Politiet foretog sidste år 57.587 anholdelser, og selvom det for de anholdende betjente formentlig er en helt triviel og naturlig del af deres arbejde, er det utvivlsomt en atypisk begivenhed for langt de fleste af de gennemsnitligt 160 mennesker, der hver dag rent faktisk bliver anholdt. Ud fra både en psykologisk betragtning og med en forsvarsadvokats optik er det væsentligt, at opmærksomheden på de grundlæggende aspekter ved den fredelige og velbegrundede anholdelse ikke drukner i enkeltsager, hvor det desværre er gået galt.
Af Karoline Normann, advokat og psykolog, Stagetorn Wenzel Lund Poulsen
Politiets magtanvendelse i forbindelse med anholdelser bliver med jævne mellemrum genstand for offentlig debat og kritik. ‘Husker du Benjamin?’ er for eksempel et spørgsmål som de fleste, der interesserer sig for politiets arbejde, er fortrolig med. Benjamin, der fik hjertestop på Rådhuspladsen i København, mens han var anholdt og i politiets varetægt, er et af de tragiske eksempler på, at det desværre sker, at personer kommer alvorligt til skade eller dør i forbindelse med, at de anholdes af politiet.
Anholdelser bliver imidlertid ikke kun omtalt af pressen i forbindelse med dødsfald eller alvorlig skade, men får også opmærksomhed, når politiet anholder offentligt kendte personer, som vi for eksempel så det med anholdelsen af Johannes Møllehave foran d’Angleterre i januar 2011. Inden for de seneste år er det ikke usædvanligt, at privates optagelser af politiets anholdelser bliver lagt ud på internettet og offentliggjort via medier som YouTube og Facebook.
Ofte handler debatten om anholdelser om, at politiet skal bruge mindst mulig magt. Det er selvsagt et væsentligt hensyn, der altid skal være afbalanceret, og det er heldigvis undtagelsen, at polititjenestemænd for eksempel findes skyldige i overtrædelse af straffeloven i forbindelse med magtanvendelse. I lyset af hvor mange anholdelser politiet foretager årligt, må det da også uden videre kunne lægges til grund, at langt de fleste anholdelser foregår forholdsvis fredeligt og uden brug af (unødig) magt. I de tilfælde hvor grænserne alligevel måtte være overskredet, er der, dels med oprettelsen af Den Uafhængige Politiklagemyndighed i 2010, dels i forhold til reglerne om advokatbeskikkelse for den forurettede med blandt andet udvidet adgang til sagsakterne i disse sager, sket en yderligere styrkelse af borgerens retssikkerhed.
Udover retssikkerhedsmæssige aspekter rejser en anholdelse imidlertid også en række psykologiske og etiske spørgsmål, herunder at alene det at blive anholdt for de fleste mennesker i sig selv opleves som et enormt indgreb i deres liv. En anholdelse er alt andet lige en enkeltstående begivenhed for den anholdte, også selvom den i udgangspunktet er foranlediget af den anholdte selv, og derfor er (eller bør være) mere eller mindre forventelig. I overensstemmelse hermed spiller det tydeligvis en rolle for klienterne at fortælle om anholdelsen og mødet med politiet i det hele taget. Jeg har tillige fra en politimand, der selv blev anholdt, hørt ham fortælle, hvordan han fik voldsom hjertebanken og generelt var stærkt påvirket af situationen. Så uanset hvor fredeligt anholdelsen foregår, er det en sjælden begivenhed, der huskes meget tydeligt, netop fordi den både er atypisk, intimiderende og til tider ligefrem traumatisk. I U2012.276H fastsatte Højesteret for eksempel erstatning til en anholdt, der før anholdelsen led af en angstbetinget sygdom, som brød ud ved anholdelsen.
Politiets almindelige anholdelsesbeføjelse
Som bekendt er politiet som udgangspunkt tildelt et monopol på magtanvendelse. Og der er vel næppe heller nogen, der forestiller sig, at politiet ville være i stand til at opklare særlig mange forbrydelser uden at være givet en vis adgang til at anvende tvangsindgreb – herunder anholdelse.
Politiets almindelige anholdelsesbeføjelse fremgår af retsplejelovens § 755, stk. 1, hvorefter politiet kan anholde en person, der med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold. I princippet betyder det meget lave kriminalitetskrav, at ethvert strafbart forhold kan give anledning til anholdelse. Begrundelsen er ifølge forarbejderne, at der foreligger et praktisk behov for, at politiet kan foretage anholdelser, også ved forseelser, der kun kan give bøde. Endvidere peges der på, at anholdelse ofte må foretages omgående og uden mulighed for mere grundige undersøgelser og overvejelser. Men selvom en anholdelse har en foreløbig og kortvarig karakter, må anholdelse kun anvendes, hvis det må anses for påkrævet, ligesom proportionalitetsgrundsætningen fastslår, at anholdelse ikke må iværksættes, hvis det efter sagens art eller omstændigheder i øvrigt ville være uforholdsmæssigt. Se for eksempel sagen Vasileva v. Denmark fra 2003, hvor Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol dømte Danmark for overtrædelse af EMRK art. 5, stk. 1, ved at have opretholdt en anholdelse i 13 ½ time alene med den begrundelse, at vedkommende ikke ville oplyse sin identitet. I medfør af retsplejelovens § 750 skal enhver på forlangende til politiet oplyse navn, adresse og fødselsdato, og undladelse heraf straffes med bøde. Bortset herfra kan en anholdt altid nægte at lade sig afhøre af politiet, eller erklære kun at ville udtale sig med sin forsvarer til stede.
Det er vigtigt, at der i et retssamfund er klarhed om grænserne for politiets magtanvendelse, blandt andet for at sikre borgernes mulighed for at vurdere, om grænserne i konkrete tilfælde er overskredet. Udtrykkelige og klare lovregler på området er derfor både til gavn for borgernes retssikkerhed, og en fordel i forhold til politiets arbejdsvilkår. Det fremgår af retsplejelovens § 758, stk. 1, at en anholdelse skal foretages så skånsomt som omstændighederne tillader, men en anholdelse indebærer i sagens natur ikke sjældent anvendelse af magt. Magtanvendelse er et vidtgående indgreb i borgernes integritet, og derfor kan det i et demokratisk samfund ikke ske diskretionært. De grundlæggende principper for politiets magtanvendelse er udover i straffelovens § 13, stk. 3, reguleret i politilovens kapitel 4, der indeholder en udtømmende opregning af de formål, som kan begrunde anvendelse af magt. Herved er borgernes retssikkerhed styrket, samtidig med at politiet har et klart grundlag at arbejde ud fra.
Værdighedskravet
At politiet ofte må gribe til anholdelse i konfliktfyldte situationer, som kan være følelsesladede og tilspidsede, og som derfor indebærer betydelig risiko for at blive betragtet som utidig indblanding, er et grundvilkår ved politiets arbejde. Så på trods af at politiet ikke altid mødes med respekt fra borgernes side, er det vigtigt, at politiet som magtudøvende myndighed stedse behandler borgerne høfligt og professionelt, også selvom politiet nogle gange bringes i pressede situationer.
Det generelle dekorumkrav til ansatte i offentlig tjeneste, herunder at den ansatte såvel i som uden for tjenesten skal vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver, er derfor særlig vigtig i forhold til politiet. Navnlig i forbindelse med anholdelser, hvor politiet er i direkte (nær)kontakt med borgerne, og hvor den enkelte betjent går fra at være en abstrakt repræsentant for lov og orden til også at være et konkret menneske. En anholdelse er et møde mellem politiet og en borger, hvor politiet ansigt til ansigt skal gennemføre et tvangsindgreb i en respektfuld opmærksomhed for den anholdte. Nærhedens betydning i forbindelse med regelskabelse og i forbindelse med statslig magtudøvelse i det hele taget er velkendt og tillægges en grundlæggende betydning i akademisk diskurs såvel som i praksis. Den nærhed og kommunikation, der opstår i mødet mellem politiet og den anholdte, udgør på denne måde et vigtigt civiliserende element, og både Den Uafhængige Politiklagemyndighed og den frie presse er essentielle og nødvendige kontrolorganer i den forbindelse.
Det er imidlertid væsentligt, at fokus på betydningen af den menneskelige faktor i forhold til de tusindvis af fredelige anholdelser, som politiet årligt foretager, ikke overses eller nedprioriteres til fordel for de få sager, hvor politiet har overskredet grænserne. Som forsvarsadvokat efterlades man indimellem med det indtryk, at politiet ikke altid synes at have øje for, at selv en fredelig anholdelse kan opleves som grænseoverskridende for den anholdte. Den italesættelse af en konflikt som en retssagsbehandling indebærer, har ikke alene betydning for at nå frem til en resolution. Den er også civiliserende, fordi den giver parterne mulighed for at fortælle deres historie og komme til orde. I de tilfælde hvor anholdelsen efterfølges af en straffesag, og den anholdende betjent afgiver vidneforklaring i retten, er det desværre ikke ofte, at forståelsen for den anholdtes perspektiv ses afspejlet i politiets refleksioner. Politiet kunne med fordel benytte straffesagen som anledning til at udtrykke denne forståelse og empati.
Det er velkendt, at de straffeprocessuelle regler i høj grad hviler (og bør hvile) på fortællinger, som netop tilsiger respekten for det enkelte menneskes værdighed, integritet og sårbarhed. Så uanset at betjenten i forbindelse med en anholdelse repræsenterer loven og magten, er vedkommende i høj grad også til stede som et etisk væsen, der hverken kan eller skal distancere sig fuldstændig fra den anholdte. Anholdelsens etiske aspekt er således direkte afspejlet i respekten for den anholdtes integritet og sårbarhed, og denne relations asymmetri i forhold til anholder og anholdt fordrer politiets konstante opmærksomhed.
Det er alment anerkendt i psykologien, at mennesker, hvis en legitim autoritet påtager sig ansvaret, opfører sig på måder, som de normalt og under andre omstændigheder ville afstå fra, hvis de var personligt ansvarlige for deres handlinger. Eufemismer, der mest er kendt fra militæret som eksempelvis formuleringen at ‘uskadeliggøre fjenden’ fremfor at ‘slå et andet menneske ihjel’, anvendes til at gøre ubehagelig adfærd respektabel, ligesom det reducerer det personlige ansvar. Eufemismer kan derfor på godt og ondt være et redskab med fatale konsekvenser, og det er Rigspolitiets ansvar, at der ikke internt i politiet anvendes uhensigtsmæssige eufemismer, og at diskriminerende eller nedværdigende sprogbrug på ingen måde accepteres – uanset om der er borgere, der måtte høre, hvad der bliver sagt.
På linje hermed kan det da også læses i folderen ‘Etik i Politiet’, der findes på politiets hjemmeside, at politiet altid skal tale på en ordentlig måde og undgå unødigt krænkende opførsel ved for eksempel at skælde ud eller tale belærende, da det både er umyndiggørende og uprofessionelt. Tilsvarende skal politiet naturligvis afholde sig fra at bruge udtryk som idiot, snothvalp og lignende, uagtet de ofte selv må tåle at blive mødt med den slags gloser. I Den Uafhængige Politiklagemyndigheds årsberetning kan der ses flere levende eksempler på sprogbrug, der er afgjort disciplinært med en tjenstlig samtale, for eksempel: “Det er os, der bestemmer her, det er ikke dig, du!”
Dømmekraft
Politiet fremkalder som arketypisk symbol på magt uvilkårligt mange både positive og negative fordomme i befolkningen. Den anholdende betjent har således en særlig opgave i hurtigt at kunne analysere situationen og ikke mindst aflæse de implicerede borgeres forventninger – både til politiet i almindelighed og til den konkrete anholdelse i særdeleshed. Denne evne udfordres yderligere i et arbejdsmiljø, hvor retspsykiatrien spiller en stadig større rolle.
Det er et succeskriterium for et retssamfund, at der er den nødvendige tillid i befolkningen til politiet, idet politiets beføjelser indgår i et samspil med det omgivende samfunds behov for retshåndhævelse og opretholdelse af orden og sikkerhed. Udover politiet selv må såvel lovgiver som domstole derfor løbende have øje for, om beføjelserne opfattes som nødvendige og rigtige i forhold til de samfundsinteresser, der skal værnes om. Den såkaldte lømmelpakke, der blev gennemført i 2009 i forbindelse med klimatopmødet, er et godt eksempel på, at politiets beføjelser bør have et klart og præcist lovgrundlag. Politiets ret til at anholde og anvende magt indebærer, som det er fremgået, en pligt til ikke at anvende unødvendig og vilkårlig magt, men opfattelsen af, hvad der er nødvendigt og forsvarligt, kan undertiden – og måske navnlig i tilspidsede situationer – være forskellig fra person til person. Dette er i overensstemmelse med Aristoteles’ begreb om dømmekraften, hvorefter ingen regel kan fortælle et menneske, hvad der skal gøres i en konkret situation.
Retspraksis vedrørende magtanvendelse ved anholdelse er ikke ganske klar, men den viser, at der tillades en betydelig margin for politiets skøn over, hvordan en anholdelse skal foregå, og hvilke magtmidler der efter omstændighederne er nødvendige for at gennemtvinge den, hvis den anholdte sætter sig til modværge. De fleste af os har vel også forståelse for, at politiet bør have en vis margin for fejlskøn i de tilfælde, hvor de befinder sig i en presset situation med fare for eget liv og helbred, og hvor der skal handles hurtigt. Her er betjenten henvist til at træffe den rigtige beslutning på et splitsekund. En beslutning som jurister, journalister, politikere og andre borgere efterfølgende har flere måneder til at bedømme betimeligheden af. Uanset bestemmelserne i retsplejeloven, straffeloven og politiloven har ingen organisationer jo – heller ikke Rigspolitiet – præcise strategier for, hvordan beslutninger skal implementeres helt ned i detaljen. Der vil derfor altid være elementer af udførelsen, som er op til den enkelte betjent, og som netop er styret af vedkommendes umiddelbare dømmekraft og den arbejdskultur, der har aflejret sig i rutiner og daglige vaner.
Det er velkendt, at de signaler, der udsendes fra ledelsen, forplanter sig ned igennem systemet, og Rigspolitiet bør således løbende sikre sig, at der ikke er vanetænkning, der kunne tænkes at virke negativt for organisationen i forbindelse med udførelsen af det daglige arbejde. Det er derfor et klart ledelsesansvar, at politiets arbejdskultur og -rutiner til stadighed tager afsæt i et værdigrundlag, som samfundet som sådan kan støtte op om.
Karoline Normann
Advokat (L) hos Stagetorn Wenzel Lund Poulsen. Ledende ministersekretær, Justitsministeriet, 2009-2012. Endvidere uddannet psykolog fra Københavns Universitet, 2009. Mastergrad i Kriminologi fra University of Cambridge, England, 2001. Ekstern lektor i Retspsykologi på Københavns Universitet siden 2007 og underviser bl.a. i vidnepsykologi og afhøringsteknik på Rigsadvokatens efteruddannelseskurser.