden. Og selvom min modpart og jeg forsøger at gøre os umage, taler vi relativt indforstået. Vi kender tingene rigtig, rigtig godt, mens dommeren ofte sidder og undrer sig: Kodeben? Hovben? Kronben? Hvad er forskellen, og hvad betyder det? Jeg har mange gange – også med succes – begæret sagkyndige meddommere. Det har givet nogle meget bedre afgørelser, også selvom de er gået mig imod. Men det er ikke altid, det bliver tilladt.
Når der ikke er sagkyndige i retten, er det ofte retorikken, der kommer til at gælde. Og tonen kan blive meget hård i min branche. Vi er ikke mange advokater, der beskæftiger os med området, og der er hård konkurrence mellem os, så den konfrontatoriske tone kan måske ikke helt undgås. Men jeg prøver at have indgangsvinklen, at vi må se at finde en løsning på det her – ikke mindst af hensyn til hesten. Jeg skriver næsten aldrig til en modpart uden at åbne en dør til forlig. Jeg vil rigtig gerne, at ret og retfærdighed følges ad, eller at vi finder en pragmatisk løsning.
Som procesadvokat er det ubetinget en kæmpe fordel at være specialiseret. Jeg følger kun med i en minimal del af juraen, men til gengæld kender jeg til tingene i en ekstrem detaljegrad inden for mit område. Og det breder sig jo over mange ting: Forsikringsret, rådgivningsansvar og obligationsret. Jeg bliver aldrig træt af heste, men jeg bliver nogle gange træt af krejlerne og de ubetænksomme mennesker i branchen, der lægger hovedet under armen, når det gælder køb og salg af heste.
PERNILLE SKINNERUP
Uddannet cand.jur. i 1987, men sprang allerede to år efter ud som selvstændig med sin mand og deponerede sin bestalling. De etablerede Danske Forsikringsmæglere A/S sammen med Pernille Skinnerups far. Det drev de i fem år med kontorer i København og Aarhus samt 16 ansatte. Her udviklede hun sit speciale inden for skadesforsikring – rådgiveransvaret. Virksomheden blev opkøbt af amerikanske Rollins Hudig Hall (nu AON). Hun har skrevet to lærebøger til Forsikringsakademiet. Pernille Skinnerup blev ansat hos Muff & Partnere i Gilleleje som advokat i 1995 og var ansat frem til 2011, hvorefter hun fik sin egen advokatvirksomhed i Hillerød i samme ejendom som sin mand. Hun bor i Nødebo ved Gribskov og har tre børn på 27, 25 og 23 år.
MIT SPECIALE er en ny serie, hvor advokater fortæller om deres særlige arbejdsområder, hvad der har fået dem ind på det spor, hvordan de ser området udvikle sig – også når det gælder retssikkerhed. Mød i næste nummer advokat Anders Hjortsholm, der løfter lidt af sløret for sit speciale i forsvars- og rumfartsvirksomheden Terma.