På verdensplan løber udbyttet af kriminalitet op i enorme summer. Nu udvider EU muligheden for konfiskation – men Danmark er fortsat i førerfeltet.
Af Thomas Elholm, professor, Syddansk Universitet
Under Danmarks EU-formandskab i 2002 blev der udarbejdet et forslag til en rammeafgørelse om konfiskation. Danmark har – sammenlignet med mange andre EU-lande – relativt vidtgående konfiskationsregler, og rammeafgørelsen var nok lidt af et flagskib for det danske formandskab, som ville udbrede regler om udvidet konfiskation til andre EU-lande. Det danske formandskab fulgte dermed en model, som har været hyppigt anvendt inden for det strafferetlige EU-samarbejde i løbet af de sidste 15-20 år: Hvert land trækker sine kæpheste af stald for at promovere sig som formandsland. Det er helt forståeligt, men konsekvensen er en udvikling af strafferetten i stadig mere repressiv retning. Intet land foreslår nemlig mindre vidtgående strafferetlige regler. Det er ikke politisk opportunt.
Forslaget til rammeafgørelsen blev senere vedtaget af EU i 2005. Rammeafgørelsen var ikke berørt af det danske EU-forbehold, fordi den blev vedtaget i en beslutningsproces med krav om enstemmighed. I den slags sager deltager Danmark fuldt ud i det strafferetlige samarbejde på linje med de øvrige EU-lande.
I de senere år har der efter Kommissionens mening imidlertid vist sig behov for at udvide konfiskationsadgangen yderligere. Det har ført til fremsættelse af et nyt forslag om konfiskation. Det skal nu – efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden i 2009 – vedtages som et direktiv med kvalificeret flertal. Dermed er Danmark udelukket fra at deltage, men det betyder ikke nødvendigvis, at adgangen til at konfiskere genstande og udbytte fra kriminalitet bliver ringere i Danmark end i de øvrige EU-lande. Mere herom afslutningsvist.
Baggrunden for de nye regler
De nye regler, der vedtages i form af et direktiv, har hjemmel i bl.a. traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) art. 83. Det fremgår af denne bestemmelse, at sådanne regler skal være “absolut nødvendige for at sikre effektiv gennemførelse af en EU-politik på et område”. EU skal således være omhyggelig med at godtgøre nødvendigheden af de nye regler.
I den gamle rammeafgørelse fra 2005 opstilles tre forskellige former for udvidet konfiskation. Landene kunne vælge at implementere alle tre former eller blot en eller to af disse. Selvom rammeafgørelsens regler om konfiskation måske var vidtgående for nogle lande, var det således en fleksibel model, der indrømmede landene en vis skønsmargen ved implementeringen. I dag – syv år efter rammeafgørelsens vedtagelse – er det bl.a. netop denne fleksibilitet, som Kommissionen vil til livs, og som bruges som begrundelse for at indføre nye regler.
I begrundelsen for de nye regler henvises der i øvrigt til de store summer, som kriminalitet på verdensplan anslås at løbe op i, og til de problemer, som mange lande har med at konfiskere udbytte fra kriminalitet. Det er da heller ikke bare EU, som i disse år lovgiver for at forbedre konfiskationsmulighederne. Også andre internationale organisationer, som f.eks. FN og Europarådet, udsteder retsakter om konfiskation. Når internationale organisationer, herunder EU, tager lovgivningsskridt, er det godt at have gode empiriske argumenter ved hånden. EU henviser til FN, som anslår, at den samlede profit fra kriminelle aktiviteter i 2009 på verdensbasis udgør ca. 2,1 trillion dollars, hvilket svarer til 3,6 procent af verdens BNP. Hvordan det overhovedet er muligt at opgøre det tal, må stå hen i det uvisse. En tilsvarende opgørelse alene for EU findes ikke, men det antages til gengæld behændigt, at kun en lille del af profitten fra kriminel virksomhed i EU konfiskeres. Og det skal jo nok være rigtigt.
Udvidet adgang til konfiskation
Hvad går de nye regler så ud på? Kommissionens forslag sigter især på at udvide grundlaget for konfiskation. Reglerne er minimumsregler. Landene kan således frit indføre mere vidtgående konfiskationsregler. Reglerne angår kun visse former for kriminalitet, herunder EU-svig, falskneri (euro), bedrageri, terrorisme, hvidvask, korruption, narkotikahandel, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og organiseret kriminalitet. Kriminaliteten skal være omfattet af EU-retsakterne om de pågældende kriminalitetsformer. Baggrunden herfor er, at EU som udgangspunkt kun har kompetence til at regulere strafferetten inden for disse kriminalitetstyper, jf. TEUF art. 83, stk. 1.
Inden for disse kriminalitetstyper vil EU for det første gøre det muligt at konfiskere udbytte, som ikke er direkte forbundet med en bestemt kriminel handling, men som med en vis sikkerhed kan konstateres at stamme fra en straffedømt persons kriminelle aktiviteter. Dette kaldes af Kommissionen for udvidet konfiskation ’extended confiscation’. Det skal være muligt at konfiskere formuegoder, hvis det er overvejende sandsynligt ’substantially more probable’, at de stammer fra kriminel aktivitet. Der er to undtagelser, nemlig hvis den skyldige ikke kan retsforfølges på grund af forældelse, og hvis der allerede har været ført straffesag om den pågældende kriminalitet.
For det andet vil EU gøre det muligt at konfiskere hos personer, der har modtaget udbytte fra kriminalitet, eller som har fået overført formuegoder fra en dømt person med henblik på at undgå konfiskation. Kommissionen kalder dette for tredjemandskonfiskation ’third party confiscation’. Det skal som hovedregel kun være muligt at konfiskere hos tredjemand, hvis det er umuligt at konfiskere hos den skyldige selv, og hvis tredjemand enten har erhvervet formuegodet som gave eller erhvervet det til under markedsværdien. Tredjemand skal desuden have vidst – eller burde have vidst – at godet stammede fra kriminalitet.
For det tredje vil EU sikre mulighed for konfiskation af udbytte, hvor det ikke er muligt at dømme en person, fordi denne er død, permanent syg eller flygtet. Kommissionen kalder det for begrænset konfiskation hos ikke-dømte personer ’limited non-conviction based confiscation’. Det er en betingelse, at man ville have kunnet anlægge sag og dømt den pågældende, hvis denne havde kunnet være til stede.
Udover mere vidtgående konfiskationsregler foreslås i direktivet også
1) udvidede muligheder for beslaglæggelse med henblik på konfiskation,
2) mulighed for at opgøre konfiskationskravet endeligt efter domfældelse af den skyldige,
3) en bedre bestyrelse af beslaglagt eller konfiskeret udbytte, så det ikke mister værdi og
4) en mere omfattende indsamling af statistik om konfiskeret udbytte.
Danmarks stilling
Direktivforslaget skal vedtages på baggrund af art. 82 og 83 i TEUF. Disse bestemmelser indebærer, at direktivet skal vedtages efter den beslutningsprocedure, som normalt anvendes efter Lissabon-Traktatens ikrafttræden, hvor Europa-Parlamentet inddrages, og hvor der alene kræves kvalificeret flertal for vedtagelse. Det danske EU-forbehold udelukker, at Danmark kan deltage i en sådan beslutningsproces.
Det betyder imidlertid ikke, at Danmark sakker bagud i forhold til de øvrige EU-lande for så vidt angår adgangen til at konfiskere. For det første synes de nuværende danske konfiskationsregler ved en umiddelbar betragtning at dække de foreslåede EU-regler. I nogle tilfælde synes de danske regler endog mere vidtgående, f.eks. mulighederne for at konfiskere hos den skyldiges ægtefælle efter straffelovens § 76 a. Der kan måske være enkelte forhold, som ville stille krav om udvidelse af de danske konfiskationsregler, men de ville være mindre relevante i praksis. Og selvom Danmark ikke deltager i afstemningen om direktivet og ikke er bundet af reglerne, så kan Danmark efterfølgende vælge at indføre de samme regler. Vi behøver således ikke stå svagere – hvad adgangen til konfiskation angår – end de øvrige EU-lande.
Ved siden af rammeafgørelsen fra 2005, blev der vedtaget en rammeafgørelse fra 2006, om gensidig anerkendelse af konfiskationsafgørelser. Den betyder, at konfiskationsafgørelser fra ét land skal anerkendes i et andet land, som var det landets egen afgørelse – uden egentlig prøvelse af konfiskationsgrundlaget m.v. Dette svarer til den ordning, som gælder for udlevering af personer mellem landene (EU-arrestordren). Hvis EU vælger at indføre nye regler i et direktiv om gensidig anerkendelse af konfiskation og samtidig ophæver rammeafgørelsen fra 2006, vil det kunne få betydning for Danmark. Det kan i værste fald betyde, at andre EU-lande ikke vil godkende danske domstoles konfiskationsafgørelser. Så vidt er det dog ikke kommet endnu.