Af landsdommer Svend Bjerg Hansen, Vestre Landsret
Sprit- og vanvidskørsel
Ved lov nr. 716 af 25. juni 2010 har Folketinget vedtaget en række ændringer i færdselsloven som led i indsatsen mod spritkørsel og den grove tilsidesættelse af hensynet til andre i trafikken, som i den offentlige debat betegnes ’vanvidskørsel’.
Et af elementerne i loven er markante strafskærpelser for særlig hensynsløs kørsel og for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, der er begået i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, spirituskørsel eller ’narkokørsel’. Strafskærpelser er jo – for at sige det mildt – ikke noget nyt fænomen, men mon ikke netop vanvittige bilisters kørsel er et område, hvor der både blandt fagfolk og i befolkningen (stadig) er bred opbakning til stramninger. Den får heller ikke for lidt, når det i bemærkningerne til lovforslaget siges, at straffen i de groveste tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med f.eks. spritkørsel skal stige fra 2½-3 års fængsel til 5 års fængsel.
Udover strafskærpelserne giver ændringsloven øget mulighed for at konfiskere biler, som tilhører førere, der flere gange gør sig skyldige i grove overtrædelser af færdselsloven, ligesom det fremover vil være sådan, at meget høje hastigheder i sig selv vil kunne medføre ubetinget frakendelse af førerretten. Det er således nok slut med lige at prøve sin nye bil med speederen i bund på motorvejen en mørk aften.
Ved lovændringen indføres også muligheden for alkolåse i sanktionssystemet vedrørende spritkørsel. Ordningen indebærer, at personer, der frakendes førerretten ubetinget som følge af grove tilfælde af spirituskørsel, herunder visse gentagelsestilfælde, skal deltage i en alkolåsordning i de første to år efter frakendelsestidens udløb, hvis de vil have deres kørekort tilbage. Ordningen sættes i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse.
Det lyder som en rigtig god idé. Man kan måske undre sig over, hvorfor vi ikke alle sammen for længst har alkolåse i vores biler.
Loven indeholder også nogle forenklinger af sagsbehandlingen for anklagemyndigheden og domstolene i visse færdselsstraffesager – og det kan der jo i disse tider være god brug for.
Fremover vil der være mulighed for udenretlig vedtagelse af betinget frakendelse af førerretten i nogle af typetilfældene i færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, om tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Lovforslaget indeholder en gennemgang af disse typetilfælde navnlig inden for vigepligtsområdet. Som advokat, der konsulteres af en klient, der er blevet ’tilbudt’ at vedtage en ubetinget førerretsfrakendelse, må man nøje vurdere, om det er en situation, som det så at sige er ulejligheden værd at gå i retten med. Man må sige, at domstolenes praksis f.eks. på vigepligtsområdet er ret skrap, men man skal dog huske på, at der altid er tale om en konkret vurdering.
Endelig er det ved lovforslaget slået fast, at domsmænd ikke skal medvirke i sager om kørsel uden at have erhvervet kørekort. Det er en glimrende ændring, idet det var ’overkill’, at der skulle være domsmænd med i disse sager, når de ikke medvirker i spritsager.
Til slut i dette afsnit vil jeg nævne, at et problem vedrørende den tidsmæssige udstrækning af gentagelsesvirkningen af bl.a. domme for spirituskørsel, som har givet anledning til nogen usikkerhed hos domstolene, i anklagemyndigheden og blandt forsvarere, nu er endeligt løst ved en dom afsagt af Højesteret 27. august 2010. Ved dommen er det slået fast, som også senest antaget af begge landsretter, jf. senest U 2010.1291V, at alle tidligere domme har indbyrdes gentagelsesvirkning for straffen i spritsager – altså også domme forud for den lovændring i 2005 – hvor den nuværende (og i forhold til tidligere ret barske) bestemmelse i færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 6, om indbyrdes gentagelsesvirkning i 5 år efter udløbet af frakendelsestiden blev indsat i loven.
Den kriminelle lavalder
Ved lov nr. 711 af 25. juni 2010 er den kriminelle lavalder blevet nedsat til 14 år. Det er der sagt og skrevet meget om, og en lang række eksperter har givet udtryk for, at nedsættelsen ikke er nogen særlig god idé.
Hovedformålet med loven er vist at sende et signal til de unge mennesker, så de kan mærke alvoren i deres handlinger. Det er for så vidt al ære værd, og man må så håbe, at det virker, selv om man som dommer godt kan være noget skeptisk overfor, om en 14-årig forstår betydningen af at komme i retten og forskellen herimellem og de ret skrappe foranstaltninger, der kan blive tale om efter den sociale lovgivning.
Jeg synes også, at det er lidt svært at se sammenhængen med den seksuelle lavalder i straffelovens § 222, stk. 1. Den 14-årige pige kan i princippet straffes for enhver overtrædelse af lovgivningen, herunder seksualforbrydelser efter straffelovens kapitel 24, men hun må ikke selv bestemme, om hun vil have samleje eller anden kønslig omgang med sin kæreste, og det er i princippet strafbart for kæresten, også selv om han kun er 14 år, og det er pigen, der så at sige har været den aktive part. Jeg er godt klar over, at antallet af sådanne sager i praksis bliver minimalt, men rent teoretisk gør det jo ikke den store forskel.
Lad os nu se, hvordan det går. Antallet af sager, hvor domstolene skal foretage en bevisbedømmelse vedrørende 14-åriges skyld bliver næppe stort, og vi har da heldigvis dygtige forsvarere, der kan forsøge at forklare den 14-årige, hvad det hele går ud på. Selve sanktionen over for de 14-årige finder domstolene nok også ud af i de få tilfælde, hvor det bliver aktuelt at overveje andet end tiltalefrafald eller betinget dom.
Nogle tanker om ankesager om anbringelse af børn uden for hjemmet
Det var et led i domstolsreformen, at alle civile sager skulle starte i byretten. Det indebar bl.a., at sager om anbringelse af børn uden for hjemmet, hvor domstolene kan prøve Ankestyrelsens afgørelse, nu starter i byretten, jf. lov om social service § 169, stk. 1. I sagernes behandling i byretten deltager der (som tidligere i landsretten) to børnesagkyndige, hvoraf den ene er sagkyndig i børneforsorg og den anden i børne- og ungdomspsykiatri eller psykologi, jf. lovens
§ 170, stk. 1. Byretternes afgørelser kan ankes til landsretten, men der deltager ikke længere børnesagkyndige i landsretternes behandling af sagerne.
Hvordan er det så gået med denne del af domstolsreformen? Ja, sagsbehandlingstiden er næppe blevet kortere, når en sag først skal i børn og unge-udvalget, derefter Ankestyrelsen, så byretten – for til sidst eventuelt at ende i landsretten. Der kan let gå op til mellem ½ og et helt år, inden sagen er endeligt afsluttet.
Statistikken i ankesagerne viser, at det er uendelig få afgørelser, der bliver ændret. I Vestre Landsret har ændringsprocenten siden domstolsreformen været på omkring tre, og det er endda inklusive de afgørelser, hvor der ikke er tale om hjemgivelse af barnet, men alene om nedsættelse af genbehandlingsfristen. Skyldes det så ikke bare, at landsretterne ikke prøver sagen grundigt nok eller er alt for venlige over for myndighederne? Så let er det ikke. Der foretages faktisk en grundig behandling af alle sager. Realiteten er nok snarere, at kommunernes økonomi sætter en naturlig grænse for, hvor mange børn der fjernes, og at anbringelse uden for hjemmet derfor kun sker, når det er absolut nødvendigt. Det er i hvert fald den erfaring, man som dommer får ved at deltage i disse ofte tunge og triste sager.
Det må også ved vurderingen af ændringsprocenten under anke tages i betragtning, at der ikke deltager børnesagkyndige i landsretterne, og at det, landsretterne skal prøve, er, om servicelovens betingelser for tvangsfjernelse er opfyldt. De tre dommere skal derimod næppe sætte deres egne psykologiske og pædagogiske vurderinger i stedet for de sagkyndiges.
Det kan også nævnes, at verden naturligvis ikke står stille, mens sagen spadserer gennem de mange instanser, og man kunne derfor tro, at efterfølgende omstændigheder kunne begrunde en ændring af Ankestyrelsens afgørelse. Det er imidlertid sjældent, at de efterfølgende omstændigheder kan begrunde nogen ændring, og efter Højesterets dom i U 2006.2666H om prøveløsladelse må det også antages, at domstolenes prøvelse som udgangspunkt ikke omfatter de nye omstændigheder, men skal ske på grundlag af forholdene på tidspunktet for den administrative afgørelse. Det er dog ikke udelukket at inddrage efterfølgende forhold i prøvelsen, men kun hvis disse kan belyse, om afgørelsen var rigtig eller forkert, da den blev truffet.
De nuværende regler sammenholdt med den meget lave ændringsprocent må naturligt give anledning til at overveje, hvad landsretternes opgave egentlig er i disse sager. Er der reelt tale om en striks legalitetskontrol, eller hvor langt går prøvelsen egentlig?
Jeg har kigget på forarbejderne til den ændring af reglerne om behandling af sagerne, der fandt sted i forbindelse med domstolsreformen. Der er ikke særskilte overvejelser i lovforslaget om børnesagkyndiges medvirken i ankesagerne bortset fra en bemærkning om, at der ikke er grundlag for at fravige det almindelige toinstansprincip. Var det ikke en overvejelse værd, om der bør medvirke sagkyndige dommere også under anken, hvor den endelige afgørelse træffes. Domsmænd medvirker jo ikke blot i første instans, og det samme gælder andre sagkyndige dommere end børnesagkyndige. Hvis det ikke kan komme på tale igen at have børnesagkyndige med i landsretten, burde det i stedet overvejes at indsætte en særlig bestemmelse i serviceloven, der giver mulighed for, at ankesager om anbringelse af børn uden for hjemmet i større omfang kan behandles på skriftligt grundlag.