Ifølge en rapport fra Kommissionen faldt brugen af varetægtsfængsling i Belgien og Frankrig med henholdsvis 20 og 30 procent, efter at der var blevet indført ordninger, som gav en sigtet person mulighed for retshjælp i form af advokat- eller anden juridisk bistand på et meget tidligt tidspunkt af straffesagen.
Af Thomas Elholm, professor i strafferet, Syddansk Universitet
Man skal være yderst forsigtig med at overføre statistikker og undersøgelser på andre landes forhold – herunder Danmarks. Det skyldes, at de straffeprocessuelle systemer i landene er ganske forskellige. Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om, hvornår en sigtet borger tilbydes advokatbistand eller anden retshjælp. I nogle lande tilbydes den sigtede først relativt sent i efterforskningsfasen juridisk assistance, og i nogle lande består assistancen blot i nogle timers samtale med en jurastuderende.
Især for så vidt angår Belgien og Frankrig er der grund til at være skeptisk med at overføre erfaringer til lande som Danmark. Det skyldes, at den franske og belgiske strafferetspleje hviler på et inkvisitorisk system med brug af undersøgelsesdommere, mens en række andre lande, som for eksempel de skandinaviske, er baseret på et akkusatorisk princip, uden brug af den slags. Man kan hævde, at mens lande baseret på et akkusatorisk princip relativt tidligt i en straffesag bør tilbyde uafhængig juridisk assistance til den sigtede, er det muligt for lande baseret på et inkvisitorisk princip at vente længere med et sådant tilbud, fordi undersøgelsesdommeren betragtes som en objektiv og uafhængig myndighed, der kan sikre borgernes interesse i tilfredsstillende omfang.
Sårbare borgere
Alligevel er tallene måske værd at hæfte sig ved. Udtrykker det markante fald i brugen af varetægtsfængsling mon en almengyldig sandhed om retsstaten? Handler det om, at trods straffesystemets forsøg på at sikre en fair balance mellem myndigheder og borger i straffesager, så er borgerne til syvende og sidst den svage og sårbare part? Er kravene til politi og anklagemyndighed om objektivitet og forvaltningsretlige krav mon altid tilstrækkelige til at sikre mod unødig anvendelse af indgreb?
Det behøver i øvrigt ikke alene være retssikkerhedsmæssige og humane hensyn, som taler for at lægge mærke til erfaringerne fra Belgien og Frankrig. Unødig brug af varetægtsfængsling er næppe samfundsgavnligt, og det er i hvert fald dyrt.
Og hvad har det så alt sammen med EU at gøre? Jo, Kommissionen har fremsat et forslag, som skal sikre sigtede retshjælp på et tidligt tidspunkt i straffesagen. I det følgende redegøres for nogle hovedelementer i forslaget, og afslutningsvis drøftes, hvorfor EU-lovgiver er interesseret i den slags.
Retshjælp tidligst muligt
Det fremgår af direktivforslagets art. 1, at direktivet skal fastlægge minimumsregler vedrørende a) ret til foreløbig retshjælp for mistænkte eller tiltalte i straffesager, som frihedsberøves, og b) ret til foreløbig retshjælp og til retshjælp for eftersøgte personer, som er genstand for sager angående europæiske arrestordrer.
Direktivet har altså to – delvis uafhængige formål. Det skal på den ene side sikre, at personer, som frihedsberøves, sikres adgang til retshjælp så tidligt som muligt. Kravet gælder generelt, uanset om der er tale om rent nationale straffesager eller tværnationale straffesager. På den anden side skal direktivet sikre, at personer, som udsættes for en europæisk arrestordre – det vil sige pr. definition tværnationale straffesager, inklusive spørgsmål om udlevering – sikres effektiv retshjælp.
I EU-sammenhæng bruges ofte ordet ‘retshjælp’, og det bruges ofte i forskellige betydninger. I denne sammenhæng betyder det – ifølge Kommissionens forslag – retten til at få helt eller delvis gratis bistand fra en advokat i straffesager. Det er en grundlæggende rettighed og fremgår blandt andet af EU-chartrets artikel 47, stk. 3: “Der ydes retshjælp til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, hvis en sådan hjælp er nødvendig for at sikre effektiv adgang til domstolsprøvelse." Det fremgår også af artikel 6, stk. 3, i EMRK, at enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, har ret til at “forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse."
EU har de senere år forsøgt at styrke sigtedes og tiltaltes grundlæggende rettigheder. Det nye direktivforslag skal således ses i sammenhæng med et allerede vedtaget direktiv om adgang til advokatbistand i straffesager (direktiv 2013/48/EU). Ifølge sidstnævnte har mistænkte ret til adgang til advokatbistand, blandt andet uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen og forud for afhøringer. Kommissionen giver imidlertid i forarbejderne til det nye direktiv udtryk for, at hvis mistænkte som frihedsberøves effektivt skal kunne udøve retten til adgang til advokatbistand under de tidlige trin i retssagen, kan de ikke vente på, at behandlingen af deres ansøgning om retshjælp og vurderingen af kriterierne for retshjælp bliver afsluttet.
Kommissionen vil derfor have landene til at sikre, at der er adgang til ‘foreløbig retshjælp’ uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelsen, og inden der foretages afhøring. Det vil sige, at direktivets krav rækker fra det øjeblik, hvor en person bliver taget i politiets varetægt eller lignende varetægt, inklusive eventuelle perioder inden der sker en formel sigtelse eller en anholdelse. I nogle lande fremsættes først en formel sigtelse (‘charge’), efter at personen er blevet taget i politiets varetægt og bragt til politistationen. Det lader til, at direktivet vil sikre ret til retshjælp (foreløbig retshjælp) allerede inden den formelle sigtelse.
Det fremgår også af bemærkningerne til direktivforslaget, at landene skal indføre procedurer eller mekanismer, for eksempel ordninger med vagthavende advokater eller nødtjenester, således at der med kort varsel kan indkaldes en person på politistationer eller i fængsler. Det skal sikre, at retten til foreløbig retshjælp, og adgang til advokatbistand, kan udøves i praksis og effektivt uden unødig forsinkelse efter frihedsberøvelse og forud for afhøring.
Borgerne dårligt stillet ved europæisk arrestordre
Kommissionen skriver i bemærkningerne til direktivforslaget, at eftersøgte personer i sager angående den europæiske arrestordre ikke altid har adgang til retshjælp, og rettighederne i EMRK art. 6, herunder retten til retshjælp, desuden ikke gælder i udleveringssager. Derfor kræves ifølge direktivforslaget, at landene skal give adgang til retshjælp til personer, som er eftersøgte i forbindelse med den europæiske arrestordre. Det gælder også, selvom personen ikke bliver frihedsberøvet.
Der er imidlertid et andet retssikkerhedsmæssigt problem ved arrestordren. En række advokater – herunder danske advokater med erfaring fra sager om den europæiske arrestordre – har nemlig peget på, at der i denne type sager typisk kan være behov for advokatbistand i begge lande, altså både det land, som kræver udlevering, og det land, som udleverer. En borger, der befinder sig i Danmark, og som kræves udleveret til Tyskland, kan således have behov for kyndig juridisk bistand af advokater med indgående kendskab til både tysk og dansk ret, hvis vedkommende skal sikres en effektiv retshjælp – såkaldt todelt forsvar.
I art. 10 i det ovenfor omtalte direktiv om retten til adgang til advokatbistand (direktiv 2013/48/EU) er der fastsat visse regler om todelt forsvar, men det nye direktivforslag skal sikre netop denne ret. Hvis tyske myndigheder således udsteder en arrestordre på en borger, der befinder sig i Danmark, skal danske myndigheder sikre personen retshjælp i Danmark, indtil udlevering finder sted – eller afgørelse om ikke-udlevering har fået retskraft – men de tyske myndigheder skal også sikre personen retshjælp i Tyskland, hvis vedkommende måtte ønske det.
Et spørgsmål om tillid
Hvorfor blander EU sig overhovedet i den slags spørgsmål? Det korte svar lyder, at EU har til formål at skabe ét fælles retsrum med frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle, som det hedder i EU-Traktaten. For at skabe et sådant retsrum, har EU udstedt en række retsakter, som skal gøre det lettere at få domme og afgørelser godkendt på tværs af grænser. Det gælder også for eksempel afgørelser om udlevering, kaldet den europæiske arrestordre.
Hvis anerkendelse af andre EU-landes afgørelser skal være effektiv, kræver det imidlertid, at myndighederne i forskellige lande har tillid til hinandens systemer. Hvis Danmark – som jo fuldt ud tager del i den europæiske arrestordre som de øvrige EU-lande – hurtigt og effektivt skal anerkende og fuldbyrde for eksempel en rumænsk domstols afgørelse, kræver det, at danske myndigheder har tillid til retssikkerheden i Rumænien. EU arbejder derfor på at skabe et sæt regler, som giver et vist minimumsniveau af retssikkerhed, og som dermed kan øge den gensidige tillid.
Det fremgår af bemærkningerne til direktivforslaget, at det er i den tidlige fase af en retssag, især hvis der er tale om frihedsberøvelse, at mistænkte eller tiltalte vil være mest sårbare. Det er i de tidlige faser, at de mistænkte har størst behov for retshjælp og for at blive bistået af en advokat. Derfor giver direktivets krav om såkaldt ‘foreløbig retshjælp’ og retshjælp til eftersøgte personer i arrestordresager efter Kommissionens mening en større grad af gensidig tillid mellem strafferetssystemerne. Det styrker i øvrigt også – bemærker Kommissionen – det fremsatte forslag om en fælles europæisk anklagemyndighed (omtalt i en tidligere udgave af Advokaten).
Danmark vil ikke blive bundet af det nye direktivforslag, som skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, og som dermed er omfattet af Danmarks forbehold. Men det binder de øvrige EU-lande, og det kan dermed – muligvis – godt være med til at øge danske myndigheders tillid til europæiske arrestordrer, der som nævnt finder anvendelse i Danmark.
Thomas Elholm
Professor i strafferet ved Syddansk Universitet. Han forsker og underviser bredt i strafferetlige emner, herunder især forholdet mellem dansk strafferet og EU-ret. Han er formand for Dansk Selskab for international strafferet og EU-ret, hovedredaktør for Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab og medlem af Politiklagerådet. Han har i en årrække været medlem af Advokatrådets Strafferetsudvalg.