Lighed for loven handler blandt andet om tilgængelighed. Advokat Gunhild Stausholm-Møller, der arbejder i et af landets tyndest befolkede områder i det nordvestjyske, ser det som en af sine vigtige opgaver at råbe politikerne op om problemet. Det er blandt andet de særlige vilkår i Udkantsdanmark, hun vil fokusere på som ny kredsformand.
Af Dorthe Plechinger
Foto: Lars Dahl Nielsen
Jeg er vokset op med det klientel, som jeg i høj grad er beskæftiget med i dag. Begge mine forældre arbejdede på døgninstitutioner for unge, og der boede vi. Det har jo nok præget min opfattelse af, at alle har lige ret til at være her. Det fylder meget i mig, at vi skal være redelige, ordentlige og have lighed for loven. Jeg har haft nogle oplevelser, hvor jeg tænker, at hold da op, hvor er det skævt! Man får altså ikke noget forærende, hvis man er nederst i systemet. Man er blokeret af, at advokater er dyre, og at der er flere og flere advokater, der ikke vil tage fri processager, fordi der ikke er økonomi i det. Kontakten til dem, der har det svært, har i det hele taget været bærende for mig gennem hele mit liv og lysten til at løse problemer. På den måde blev jura et meget naturligt valg – selvom det egentlig var lidt tilfældigt, at det blev det fag.
Jeg er ikke et af de mennesker, der arbejder fra 9 til 16. Om klokken er 17, eller det er lørdag formiddag – jeg har ikke behov for en fast arbejdsdag. Jeg har tre børn, som nu er voksne, og de er ligesom jeg selv vokset op med mit arbejde. Jeg har været privilegeret med gode dagplejere, en mand, der kunne tage fra, et godt netværk, og så har jeg været heldig ikke at have syge børn! Jeg valgte også løsningen med en ung pige i huset, da børnene blev større. De har fået samme tilgang til andre mennesker, som jeg har.
De gode sager er her, hvis man opsøger dem. Vi er et firma i et af de tyndest befolkede områder i Danmark, men har bygget det op omkring tre domiciler for at få sager nok inden for de kategorier og specialer, vi hver især har. Hvis jeg skal have de sager, som jeg særligt brænder for, er god til og vil fylde min arbejdstid med, ved jeg, at jeg er nødt til at lette rumpen og komme rundt til kontorerne i Thisted, Nykøbing Mors og Skive, så jeg arbejder på alle tre kontorer. Der er nok en tendens til, at nogle klienter vælger de store kontorer, men vi henviser selv til andre, hvis vi ikke kan matche opgaven. Vi kan ikke det hele, men vi kan meget, fordi vi har spredt os, som vi har. Og vi er hver især toptunet inden for vores specialområder.
Man skal kunne lide at køre i bil, hvis man skal trives i det her arbejde i udkanten. Det kan være træls og bøvlet, men det er fint for mig. Jeg gør det til noget positivt. Nogle gange har jeg min hund med, og så går vi en tur langs stranden og får lidt luft indimellem. På grund af meget kørsel er min dagligdag bygget op omkring nogle supergode sekretærer, som totalt styrer min kalender. De er 100 procent inde i mine sager og kan svare på spørgsmål – eller de sender en mail til mig. Jeg er jo hele tiden på med min mobil, iPad eller bærbare. Alle dokumenter er scannede, så jeg kan sidde og arbejde alle steder – i godt vejr kan det være på en rasteplads. Jeg kan også sidde i et ledigt lokale ved domstolene, for den ros skal retterne have: Det er de rigtig søde til at give os, der kommer langvejs fra. Jeg ville selvfølgelig helst have, at der ikke var så lange afstande, men er faktisk mere generet af, hvad de betyder for mine klienter.
Når man siger ‘lighed for loven’, har det også noget at gøre med, hvor tilgængelige tingene er. Hvis man skal møde i Statsforvaltningen i Aalborg klokken ti og bor i Ræhr ved Hanstholm, kan det næsten ikke lade sig gøre. Hvis man samtidig har børn, hvilket jo ofte er derfor, man skal i Statsforvaltningen, kan det da slet ikke lade sig gøre, hvis de skal afleveres først. Spørger man efter en anden tid, kan svaret være, om man ikke kan få naboen til at træde til, og kommentaren “interesserer du dig nok for dit barn, så finder du nok en løsning,” er hørt mere end én gang i den slags sager. Hvis den anden part ikke møder, skal man derind én gang til og må tage endnu en fridag. Bliver sagen så ikke løst her, skal man måske i Retten i Holstebro – det er heller ikke meget lettere – og skal man så have børnene udleveret ved Fogedretten, jamen, de folk skal køre hele tiden! De resignerer simpelthen. På den måde dropper vi at hjælpe dem, der har langt, ikke har tid eller råd til at opnå deres ret. Og vi kan ikke råbe politikerne op herovrefra. De skulle prøve turen selv og se, hvor lang tid, det tager, og hvad det koster ud af det nettobeløb, klienterne har til rådighed! Det gør mig harm at se, at det er de svage, der betaler for blandt andet retskredsreformen.
Jeg kan godt forstå de advokater, der siger, at de altså ikke tager fri procesklienter her, for vi skal jo også leve. De får ikke alle rejsegodtgørelse for de sager, og der er altså ofte fem kvarters kørsel hver vej. Det vil sige, at klienten kan blive nødt til at tage en advokat i Holstebro, som ligger 90 kilometer herfra, fordi omkostninger til kørsel og rejsetid ikke dækkes. Det strider mod noget fundamentalt i mig, nemlig, at det på den måde ikke er alle, der har lighed for loven. Det er ikke fair, at et advokatvalg skal være afhængigt af, hvor man bor henne i landet. Vores dommerkontor i Thisted er efter retskredsreformen blevet et afdelingskontor, der ikke altid er bemandet. Og min frygt er, at vi om et år har et endnu mere begrænset afdelingskontor. Jeg ved godt, at det er svært økonomisk for domstolene, men det er altså dyrere at lave det her faglige fællesskab, som er bærende for hele retskredsreformen. Skal vi have det til at fungere, må det bare koste, hvad det koster.
Jeg vil gerne arbejde mere med konfliktmægling. Jeg er især tiltrukket af teknikkerne: Lyttende, guidende, en slags fødselshjælper, at have øjnene åbne for at fornemme, om der er skjulte dagsordener eller muligheder, og så spørge dig lidt frem, så parterne selv kan komme frem til en løsning. Det er jo fantastisk, når folk rækker hinanden hånden og siger, “det må du sgu undskylde, der har vi misforstået hinanden.” Man kan næsten mærke et åg, der bliver taget fra dem. Det er lidt det samme, som når folk fra de lidt tungere familiesager har taget mod til at komme op til den ‘dyre’ advokat og får lov til at forklare sig. Når de går ud ad døren igen, er de næsten blevet to meter højere. For det første var advokaten måske ikke så dyr, for det andet var problemet egentlig ikke så stort. Det nyder jeg at se, men kan samtidig også være ærgerlig over, at folk ikke er kommet noget før.
Jeg gik ind i det kollegiale arbejde, fordi jeg synes, det er spændende. Jeg har nu fået frigivet nogle tidsmæssige ressourcer, og skal jeg nå at involvere mig mere grundlæggende i det kollegiale arbejde, skal det være nu. Jeg har været med i bestyrelsen i to år og er nu formand. Jeg arbejder med meget borgernære sager og føler, jeg kan bidrage med mine erfaringer herfra. Jeg går langt, når det gælder etik, ordentlighed, redelighed – dér vil jeg gerne have lov at sætte mit fingeraftryk. Jeg har også stort fokus på, om man nu har fået ordentligt oplyst over for klienten, hvad tingene koster, inden man går i gang. Det hænger sammen med hele aspektet med, at folk tror, vi er så dyre og utilnærmelige.
I min bedste verden skulle man have kørekort til børn! Jeg har haft mange voldsomme sager gennem årene, men den magtesløshed, vi har fået med Forældreansvarsloven, betyder allermest for mig. Lige nu har jeg fem af den slags sager med gode, meget kompetente forældre, som har mistet samværet med deres børn. Det har de, fordi den anden forældrepart, som børnene bor hos, har en uhensigtsmæssig adfærd. Det er der slet ingen diskussion om, men for at tage hensyn til at børnene ikke skal opleve konflikten, ophæver man samværet med den anden. Det er næsten ikke til at holde ud at se på. Og sagerne kører to til fem år fra Statsforvaltningen og til byretten, landsretten, fogedretten og Statsforvaltningen igen. Hvis Statsforvaltningen havde de rigtige redskaber, var sagen lukket på det rigtige tidspunkt. Den har muligheden for at sige stop og så lade det være op til domstolene at tage stilling til, om sådan en sag overhovedet skal kunne køre igen. Men dér er Statsforvaltningen lidt tøset. Jeg synes, det er en katastrofe, som loven virker, og dybt frustrerende at se en familie gå i opløsning. Derfor fylder det så meget hos mig.
Gunhild Stausholm-Møller
Advokat (H), formand for 7. kreds. Har været partner i Funch & Nielsen Advokater siden 2003. Firmaet har kontorer i Skive, Nykøbing M og Thisted. Uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1982. I 2005 uddannet mediatoradvokat. Har mange års erfaring med retssagsbehandling, særligt inden for straffe- og familieretten, samt retsmægling/mediation. Bor i Løgstør.
Gunhild Stausholm-Møller er beneficeret samt autoriseret bobestyrer ved Retten i Holstebro. Specialerne er strafferet, familieret, arve- og erstatningsret, mediation, tvangsauktioner. Censor ved retssagsprøven under advokatuddannelsen.
Boks:
Danmark rundt
Advokatsamfundets otte lokale advokatkredse, er aktive medspillere for hele standen. Kredsbestyrelserne bistår blandt andet Advokatnævnet med sagsbehandling, de kan tage kollegiale samtaler og i det hele taget tage fat på lokale udfordringer. Hver kredsbestyrelse består af advokater valgt i advokatkredsen, og de vælger selv formand og næstformand, ligesom de udpeger medlemmer af Advokatrådet.
Hvordan ser de lokale rødder advokatstanden udvikle sig? Hvilke værdier arbejder de for at fremme? Og hvordan ser de udfordringerne i fremtiden? Det spørger Advokaten kredsformændene om i en ny serie, som kommer Danmark rundt i løbet af 2015.