Spring hovednavigationen over

2015 - Advokaten 9 Social- og indenrigsministeren opfordrer Advokatrådet til fortsat fokus på retssikkerhed i forvaltningen

Publiceret: 16. november 2015

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon


Under et møde i Social- og Indenrigsministeriet kvitterede ministeren for Advokatrådets arbejde, når det gælder retssikkerhed i forvaltningen. Karen Ellemann gav desuden udtryk for stor lydhørhed over for Advokatrådets initiativer på området.
Advokatrådets formand, Peter Fogh, formanden for Advokatrådets Strafferetsudvalg, Sysette Vinding Kruse og generalsekretær Torben Jensen mødtes 19. oktober 2015 med social- og indenrigsminister Karen Ellemann til en nærmere drøftelse af Advokatrådets rapport Retssikkerhed i forvaltningen.
Rapporten redegør for en række områder, hvor borgerens retssikkerhed i mødet med forvaltningen halter og kommer desuden med konkrete anbefalinger til forbedringer, når det gælder forvaltningens grænsesøgende afgørelsespolitik, sagkyndig rådgivning og bistand samt den igangværende digitalisering.
På mødet var der især fokus på Advokatrådets forslag om, at klageinstansen på det sociale område automatisk skal tage stilling til spørgsmålet om opsættende virkning i forhold til kommunens afgørelse, ligesom ideen om etablering af en tænketank på det sociale område og ønsket om en styrkelse af borgernes adgang til sagkyndig rådgivning og bistand blev drøftet nærmere.
Ministeren kvitterede for Advokatrådets arbejde på dette vigtige område og udtrykte stor lydhørhed over for de forskellige initiativer, som indgår i Advokatrådets projekt om styrkelse af retssikkerheden i forvaltningen.
Hun opfordrede samtidig Advokatrådet til at arbejde videre med problemstillingen og herunder sætte nærmere fokus på områder, hvor det er lovgivningen, som skal ændres, og ikke kun fokusere på kommunernes administration af sociallovgivningen.
Advokatrådet afholdt 19. november et debatmøde om Retssikkerhed i forvaltningen. Læs mere om arrangementet på Advokatsamfundet.dk.

Kort om Advokatrådets rapport Retssikkerhed i forvaltningen
Advokatrådet har sammen med en række eksperter identificeret områder i den offentlige forvaltning, som rejser en række retssikkerhedsmæssige problemstillinger.
I rapporten Retssikkerhed i forvaltningen 2015, har rådet en række anbefalinger til forbedring af retssikkerheden for den borger, der kommer i kontakt med forvaltningen.
Se hele rapporten på Advokatsamfundet.dk