Kappen, som sidder fast i stolen, en dommer, som lægger sit høreapparat fra sig under proceduren og violet hår i stedet for hat. Personlige refleksioner over livet som advokat og dommer.
Af Stig Glent-Madsen, landsdommer, Vestre Landsret
To timers parkering var det lykkedes mig at få – med nød og næppe. Nu skulle jeg også huske at flytte bil eller p-skive i pausen. Som om jeg ikke havde bekymringer nok, tænkte jeg, da jeg med tunge skridt besteg landsrettens brede og alvorsfulde stentrappe, mens jeg sendte nogle tanker til de mange mennesker, der her havde fået beseglet deres skæbne. Min første gang i Vestre Landsret – godt to år efter at jeg endeligt for sidste gang havde svedt ved universitetets grønne klæde.
I midten af 80’erne var jeg endnu kun advokatfuldmægtig og følte, at der mildest talt var meget advokatarbejde, som jeg endnu ikke havde styr på. Jeg forsøgte dog efter bedste evne at lade klienten forstå, at nok var jeg ikke så erfaren, men alligevel var jeg nærmest en slags specialist ud i den lejeretlige problemstilling, som sagen vedrørte. Min chef havde sikkert vurderet, at det var temmelig harmløst at lade mig forsøge med denne oplagte sag, som han selv uden større indsats havde vundet i byretten. Også klienten virkede – på trods af min unge alder – sikker i vurderingen af vinderpotentialet. Selv ikke en nervøs nybegynder kunne forkludre sagen så meget, at sagen blev tabt, mente han øjensynligt.
Forvirringen var stor – parkeringsbestræbelserne havde taget så lang tid, at jeg nu var i tidnød. Heller ikke placeringen i retssalen var givet. Skulle jeg sidde til højre eller til venstre for dommerne. En behjertet retsmedarbejder viste mig roligt til rette og gav mig en kappe, samtidig med at han undskyldte, at den nok var lige det mindste. Det tør siges. Kappens ærmer gik kun lige ned over albuerne, og jeg lignede en af de fattige drenge fra barndommens gade, hvis arme hang dinglende som kogte spaghettier ud af de stumpede ærmer. Nå, men når jeg havde sagt A, måtte jeg tage kappen og min skæbne på mig.
Pludselig gik døren op og tre kappeklædte dommere skridtede ind i retssalen. De blev stærkt forfulgt af den venlige retsmedarbejder, der halsede efter for først at lukke døren efter de høje dommere, og derefter oplæste han forpustet, at retten nu var sat. Oplæsningen bestod i en hurtig og temmelig uforståelig opremsning af navnene på samtlige tilstedeværende. Til min skræk konstaterede jeg, at det blev nævnt, at jeg var mødt på en særlig tilladelse. Nu var det klart for enhver – også klienten – at jeg dog måtte være den største amatør af dem alle.
Imidlertid virkede hele sceneriet knap så pompøst, som det var tilsigtet, da min kappe havde sat sig fast i kontorstolens ene hjul. Da jeg i respekt for retten skulle rejse mig ved dommernes entré, blev jeg – tvunget af omstændighederne – altså siddende til nogen undren og bebrejdelse fra de øvrige tilstedeværende, mens jeg kæmpede med kappen. Endelig, da de øvrige var ved at sætte sig, lykkedes det mig at få vristet kappen fri. Jeg sprang op, og stolen væltede med et brag.
Tabt med et brag
Nå, men i gang kom vi. Gang på gang, hvor jeg mente, at nu gik det godt, blev jeg dog afbrudt af retsformanden, der anklagende spurgte, om jeg mon nøje havde overvejet dette og hint. Flere gange spurgte han undrende, om jeg havde tænkt mig at fastholde mine synspunkter, og endelig konstaterede han opgivende, at det nok var første gang, jeg mødte i landsretten. For hver ny irettesættelse blev mine svedskjolder i skjorten større, og klientens stol rykkede langsomt, men sikkert længere og længere væk fra mig. Jeg undgik den pinagtige kontakt med klienten – og kæmpede det bedste, jeg havde lært. Dommerne sad uomtvisteligt med magten – og nu var det bare at rette ind.
Efter en meget lang formiddag kom dommerne med afgørelsen. Jeg tabte – med et brag. Min chef havde engang ved en festlig lejlighed sagt, at blev en sag vundet, så var det advokaten, der vandt sagen, og blev den tabt, så var det klienten, der tabte. Men sådan føltes det ikke denne gang. Køreturen fra Viborg tilbage til Aarhus med klienten ved siden af virkede uendelig.
Det var formentlig på det tidspunkt, at jeg besluttede mig for, at jeg en dag ville skrive en beretning om dommerne. Det skulle være en fortælling, der råt for usødet beskrev, hvor vanskeligt det kunne være at føre en sag, når man havde modvind hos dommerne. At domstolene er til for borgerne, synes ikke at være det, der lå landsretten mest på sinde den pågældende dag.
Min debut i landsretten var ikke et enestående tilfælde. Blandt advokater var der mange beretninger om dommernes optræden. En af mine advokatkolleger havde procederet en omfattende sag i byretten, hvilket dommeren åbenbart havde fundet temmelig kedsommeligt. Under advokatens afsluttende procedure tog dommeren demonstrativt sit høreapparat af og lagde det på bordet foran sig. Det er almindeligt kendt, at der skal vises respekt for retten, men respekten gjaldt åbenbart ikke i den modsatte retning.
Gennem tiden har mange dommere også sat en ære i, at der skulle være ordnede forhold i retten. Ingen drikkevarer eller andet uvedkommende er tilladt i retten. Også hovedbeklædningen kan optage dommerne. Under en retssag fik en ældre kvindelig tilhører med dommerens bryske stemme ordre på at tage hatten af. Hun måtte beklagende meddele, at det nu ikke var så nemt, da hun faktisk ikke bar hat, men at det var hendes hår, der havde fået en blålig farve efter mange års permanentbehandling.
Min første optræden som advokat i landsretten blev ikke den sidste, selv om der skulle et temmelig langt tilløb til, inden jeg igen med tunge skridt gik op ad den brede stentrappe. Næste gang gik bedre. Dommerne var forskellige, kunne jeg konstatere – og af grunde jeg ikke helt forstår, vendte selv klienten fra min første optræden tilbage. I mine 10 år som advokat blev det til deltagelse i en hel del retssager rundt i de danske retssale – med noget blandede oplevelser.
I en temmelig omfattende sag havde en af mine advokatkolleger fået mig til at deltage i et forberedende retsmøde, hvor der blot skulle tages stilling til, hvor lang tid sagen skulle udsættes. Dommeren var imidlertid af den opfattelse, at nu skulle sagen finde sin afslutning – og det skulle ske straks. Jeg argumenterede imod og sagde, at jeg faktisk ikke anede, hvad sagen drejede sig om. Det var ikke et argument, der gjorde indtryk på dommeren, som affærdigede det med, at den slags advokater var han vant til, og forhandlingen blev igangsat. Heldigvis var det min modpart, der skulle starte, og mens han forelagde sagen, bladrede jeg febrilsk i de mange papirer. Da det blev min tur, argumenterede jeg – vel forståeligt nok – på et temmelig generelt plan. Overraskende nok vandt jeg sagen – sikkert fordi den var umulig at tabe, men klienten fik dog ikke tillagt sagsomkostninger. Omkostningsafgørelsen var nok ikke helt efter bogen, men det var nu alligevel en afgørelse, jeg havde en vis forståelse for.
Til for borgernes skyld
På et tidspunkt midt i 90’erne fik jeg mulighed for selv at prøve at sidde med hammeren i hånden. Som konstitueret dommer ved Vestre Landsret skulle jeg nu over på den anden side af skranken. På forhånd var jeg klar over, at jeg nok ikke ville blive betragtet som Guds gave til dommerstanden. Alligevel blev jeg lidt overrasket over, at jeg den første arbejdsdag uden nærmere introduktion blev sat på som dommer i en sag. Min entré i dommerværelset var ikke noget, der gjorde synderligt indtryk på de to øvrige dommere, som blot fortsatte deres indbyrdes samtale om livets gang i landsretten. Efter et stykke tid rømmede jeg mig og gjorde opmærksom på, at det så var min første dag i landsretten. Den ene dommer brummede, at det var han klar over, hvorefter han genoptog samtalen med sin kollega. Mere blev der ikke nævnt om min nye arbejdsplads og min debut som dommer. Jeg fandt det ikke umagen værd at fortælle, at vi på advokatkontoret plejede at have hyggelig fælles velkomstkaffe med rundstykker, når en ny medarbejder startede.
På trods af den lidt kølige start i landsretten, udviklede det sig nu rigtig godt. Jeg fik et andet indtryk af dommerne, enten fordi jeg kom til at kende dem, eller – vil nogle måske sige – fordi jeg selv blev dommer, hvilket jeg så har været de sidste 14 år. Blandt mine venner var der dog en vis skepsis over for mine bevæggrunde til dette sideskift, og til min 40 års fødselsdag var omkvædet i en af sangene: Hvorfor blev han dommer?
14 år senere er det stadig ikke helt lykkedes mig at besvare spørgsmålet, men til gengæld er jeg nu blevet inddraget i domstolenes arbejde på at udvikle sig i takt med tiden og blive bedre. En opgave jeg dårligt kan undslå. Selv om min kritik af dommerne stammer fra en anden tid, og meget er ændret, siden kappen hang fast i kontorstolens hjul, er der stadig plads til forbedring. Det er fortsat ikke altid, at vi dommere husker, at vi akkurat ligesom store dele af den offentlige forvaltning er til for borgernes skyld.
Chokolade til dommeren
Gennem årene er domstolene – som regel med rette – blevet kritiseret for, at retfærdighedens mølle maler alt for langsomt. Det er blevet bedre – faktisk meget bedre. For 25 år siden kunne en sag ligge stille i flere år, inden den blev forhandlet i landsretten. I dag er der omkring et halvt års berammelsestid for de langsomste sager.
For mange mennesker går livet næsten i stå, mens de venter på rettens afgørelse. Hvis sagen drejer sig om ret til pension, om forældremyndigheden til et barn, eller et stort erstatningskrav, kan betydningen af afgørelsen skygge for alt andet. Situationen kan måske bedst sammenlignes med forholdene i sundhedsvæsenet, hvor mange mennesker også føler, at ventetiden bliver invaliderende, når de venter på en operation eller en afgørende undersøgelse. Både for patienter ved sygehusene og borgere ved domstolen gælder det, at det kan være vanskeligt at tænke på andre ting og komme videre med livet, så længe en væsentlig problemstilling er uafklaret.
Også for erhvervslivet bliver retternes langsommelighed en møllesten om halsen. Skal man i årevis vente på at få betaling fra en tidligere kunde, inden retten træffer sin endelige afgørelse, kan det vise sig, at kravet bliver illusorisk, hvis kunden i mellemtiden er gået konkurs. Muligheden for at genoptage et samarbejde mellem to erhvervsdrivende bliver typisk også ringere, jo længere tid, der går, inden der træffes afgørelse.
Domstolene er ikke skyld i hele den lange sagsbehandlingstid – så langtfra. Også advokater, skønsmænd, Retslægeråd og andre har typisk et ansvar. Men fordi domstolene notorisk er langsomme, placeres hele skylden lettest her. Det kan også virke grotesk, når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har mange tusinde ubehandlede sager og et sagsforløb, der strækker sig i årevis, da det er denne internationale domstol, som skal kigge danske dommere over skulderen og vurdere, om vi har behandlet borgerne inden for en rimelig tid.
Nok kan dommere med rette kritiseres for mange ting, men der er også områder, hvor det ikke kan blive meget bedre. Dommere skal være uafhængige, neutrale og ubestikkelige. Det er vi gode til – nogle vil måske mene, at vi næsten er for neutrale, fordi vi ikke blander os i samfundsdebatten, selv om vi sidder inde med relevant erfaring fra retssalene. Ubestikkeligheden er også en dyd, der vanskeligt kan sås tvivl om. Faktisk fortolkes ubestikkeligheden af dommerne så fundamentalistisk, at en af mine tidligere dommerkolleger følte, at hun kom i et voldsomt dilemma, da hun en dag fik en lille æske chokolade af en part, der sikkert havde følt sig godt behandlet i retten. Hun var bange for, at den lille gave kunne opfattes som utidig påvirkning af hende. Da hun nødig ville fornærme giveren ved at sende æsken tilbage, besluttede hun efter mange overvejelser, at det nok ville være forsvarligt at dele chokoladen ud blandt personalet ved domstolen.
Heldigvis er der sket meget, siden retsformanden opgivende sagde til mig, at det vist var første gang, jeg mødte i landsretten. Udviklingen er gået den rigtige vej, men selvfølgelig kan det gøres bedre. Domstolene står nu midt i en proces, hvor mange bliver spurgt, hvordan vi kan forbedre dem. Medarbejdere, advokater, forskere, vidner, parter og andre brugere af retternes ydelser får heldigvis lov til at give deres besyv med. Mit foreløbige bud for ønskerne til domstolene i fremtiden vil være noget i retning af en moderne og hurtig proces med parterne i fokus og en ensartet og høj kvalitet i afgørelserne.