2013 - Advokaten 6 - Tema: Fra Advokat til dommer

Karriere med kappe
Hvad tænker dommeren? Og hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre under en votering? Hvor vigtigt er det at skære en sag til? Hvert år får advokater mulighed for at komme på den anden side af skranken, når de ifører sig kappe og sætter sig i dommerens stol. For nogle bliver det et nyt karrierespor, for andre bliver det en uvurderlig efteruddannelse i, hvordan arbejdet i retten foregår. To dommere og en advokat fortæller om deres karriere med kappe.

Tekst: Lene Rosenmeier

På den anden side
Mulighederne for at skifte advokatjobbet ud med en plads bag dommerpodiet blev væsentligt forbedret med domstolsreformen. Alligevel er det stadig forholdsvis få, der benytter sig af chancen.
Flere dygtige advokater blandt ansøgerne til de ledige dommerstillinger.Sådan lyder ønsket fra Dommerudnævnelsesrådets formand højesteretsdommer Poul Søgaard.
Før domstolsreformen har der stort set kun været en vej ind i domstolssystemet, nemlig den traditionelle ni-måneders dommerkonstitution ved landsretterne. Men for at gøre det mere attraktivt for advokater at lægge bestallingen på hylden for en tid, blev de såkaldte advokatkonstitutioner indført. De gør det muligt for advokater at prøve kræfter med dommerhvervet ved landsretterne i en mere overskuelig periode på tre måneder.
Med reformen blev der nemlig indsat en målsætning i retsplejeloven om, at man generelt skulle rekruttere dommere med forskellige erhvervsmæssige baggrunde. Samtidig oprettede man det uafhængige Dommerudnævnelsesråd, der siden 1999 har stået bag alle dommerudnævnelser i landet. Rådet er sammensat af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, to såkaldte offentlighedsrepræsentanter og en advokat.
Selvom ordningen blandt andet har til formål at skabe interesse for dommergerningen blandt advokater, så er den også en god mulighed for at uddanne sig.
- Advokaterne kan opnå en forståelse for, hvordan domstolene arbejder, og hvordan de selv skal komme og præsentere deres sag. Når de sidder oppe på dommerpodiet og hører kollegerne procedere en sag, lærer de virkelig noget om, hvordan de skal gøre eller ikke gøre. Derfor kan en tre-måneders konstitution med fordel indgå som en helt naturlig uddannelsesmæssig del af advokatjobbet, forklarer Poul Søgaard.

Uvurderlig erfaring
Siden advokatkonstitutionen blev indført i 2000, har Dommerudnævnelsesrådet oplevet en langsomt stigende interesse fra advokatside. Men i de seneste år har interessen dog været vigende, og i 2012 var det nødvendigt med genopslag for at få stillingerne besat med kvalificerede ansøgere.
Det synes advokat og partner hos Kromann Reumert – og indtil for nylig medlem af Dommerudnævnelsesrådet – Jens Rostock-Jensen, er rigtig ærgerligt. Han er enig med Poul Søgaard i, at advokatkonstitutioner er en oplagt mulighed for at uddanne sig.
- Hvis man som advokat skal bruge en stor del af sit arbejde i retten, er det en fantastisk måde at få en erfaring i, hvordan domstolene vurderer vores arbejde. Hvis man skal begå sig ved domstolene, er en konstitution helt uvurderlig, understreger han.
Jens Rostock-Jensen mener generelt, at det er en mangel, at advokater og dommere ikke giver hinanden feedback i hverdagen. Han ser derfor advokatkonstitutionerne som en kærkommen mulighed. I sin fireårige periode som medlem af Dommerudnævnelsesrådet har han netop set det som et mål at skabe mere interaktion mellem de forskellige juridiske professioner.
- Vi har godt af at lære hinandens arbejde og grundforudsætninger at kende og dermed også at agere bedre over for hinanden, mener han.
Der er ingen aldersgrænse for, hvornår man kan søge en tre-måneders advokatkonstitution. De fleste er dog i starten af 30’erne, når de søger. Møderet for landsretten er en forudsætning for at komme i betragtning.
- Man skal have en vis erfaring, men konstitutionen skal også ske på et tidspunkt, hvor man stadig er inde i overvejelser om, hvad man vil med sin karriere fremover, forklarer Poul Søgaard.

Fire måneder i en byret
Udover de korte tre-måneders konstitutioner ved landsretterne har advokater to andre muligheder for at få foden inden for i domstolssystemet.
En forholdsvis ny vej er en fire-måneders byretskonstitution, som blev indført som en forsøgsordning i 2010. Muligheden er ikke rettet specielt mod advokater, men giver også dommerfuldmægtige, retsassessorer og andre jurister mulighed for at prøve kræfter med dommergerningen. Formålet er at skabe adgang til at få et dybere indblik i arbejdet som byretsdommer i uddannelsesøjemed.
- Det handler om at få prøvet det af at være dommer. Man kommer udefra og skal være dommer fra dag et. Der sidder altid en udnævnt dommer med og lytter til, hvordan det foregår, men det er den konstituerede selv, der bliver kastet ud i det. Undervejs bliver man fulgt af to evalueringsdommere. Det giver et godt indtryk af, hvordan livet i en byret foregår, forklarer Poul Søgaard.

Det egentlige karriereskift
En tredje vej ind i domstolssystemet er den traditionelle ni-måneders landsretskonstitution. Det er samtidig den eneste form for konstitution, der ikke alene giver adgang til – men i reglen også er et krav for – at kunne søge en fast stilling som dommer ved landsretter og byretter efterfølgende.
Det sker, at advokater, der har gennemført en tre-måneders konstitution, får lyst til at fortsætte og søger en af disse konstitutionsstillinger for at blive prøvet af og få vurderet sin egnethed som dommer. Men det er ikke et krav, at man har haft en tre-måneders konstitution først. Man skal heller ikke nødvendigvis have været procedureadvokat for at komme i betragtning. Men det er en fordel at kende til at møde i retten.
- Ved landsretterne kommer man til at sidde meget i retten, og det er en fordel, at man ved, hvad det drejer sig om. Men det er ikke afgørende. Vi ser navnlig på de faglige og de personlige kvalifikationer, forklarer Poul Søgaard.
Advokater kommer som regel kun i betragtning til en ni-måneders konstitution, hvis de har nået en vis alder. De fleste, der bliver udnævnt til disse stillinger, er sidst i 30’erne eller i starten af 40’erne, da de så har den erfaring, der skal til for at kunne bidrage ved domstolene. Ifølge Poul Søgaard er det dog forholdsvis få advokater, der søger disse konstitutioner, da det er et problem at tiltrække advokater, der har nået denne alder.
- De vil da oftest være så involveret i virksomheden som advokat og i forholdet til deres klienter, at det taler imod at søge over i et helt andet karriereforløb. Desuden har en advokat, der er kvalificeret til en dommerstilling, oftest opnået et indtægtsniveau, som er højere end en dommerløn. Det er derfor økonomisk set ikke attraktivt at søge til domstolene. Så skal det være andre ting, der trækker, siger han.
I løbet af de ni måneder virker og stemmer den konstituerede på lige fod med de øvrige landsdommere i de to til tre afdelinger, som der rokeres rundt i. Når konstitutionen er slut, bliver der udarbejdet en skriftlig vurdering af vedkommendes egnethed som dommer.
Udtalelsen er afgørende, hvis man går efter en fast stilling som dommer. Men det er ikke nok med en god udtalelse. Der skal også være en ledig dommerstilling at søge. Og da der oftest er mange ansøgere til relativt få dommerstillinger, vil en god landsretsudtalelse ikke engang være et sikkert adgangskort til en dommerstilling. Selv de ansøgere, der faktisk vil få en dommerstilling, kan ikke regne med, at det sker umiddelbart efter konstitutionsperioden.
Det er ifølge Jens Rostock-Jensen ganske vanskeligt for en privatpraktiserende advokat at hive ni måneder ud af kalenderen uden nogen former for sikkerhed for, at det rent faktisk lykkes at få en fast dommerstilling.

Højesteret gik foran

Højesteret er i dag den domstol, der procentvis har flest tidligere advokater i dommerstaben. Særligt for Højesteret er, at man kan gå direkte fra advokatkontoret og ind som dommer. Det kræver ikke en forudgående konstitution.
Højesteret begyndte allerede for 20 år siden at lægge vægt på, at der kom folk ind med anden baggrund. Udover advokater sidder der i dag også dommere med videnskabelig baggrund.
Poul Søgaard havde selv en baggrund i advokatbranchen, før han blev dommer ved Vestre Landsret i 1991. Dengang var det usædvanligt. I dag har fem ud af de 19 højesteretsdommere advokatbaggrund. Den gennemsnitlige udnævnelsesalder er højere end ved de øvrige domstole.
- Man skal helst have været i karriere i 25 år, for at man har erfaring nok til at blive højesteretsdommer. Derfor er nye højesteretsdommere typisk omkring de 50 år, siger Poul Søgaard.

Citat:
Hvis man som advokat skal bruge en stor del af sit arbejde i retten, er det en fantastisk måde at få en erfaring i, hvordan domstolene vurderer vores arbejde. Hvis man skal begå sig ved domstolene, er en konstitution helt uvurderlig.

Korttidskonstitutioner for advokater ved landsretterne

Konstitutionsperioden varer tre måneder, der gennemføres ved en landsret.
I alt 79 personer har gennemført en advokatkonstitution. 17 af dem overgik til en ni-måneders konstitution.
I 2012 har rådet indstillet fire advokater.
Gennemsnitsalderen for advokater, der får en tre-måneders konstitution, er lavere end for de andre typer af konstitutioner. De fleste er i starten af 30’erne.
Det er en forudsætning for en tre-måneders konstitution, at advokaten har møderet for landsret.

Konstitueret byretsdommer i uddannelsesøjemed

Konstitutionsperioden varer fire måneder, der gennemføres ved én byret.
I 2012 blev 14 ansøgere indstillet til stillinger som konstitueret byretsdommer. Ingen af dem var advokater.
Den gennemsnitlige alder for ansøgerne var 39,1 år.
I konstitutionsperioden skal den konstituerede følge to evalueringsdommere i hver to måneder.
Ved afslutningen af konstitutionsperioden afgiver byrettens præsident en udtalelse om den konstitueredes egnethed som dommer.
I 2012 kunne man blive konstitueret byretsdommer i syv byretter.

En konstitution kan ikke medregnes som obligatorisk efteruddannelse.

Ni-måneders konstitutionsstillinger ved landsret

I alt 413 ansøgere er blevet indstillet til stillinger som midlertidigt beskikket landsdommer i perioden 1999-2012. 62 af ansøgerne var advokater.
I 2012 blev der indstillet 30 ansøgere. Fire af dem var advokater.
Gennemsnitsalderen var 44,1 år for ansøgere, der ikke kom fra en stilling som dommerfuldmægtig.
Den konstituerede dommer rokerer rundt i to til tre afdelinger og virker på lige fod med de øvrige dommere.

Sådan vurderes ansøgere til dommerstillinger

Besættelsen af dommerstillinger sker ud fra en samlet vurdering af ansøgernes kvalifikationer.
Der lægges afgørende vægt på ansøgernes juridiske og personlige kvalifikationer.
Bredden i ansøgernes juridiske erfaringsgrundlag tillægges vægt.
Det indgår i vurderingen, at der bør være dommere med forskellig juridisk erhvervsbaggrund ved domstolene.

Jeg er blevet en bedre advokat af at være dommer
Hvordan tænker og bedømmer dommere? Det ville Kolja Staunstrup gerne vide. Han fandt svaret under en tre måneders konstitution som landsdommer.

Hvad tænker dommere, når de hører advokaterne præsentere en sag? Og hvad foregår der egentlig bag de lukkede døre, når de voterer? De spørgsmål dukkede ofte op hos Kolja Staunstrup, når han sad og forberedte en retssag eller stod som advokat i retten.
Han besluttede sig for at finde ud af svaret og søgte en tre-måneders dommerkonstitution ved Østre Landsret, tre år efter at han havde fået sin advokatbestalling.
- Jeg bruger en stor del af min hverdag på procesret og på at gå i retten. Så rent fagligt var det en oplagt mulighed for videreuddannelse og for at blive klogere på, hvordan det, jeg gør, bliver modtaget på den anden side af bordet. Hvad er det, der overbeviser, hvad kan man vinde eller tabe en sag på, og kan jeg måske gribe tingene an på en anden måde, forklarer han om baggrunden for sit valg.
Kolja Staunstrup så muligheden for en tre-måneders konstituering som meget attraktiv, fordi det var overskueligt for ham at forlade kontoret og de faste klienter i en periode af den længde.

Opgaverne
Det føltes lidt ligesom første skoledag, den dag Kolja Staunstrup startede i landsretten. For selvom de nye kolleger i retten var jurister, som han selv, så havde de alligevel en helt anden måde at arbejde på, end den han var vant til fra advokatfirmaet.
Men første dag i retten blev dog hurtigt til hverdag med nye arbejdsopgaver. Kolja Staunstrup blev placeret i en af landsrettens 23 afdelinger. Her skulle han fungere som dommer på lige fod med to faste dommere. Og han fik to hovedopgaver.
Den ene var at behandle skriftlige kæresager. Den anden var at deltage i hovedforhandlinger typisk fire dage om ugen.
- En del af jobbet som konstitueret landsdommer er at skrive udkast til afgørelser i kæresager, som så diskuteres i plenum med de andre dommere, forklarer han og fortsætter om hovedforhandlingerne i retten:
- Som konstitueret dommer er man med i hele processen på lige fod med de andre dommere. Jeg forberedte mig, sad med i retten, var med til at votere og til sidst at skrive dommen.

Fra specialist til generalist
På advokatkontoret arbejder Kolja Staunstrup normalt med civile erhvervssager. Men i retten handlede sagerne ofte om strafferet. Det så Kolja Staunstrup dog som en god udfordring.
- Jeg tror, at det var sundt for mig at blive tvunget ud i nogle generelle emner, som jeg ikke støder på til hverdag. Jeg blev rusket lidt op i og udfordret på uvant grund, og jeg er sikker på, at det har gjort mig til en bedre advokat. Stort set daglig er der ting, jeg bruger fra tiden i retten, siger han.
De tre-måneders konstitutioner er tænkt som en gensidig erfaringsudveksling, som også de faste dommere kan drage nytte af. Kolja Staunstrup oplevede da også, at hans dommerkolleger var nysgerrige efter at vide, hvordan tingene fungerer i advokatverdenen.
- Vi udvekslede løbende erfaringer helt uformelt. Men også under sagerne kunne jeg nogle gange bidrage med et kvalificeret bud på, hvorfor en advokat havde ageret som gjort i en given situation.

Hvad virker i retten
Under sin konstitution fandt Kolja Staunstrup da også svaret på, hvad dommere tænker om advokaters procesførelse, og hvad der virker godt og skidt.
- Der er rigtig meget overflødig snak i en retssal, og det er for eksempel utroligt, hvor mange irrelevante spørgsmål, vidner bliver stillet. Det er lidt trættende at sidde deroppe og høre gentagelse på gentagelse. Dommerne kender jo godt sagen, så det handler om at komme to-the-point. Efter at have siddet og hørt på det, er jeg blevet endnu mere opmærksom på betydningen af god forberedelse og af at skære sagen rigtigt til fra start, forklarer han.
Kolja Staunstrup er for længst vendt tilbage til sagerne og klienterne på advokatkontoret. Muligheden for at tage dommerhvervet op igen på et senere tidspunkt er dog ikke helt utænkelig for ham.
- Da jeg startede, var det blot for at prøve det, og jeg havde ingen intention om, at det skulle blive en permanent levevej. Da jeg tog dernede fra, var jeg knap så sikker. Nu havde jeg noget, som jeg meget gerne ville tilbage til – mit job som advokat – men jeg vil da ikke udelukke, at jeg kunne finde på at forfølge dommerhvervet igen på et senere tidspunkt, fortæller han.

Citat:
Der er rigtig meget overflødig snak i en retssal, og det er for eksempel utroligt, hvor mange irrelevante spørgsmål vidner bliver stillet. Det er lidt trættende at sidde deroppe og høre gentagelse på gentagelse. Dommerne kender jo godt sagen, så det handler om at komme to-the-point. Efter at have siddet og hørt på det, er jeg blevet endnu mere opmærksom på betydningen af god forberedelse og af at skære sagen rigtigt til fra start.

Kolja Staunstrup
Cand.jur. 2004, advokat hos Kromann Reumert. LLM i International Business Law fra University of Sydney, 2007-2008. Konstitueret landsdommer i Østre Landsret 2011.

Fagligt er det en kæmpe fornøjelse
En Google-søgning på Per Walsøe blander skildringer af store badmintonsejre og markante sager fra en lang advokatkarriere sig med hinanden. Og så var han en af de første advokater, der blev dommer.

Per Walsøe var en af Danmarks bedste badmintonspillere op igennem 1960erne og 70’erne. Og alt imens han vandt blandt andet All England i mixeddouble og Europamesterskabet i herredouble, kørte han også en spændende advokatkarriere med speciale i ansættelsesret i stilling.
Det blev til 24 år i advokatbranchen. En tid der blandt andet bød på markante sager som missil-Olsensagen fra 1982, hvor en orlogskaptajn ved en fejl sendte et 600 kilo tungt harpunmissil fra fregatten Peder Skram ind over et sommerhusområde i Lumsås. Per Walsøe repræsenterede orlogskaptajnen.
Så var der sagen om de tvangsflyttede Thulefangere på Grønland, som stod på i mere end ti år. Per Walsøe repræsenterede Thulefangerne.
Der var også sagen om fotografen, der gik med en gruppe besættere ind på daværende borgmester Egon Weidekamps kontor i København. Per Walsøe var advokat for fotografen, som ville informere pressen om, hvad der foregik.
Og på samme måde repræsenterede han igennem årene som advokat såvel offentligt som privat ansatte i principielle ansættelsesretssager ved Højesteret. Det meste af tiden var han selvstændig advokat med egen praksis.

Beroliget af Pontoppidan
Men i 1993 besluttede Per Walsøe sig for at lukke advokatkontoret og rykke om på den anden side af skranken i retten, da han blev udnævnt som dommer i Højesteret.
- Jeg blev opfordret til at søge ind som dommer og tænkte, at det kunne være spændende. Da det kom til stykket, blev jeg dog lidt bekymret for, om jeg kunne sidde stille så længe ad gangen. Som advokat er man jo ret udfarende. Det nævnte jeg for den daværende præsident Pontoppidan, som beroligede mig med, at hvis jeg fandt ud af, at det ikke var noget for mig, kunne jeg jo bare sige op igen, husker Per Walsøe.
Men allerede efter bare 14 dage i retten vidste han dog, at han aldrig ville sige op.
- Det var et fantastisk arbejde, og jeg befandt mig rigtig godt. Det var virkelig spændende at komme om på den anden side af bordet. Som advokat skal man jo gå ind for det synspunkt, ens klient beder en om, mens man som dommer skal finde det rigtige resultat. Det var fascinerende, fortæller Per Walsøe.
Han oplevede ikke springet fra advokat til dommer som vanskeligt. Det sværeste var at lære kunsten at skrive en dom.
- Modsat mine kolleger, der kom fra landsretterne eller Justitsministeriet, havde jeg som tidligere advokat ikke øvelse i at skrive domme. Men det skulle selvfølgelig læres, så det var bare om at gå i gang.

Overvejede ikke at komme tilbage
Med dommerjobbet fulgte også andre nye udfordringer. Per Walsøe fik for eksempel gode muligheder for at videreføre nogle af de ting, han havde brændt for som advokat – ikke mindst på det menneskeretlige område.
I 1994 udpegede den danske regering og det grønlandske hjemmestyre ham som formand for en kommission, der skulle analysere og revidere det grønlandske retsvæsen. Og han deltog løbende i internationalt arbejde med menneskeretlige aspekter. Han blev også dommer i den Interamerikanske Banks Administrative Tribunal – en sydamerikansk parallel til Verdensbanken, hvilket indebar stor rejseaktivitet mellem København og Washington.
Og nu tyve år senere, hvor han netop har rundet de 70 år og dermed pensionsalderen, kan han konstatere, at han aldrig overvejede at komme tilbage til advokatjobbet.
- Det har været en kæmpe tilfredsstillelse at være sammen med kolleger, der havde et fælles mål – nemlig den rigtige dom. Det har fagligt været en kæmpe fornøjelse.

Per Walsøe
Advokat med egen advokatvirksomhed fra 1974-1993. Vinder af All England i mixeddouble 1970 og Europamesterskabet i herredouble i 1970. Dommer ved Højesteret 1993-2013. Formand for Den grønlandske Retsvæsenskommission fra 1994 til 2004. Dommer i den Interamerikanske Banks Administrative Tribunal fra 1998 til 2004.

Citat:
Det var et fantastisk arbejde, og jeg befandt mig rigtig godt. Det var virkelig spændende at komme om på den anden side af bordet. Som advokat skal man jo gå ind for det synspunkt, ens klient beder en om, mens man som dommer skal finde det rigtige resultat.

Der er kun hensynet til det rigtige resultat
For tidligere advokat Tine Vuust udviklede en tre-måneders dommerkonstitution ved Østre Landsret sig til et egentligt karriereskifte. Hun nød især den uvildige rolle, hun havde fået.

Præcis i år er det ti år siden, at Tine Vuust for første gang trådte ind i en retssal som dommer. Men hun husker det stadig tydeligt.
- Første dag var fuldstændig fantastisk. Det føltes højtideligt og specielt at sidde der på podiet. Og hvor man altid har lidt nerver på som advokat i retten, oplevede jeg, at man som dommer var fuldstændig nervefri, erindrer Tine Vuust, der startede sin karriere i advokatbranchen og siden var forbi både Ledernes Hovedorganisation og Ingeniørforeningen med sit speciale i ansættelsesret, før hun vendte tilbage til advokatgerningen. Og det var netop her, hun blev inspireret af en kollega til at prøve en tre-måneders dommerkonstitution i Østre Landsret – bare lige som et led i sin uddannelse.
Tine Vuust var især overrasket over, hvor nemt det var at skulle forholde sig helt objektivt til sagerne som dommer. Hun var glad for den uvildige rolle, hun nu havde fået.
- Pludselig skulle jeg kun tage hensyn til det rigtige resultat – ikke hvad klienten gerne ville have, eller hvordan jeg fik tingene til at fremstå bedst muligt. Jeg havde ikke længere lod i udfaldet, men skulle bare tage stilling til det, der kom. Det var en dejlig fri rolle at få, og det var overraskende nemt at indstille sig på, husker hun.
Efter de tre konstitutionsmåneder var Tine Vuust blevet så glad for dommerhvervet, at hun gerne ville fortsætte konstitutionen seks måneder mere. Og det var hendes arbejdsgiver helt med på.
Den beslutning skulle vise sig at vende op og ned på karrieren for Tine Vuust.
- Det var hårde ni måneder, hvor jeg følte jeg var til eksamen hver dag. Men jeg kom alligevel til den erkendelse, at det var det mest fantastiske job for mig at være dommer. Jeg var ikke ked af at være advokat. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg trængte til, at der skete noget andet, forklarer hun.

Savner ikke specialiseringen
Efter den ni måneder lange konstitution, vendte Tine Vuust tilbage til advokatkontoret – men nu med rigtig meget blod på tanden efter at fortsætte dommerkarrieren.
Efter få måneder blev hun da også udnævnt som dommer i Københavns Byret. Her var hun i fem år, før hun igen blev dommer i Østre Landsret i 2009.
Efter årene som specialiseret advokat, sætter hun i dag pris på hele tiden at blive udfordret med nye slags sagsområder inden for både civil- og strafferet.
- Jeg kan virkelig godt lide afvekslingen. Det kræver naturligvis meget forberedelse, for at man som dommer kan opnå den nødvendige specialviden, som der skal til for at afgøre hver sag. Men jeg kan ofte bruge min erfaring fra andre sagsområder.

Ingen sager ind fra højre
I Østre Landsret deltager Tine Vuust typisk i retssager fire dage om ugen, hvor der oftest er fem – seks sager på. Hun oplever, at livet som dommer er noget nemmere at planlægge, end det var som advokat.
- Hverdagen er meget mere forudsigelig. Man ved, hvornår man skal sidde i retten, og der kommer ikke pludselig ting ind fra højre, som skal laves nu og her. I perioder arbejder man virkelig meget som dommer, men det er en helt anden måde at arbejde på end som advokat, fortæller hun.
Tine Vuust føler, at hun for første gang i sin karriere ikke har lyst til at søge videre til noget andet. Hun er faldet fuldstændig til ro i dommerjobbet.

Citat:
Det var hårde ni måneder, hvor jeg følte jeg var til eksamen hver dag. Men jeg kom alligevel til den erkendelse, at det var det mest fantastiske job for mig at være dommer. Jeg var ikke ked af at være advokat. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg trængte til, at der skete noget andet.

Tine Vuust
Advokat på advokatkontor fra 1994 til 1996 og herefter advokat i faglige organisationer til 2000.
Advokat på advokatkontor fra 2000 til 2004. Konstitueret dommer ved Østre Landsret i 2004, dommer i Københavns Byret i fem år og dommer i Østre Landsret siden 2009.