Internationale konventioner skal sendes til eftersyn og menneskerettighederne skal ikke skrives direkte ind i en ny, revideret grundlov.
Af Karsten Lauritzen, retsordfører, Venstre
Menneskerettigheder og internationale konventioner er centrale i opretholdelsen af et internationalt juridisk system. I Venstre respekterer vi konventionerne, men både konventionssystemet og menneskerettighederne trænger til et serviceeftersyn. Mange konventioner er over 50 år gamle, lavet i en helt anden tid, i en anden verdensorden. Og hvor samfundet har forandret sig betydeligt siden 1950’erne, har konventionerne ikke altid fulgt med. FN-konventionen om udryddelse af statsløshed er et eksempel.
Konventionen tvinger Danmark til at give statsborgerskab til alle statsløse, medmindre de har fået en dom på minimum fem års fængsel. Det betyder, at man kan blive dømt for mordforsøg og voldtægt men stadig få et dansk pas forærende, fordi ingen af dommene i sig selv giver fem års fængsel. At summen for dommene kan være seks, syv eller ti år er uden betydning.
I Venstre ønsker vi at overholde konventionerne, men vi har samtidig et klart ønske om, at de tilpasses det samfund, vi lever i i dag. Det kan ikke passe, at det er politisk såvel som juridisk tabu at kritisere enkelte af de 33.000 konventioner, der er indgået lande imellem.
Hvor konventionerne ikke har udviklet sig, er det modsatte sket med menneskerettighederne og særligt fortolkningen af den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK)
I 2001 skrev Eva Smith i Juristen: “EMD’s beføjelser kan på mange måder minde om oplyst enevælde. Historien viser imidlertid, at det er farligt, når et organ selv definerer grænserne for dets magtbeføjelser. Og vi har jo set, hvorledes EMD stadig udvider grænserne for, hvad menneskerettighederne kræver. Advokaterne skubber med stor fornøjelse bag på denne udvikling og politikerne er handlingslammede af de frygtindgydende ord: krænkelse af menneskerettighederne”. Jeg er enig med Eva Smith.
Når Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) fortolker langt videre end de politiske motiver og tankesæt, der ligger bag menneskerettighederne, bliver menneskerettighedsbegrebet udvandet, og fokus fjernes fra det faktum, at visse menneskerettigheder er vigtigere end andre - og det er frihedsrettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, trosfrihed og privat ejendomsret.
Problemerne med EMD bliver forværret ved, at regeringen som en del af regeringsgrundlaget har foreslået en revision af grundloven. Her har de Radikale, der bakkes op af både SF og Socialdemokraterne, meddelt, at EMRK skal indskrives direkte i grundloven. Hvis det sker, undermineres Højesterets rolle som fortolker af grundloven, og det vil betyde, at EMD i Strasbourg får en central rolle i fortolkningen af den danske grundlov på alle de klassiske frihedsrettigheder. EMD, næsten 1.000 km fra København, vil blive en forfatningsdomstol hævet over Højesteret.
Det betyder, at russiske, græske og tyrkiske dommere – der intet aner om Danmark, vores historie, vores kultur, vores retstradition – kommer til at bestemme, hvordan den danske grundlov skal fortolkes. Udover at det i sig selv er galimatias, er det udemokratisk, fordi domstolen i Strasbourg er dybt aktivistisk og har tradition for at bedrive politik. Den danske højesteret har historisk set haft en tilbageholdende rolle og netop forsøgt at adskille politik og jura.
Konsekvensen af regeringens ønske om at fremme menneskerettigheder via styrkelse af EMR bliver, at magten forskydes fra politikere, der har et folkeligt mandat og står til ansvar overfor vælgerne, til dommere, som ikke har noget demokratisk legitimt mandat til at træffe politiske beslutninger, og som ikke skal stå til ansvar for nogen.
En af de ting, jeg vil dyrke som retsordfører for Venstre, er, hvordan vi får bremset udvandingen af menneskerettighederne, så der igen kommer fokus på de centrale, liberale frihedsrettigheder. Det kræver, at vi giver konventionerne et servicetjek, så de ikke strider imod almindelig sund fornuft, der bør være den øverste retskilde.