Af Nicolai Pii, sekretariatschef, Advokatnævnets sekretariat
Advokatnævnet har truffet afgørelse i de første sager om advokaters manglende opfyldelse af forpligtelsen til obligatorisk efteruddannelse.
Reglerne om obligatorisk efteruddannelse, som trådte i kraft 1. januar 2008, findes i bekendtgørelse nr. 1474 af 12. december 2007 om løbende obligatorisk efteruddannelse for advokater og advokatfuldmægtige med senere ændringer (herefter bekendtgørelsen).
Ifølge bekendtgørelsen skal en advokat eller advokatfuldmægtig inden for en periode på tre år deltage i mindst 54 lektioners efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet. Den første treårs periode begyndte 1. januar 2008 og blev afsluttet 31. december 2010. Fristen for indberetning af efteruddannelse for den første periode var 31. marts 2011. Det fremgår af bekendtgørelsens § 15, at en tilsidesættelse af reglerne i bekendtgørelsen kan anses for en tilsidesættelse af god advokatskik.
Advokatrådet har indklaget en række advokater for Advokatnævnet for manglende opfyldelse af forpligtelsen til obligatorisk efteruddannelse. Det er tre af disse sager, som Advokatnævnet nu har truffet afgørelse i ved kendelser af 3. oktober 2012.
Ikke indberettet efteruddannelse
Den første kendelse omhandlede en advokat, som på trods af anmodning og rykkere herom ikke havde indberettet efteruddannelse til Advokatsamfundet. På den baggrund indklagede Advokatrådet den pågældende advokat for Advokatnævnet for overtrædelse af bekendtgørelsen ved ikke at have indberettet efteruddannelse eller deltaget i mindst 54 lektioners efteruddannelse.
Advokatnævnet, som konstaterede, at advokaten ikke havde svaret nævnet i sagen, lagde oplysningerne modtaget fra Advokatrådet til grund. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved de indklagede forhold, og advokaten blev pålagt en bøde på 10.000 kroner. Endvidere blev advokaten under tvang af ugentlige bøder pålagt at indberette efteruddannelse inden for 14 dage. Endelig blev advokaten pålagt inden 15. september 2013 at deltage i mindst 54 lektioners efteruddannelse, udover den efteruddannelsesforpligtelse, der påhvilede advokaten for indeværende treårs periode.
Indberettet 16 lektioners efteruddannelse
Den anden sag omhandlede en advokat, der inden for fristen kun havde indberettet 16 lektioners efteruddannelse til Advokatsamfundet, hvorfor Advokatrådet indklagede den pågældende advokat for Advokatnævnet for overtrædelse af bekendtgørelsen.
Advokatnævnet, som konstaterede, at advokaten ikke havde svaret nævnet i sagen, lagde oplysningerne modtaget fra Advokatrådet til grund. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved det indklagede forhold, og advokaten blev pålagt en bøde på 5.000 kroner. Endvidere blev advokaten pålagt inden 15. september 2013 at deltage i mindst 38 lektioners efteruddannelse, udover den efteruddannelsesforpligtelse, der påhvilede advokaten for indeværende treårs periode.
Indberettet 31 lektioners efteruddannelse
Den tredje sag omhandlede en advokat, der inden for fristen kun havde indberettet 31 lektioners efteruddannelse til Advokatsamfundet, hvorfor Advokatrådet indklagede den pågældende advokat for Advokatnævnet for overtrædelse af bekendtgørelsen.
Advokatnævnet, som konstaterede, at advokaten ikke havde svaret nævnet i sagen, lagde oplysningerne modtaget fra Advokatrådet til grund. Advokatnævnet fandt på den baggrund, at advokaten havde tilsidesat god advokatskik ved det indklagede forhold, og advokaten blev tildelt en irettesættelse. Endvidere blev advokaten pålagt inden 15. marts 2013 at deltage i mindst 23 lektioners efteruddannelse, udover den efteruddannelsesforpligtelse, der påhvilede advokaten for indeværende treårs periode.
Kendelserne som rettesnor
Det bemærkes, at fristen for at indbringe ovennævnte kendelser for retten endnu ikke var udløbet ved redaktionens slutning.
Med ovennævnte forbehold må det forventes, at de afsagte kendelser vil blive en rettesnor for Advokatnævnets sanktionsniveau fremover i sager om manglende obligatorisk efteruddannelse. Sanktionen i den enkelte sag afhænger naturligvis af de konkrete omstændigheder, herunder antallet af manglende lektioner, eventuelle formildende omstændigheder eller tidligere pålagte sanktioner for tilsidesættelse af god advokatskik.
Efter afsigelsen af de nævnte kendelser verserer der ca. 90 sager om manglende obligatorisk efteruddannelse i Advokatnævnet fra den første treårs periode. Sekretariatet forventer, at stort set alle disse sager vil blive behandlet af nævnet inden udgangen af dette år.