Det er ingen nem opgave at ændre danske dommeres traditionelle tilbageholdenhed over for pressen. Men tilliden til retssystemet svækkes, hvis ikke befolkningen forstår domstolenes afgørelser.
Af Bent Carlsen, præsident i Østre Landsret
I Advokaten nr. 3/2010 stilles spørgsmålet: Er domstolenes nye ordning med pressekontaktdommere en fremragende nyskabelse eller en alvorlig fuser for retssikkerheden i Danmark?
Mit svar: Ingen af delene.
Vel er det en god ordning, men internationalt set er det ikke nogen nyskabelse. Og en fuser eller trussel mod retssikkerheden er det slet ikke, men opgaverne for en pressekontaktdommer kan være vanskelige at løse.
Samfundsudvikling og dommerrolle
De senere årtiers stadig stigende nyhedsstrøm og den betydelige politiske og offentlige interesse for ikke mindst domstolenes behandling af straffesager har givet dommere i flere lande grund til at overveje, om vi som dommere formidler vores virksomhed på en tilstrækkelig effektiv måde.
Der eksisterer i Danmark og andre nordiske lande en langvarig tradition for, at dommere taler gennem deres domme og andre afgørelser og således ikke offentligt kommenterer konkrete retsafgørelser.
En række forhold taler efter min opfattelse for, at denne tradition modereres, således at dommerne – med respekt for kernen i denne tradition – får en mere aktiv rolle i formidlingen af retternes virksomhed til offentligheden.
Pressen har i dag en dominerende rolle som formidler af domstolenes virksomhed til offentligheden. Denne rolle stiller store krav til journalisternes evne til at forstå ofte komplicerede faktiske og juridiske problemstillinger og til at formidle disse til offentligheden på en let forståelig og samtidig dækkende måde.
Dette skal ses i sammenhæng med, at der har været en tendens til, at specialfunktioner i stigende grad er forsvundet fra medieredaktionerne. Journalister er således i højere grad i dag generalister, der ikke nødvendigvis har specifikt kendskab til domstolene.
Advokatsamfundets undersøgelse “Danskernes syn på straf” fra november 2006 tyder på, at befolkningens kendskab til retspraksis er begrænset, og at befolkningens holdning til strafniveauer derfor ofte dannes på et ufuldstændigt grundlag.
Sådanne forskelle mellem befolkningens retsopfattelse og domstolenes retspraksis kan givetvis føre til, at befolkningens tillid til retssystemet svækkes.
Fra flere sider – herunder fra Advokatsamfundet – er det blevet anbefalet, at domstolene bliver bedre til at formidle afgørelser til offentligheden.
I en håndbog om dommerne og medierne udgivet af Den norske Dommerforening, 2006, anføres det som et hovedsynspunkt blandt andet:
“Mediene spiller en sentral rolle i å formidle kunnskap om domstolenes virke og for synliggjøring av rettshåndhevelsen. Mediene fungerer som kontrollorganer og debattfora. Gjennom åpenhet kan dommerne bidra til å gi allmennheten saklig og korrekt informasjon om domstolenes avgjørelser og virksomhet.”
Med andre ord: Der stilles i dag større krav om åbenhed og aktiv kommunikation til alle samfundsaktører, og dommerrollen må tilpasses udviklingen.
Flere lande – ikke mindst Sverige, Norge og Holland – har på baggrund af sådanne betragtninger i de senere år etableret ordninger, hvor en gruppe dommere har til opgave at udtale sig om domstolenes arbejde til journalister.
Dansk forsøgsordning
Samme forhold var baggrunden for, at Domstolsstyrelsen i april 2008 nedsatte en arbejdsgruppe forankret ved retterne med den opgave at udarbejde forslag til, hvordan en ordning med dommere med særligt ansvar for kontakten til pressen kunne blive indført ved Danmarks Domstole.
Efter forslag fra arbejdsgruppen blev der i 2009 etableret en et-årig forsøgsordning med såkaldte pressekontaktdommere. Som led i forsøgsordningen blev der udpeget pressekontaktdommere ved de to landsretter og godt halvdelen af byretterne.
Formålet med en forsøgsordningen med pressekontaktdommere var at afprøve, om en sådan mere aktiv dommerindsats kan øge befolkningens kendskab til domstolenes arbejdsform og retspraksis og dermed overordnet kan medvirke til at fastholde og gerne udbygge befolkningens tillid til domstolene. Mere konkret skulle dette ske ved blandt andet at hjælpe journalister i deres arbejde og således medvirke til en mere korrekt medieomtale af domstolenes virksomhed.
Ordningen er netop blevet positivt evalueret af de medvirkende dommere, som foreslår, at ordningen bliver permanent og landsdækkende.
Pressekontaktdommernes opgaver
Hovedopgaven for kontaktdommerne er at være til rådighed for journalister og at besvare spørgsmål fra disse. Henvendelserne har i praksis vist sig at vedrøre både konkrete sager og mere generelle forhold om domstolenes virksomhed. Henvendelserne har både vedrørt ønsker om baggrundsoplysninger og udtalelser til citat eller interviews til radio og tv.
Det er ikke vanskeligt at oplyse journalister om vilkår i betingede domme og andre generelle forhold, men det kan være vanskeligt at skulle forklare en journalist momenter i en konkret afgørelse, som er truffet af en eller flere kolleger, uden at overskride grænserne for, hvad en dommer bør befatte sig med.
Der udvises derfor tilbageholdenhed fra pressekontaktdommernes side med hensyn til at kommentere konkrete afgørelser og i særdeleshed verserende sager. Dette er indtil videre holdningen blandt danske dommere. Det bør dog i denne sammenhæng nævnes, at i Sverige har flere byretsdommere deltaget i pressekonferencer om egne afgørelser – efter sigende til stor tilfredshed for såvel fagfæller som journalister og offentlighed. Vores pressekontaktdommeres opgaver er nærmere beskrevet på www.domstol.dk.
Sagen fra Odense, som er beskrevet i forrige nummer af Advokaten, hvor en pressekontaktdommer udtalte sig om en verserende straffesag, har givet alle pressekontaktdommere stof til eftertanke og viser, hvor forsigtig man skal være med – i den bedste mening – at udtale sig til en journalist om strafniveauer, der kan relateres til en konkret verserende sag.
Det har ikke været uden vanskelighed at finde frem til dommere, som ønskede at påtage sig opgaven med at være pressekontaktdommer. Ingen dommer er i tvivl om, at det er en vanskelig og til dels utaknemmelig opgave. Det er på den ene side ofte særdeles vanskeligt at opfylde mediernes ønsker om udtalelser om konkrete sager, og på den anden side vil kollegernes – og advokatstandens – kritik af pressekontaktdommere, der går “for langt” være ubønhørlig. Pressekontaktdommere drives ikke af lysten til personlig promovering i medierne eller en populistisk mediestrategi fra domstolsside. Vores ønske er fra domstolenes side at medvirke til en bedre oplysning af befolkningen om dagens retsliv og -praksis.
Det er derfor efter min opfattelse forkert, når advokat Karoly Nemeth i ovennævnte artikel giver udtryk for, at domstolene “gerne (vil) puste til den populistiske ild”.
Samspil
Men også advokater og anklagere spiller en væsentlig rolle i en sådan formidling af oplysninger til offentligheden. Også her kan der være grund til en afklaring af, hvor “langt” en forsvarer eller anklager bør gå i omtalen af såvel verserende som afsluttede retssager.
Selv om faggrupperne kan have forskellige motiver til kontakten med medierne, bør vi have en fælles interesse i, at formidlingen af oplysninger til medierne sker på en hensigtsmæssig og fagetisk forsvarlig måde. Jeg mener derfor, at det kan være nyttigt, at domstolene, advokatstanden og anklagemyndigheden i den kommende tid udbygger drøftelserne af disse vigtige spørgsmål.
Af Bent Carlsen, præsident i Østre Landsret
I Advokaten nr. 3/2010 stilles spørgsmålet: Er domstolenes nye ordning med pressekontaktdommere en fremragende nyskabelse eller en alvorlig fuser for retssikkerheden i Danmark?
Mit svar: Ingen af delene.
Vel er det en god ordning, men internationalt set er det ikke nogen nyskabelse. Og en fuser eller trussel mod retssikkerheden er det slet ikke, men opgaverne for en pressekontaktdommer kan være vanskelige at løse.
Samfundsudvikling og dommerrolle
De senere årtiers stadig stigende nyhedsstrøm og den betydelige politiske og offentlige interesse for ikke mindst domstolenes behandling af straffesager har givet dommere i flere lande grund til at overveje, om vi som dommere formidler vores virksomhed på en tilstrækkelig effektiv måde.
Der eksisterer i Danmark og andre nordiske lande en langvarig tradition for, at dommere taler gennem deres domme og andre afgørelser og således ikke offentligt kommenterer konkrete retsafgørelser.
En række forhold taler efter min opfattelse for, at denne tradition modereres, således at dommerne – med respekt for kernen i denne tradition – får en mere aktiv rolle i formidlingen af retternes virksomhed til offentligheden.
Pressen har i dag en dominerende rolle som formidler af domstolenes virksomhed til offentligheden. Denne rolle stiller store krav til journalisternes evne til at forstå ofte komplicerede faktiske og juridiske problemstillinger og til at formidle disse til offentligheden på en let forståelig og samtidig dækkende måde.
Dette skal ses i sammenhæng med, at der har været en tendens til, at specialfunktioner i stigende grad er forsvundet fra medieredaktionerne. Journalister er således i højere grad i dag generalister, der ikke nødvendigvis har specifikt kendskab til domstolene.
Advokatsamfundets undersøgelse “Danskernes syn på straf” fra november 2006 tyder på, at befolkningens kendskab til retspraksis er begrænset, og at befolkningens holdning til strafniveauer derfor ofte dannes på et ufuldstændigt grundlag.
Sådanne forskelle mellem befolkningens retsopfattelse og domstolenes retspraksis kan givetvis føre til, at befolkningens tillid til retssystemet svækkes.
Fra flere sider – herunder fra Advokatsamfundet – er det blevet anbefalet, at domstolene bliver bedre til at formidle afgørelser til offentligheden.
I en håndbog om dommerne og medierne udgivet af Den norske Dommerforening, 2006, anføres det som et hovedsynspunkt blandt andet:
“Mediene spiller en sentral rolle i å formidle kunnskap om domstolenes virke og for synliggjøring av rettshåndhevelsen. Mediene fungerer som kontrollorganer og debattfora. Gjennom åpenhet kan dommerne bidra til å gi allmennheten saklig og korrekt informasjon om domstolenes avgjørelser og virksomhet.”
Med andre ord: Der stilles i dag større krav om åbenhed og aktiv kommunikation til alle samfundsaktører, og dommerrollen må tilpasses udviklingen.
Flere lande – ikke mindst Sverige, Norge og Holland – har på baggrund af sådanne betragtninger i de senere år etableret ordninger, hvor en gruppe dommere har til opgave at udtale sig om domstolenes arbejde til journalister.
Dansk forsøgsordning
Samme forhold var baggrunden for, at Domstolsstyrelsen i april 2008 nedsatte en arbejdsgruppe forankret ved retterne med den opgave at udarbejde forslag til, hvordan en ordning med dommere med særligt ansvar for kontakten til pressen kunne blive indført ved Danmarks Domstole.
Efter forslag fra arbejdsgruppen blev der i 2009 etableret en et-årig forsøgsordning med såkaldte pressekontaktdommere. Som led i forsøgsordningen blev der udpeget pressekontaktdommere ved de to landsretter og godt halvdelen af byretterne.
Formålet med en forsøgsordningen med pressekontaktdommere var at afprøve, om en sådan mere aktiv dommerindsats kan øge befolkningens kendskab til domstolenes arbejdsform og retspraksis og dermed overordnet kan medvirke til at fastholde og gerne udbygge befolkningens tillid til domstolene. Mere konkret skulle dette ske ved blandt andet at hjælpe journalister i deres arbejde og således medvirke til en mere korrekt medieomtale af domstolenes virksomhed.
Ordningen er netop blevet positivt evalueret af de medvirkende dommere, som foreslår, at ordningen bliver permanent og landsdækkende.
Pressekontaktdommernes opgaver
Hovedopgaven for kontaktdommerne er at være til rådighed for journalister og at besvare spørgsmål fra disse. Henvendelserne har i praksis vist sig at vedrøre både konkrete sager og mere generelle forhold om domstolenes virksomhed. Henvendelserne har både vedrørt ønsker om baggrundsoplysninger og udtalelser til citat eller interviews til radio og tv.
Det er ikke vanskeligt at oplyse journalister om vilkår i betingede domme og andre generelle forhold, men det kan være vanskeligt at skulle forklare en journalist momenter i en konkret afgørelse, som er truffet af en eller flere kolleger, uden at overskride grænserne for, hvad en dommer bør befatte sig med.
Der udvises derfor tilbageholdenhed fra pressekontaktdommernes side med hensyn til at kommentere konkrete afgørelser og i særdeleshed verserende sager. Dette er indtil videre holdningen blandt danske dommere. Det bør dog i denne sammenhæng nævnes, at i Sverige har flere byretsdommere deltaget i pressekonferencer om egne afgørelser – efter sigende til stor tilfredshed for såvel fagfæller som journalister og offentlighed. Vores pressekontaktdommeres opgaver er nærmere beskrevet på www.domstol.dk.
Sagen fra Odense, som er beskrevet i forrige nummer af Advokaten, hvor en pressekontaktdommer udtalte sig om en verserende straffesag, har givet alle pressekontaktdommere stof til eftertanke og viser, hvor forsigtig man skal være med – i den bedste mening – at udtale sig til en journalist om strafniveauer, der kan relateres til en konkret verserende sag.
Det har ikke været uden vanskelighed at finde frem til dommere, som ønskede at påtage sig opgaven med at være pressekontaktdommer. Ingen dommer er i tvivl om, at det er en vanskelig og til dels utaknemmelig opgave. Det er på den ene side ofte særdeles vanskeligt at opfylde mediernes ønsker om udtalelser om konkrete sager, og på den anden side vil kollegernes – og advokatstandens – kritik af pressekontaktdommere, der går “for langt” være ubønhørlig. Pressekontaktdommere drives ikke af lysten til personlig promovering i medierne eller en populistisk mediestrategi fra domstolsside. Vores ønske er fra domstolenes side at medvirke til en bedre oplysning af befolkningen om dagens retsliv og -praksis.
Det er derfor efter min opfattelse forkert, når advokat Karoly Nemeth i ovennævnte artikel giver udtryk for, at domstolene “gerne (vil) puste til den populistiske ild”.
Samspil
Men også advokater og anklagere spiller en væsentlig rolle i en sådan formidling af oplysninger til offentligheden. Også her kan der være grund til en afklaring af, hvor “langt” en forsvarer eller anklager bør gå i omtalen af såvel verserende som afsluttede retssager.
Selv om faggrupperne kan have forskellige motiver til kontakten med medierne, bør vi have en fælles interesse i, at formidlingen af oplysninger til medierne sker på en hensigtsmæssig og fagetisk forsvarlig måde. Jeg mener derfor, at det kan være nyttigt, at domstolene, advokatstanden og anklagemyndigheden i den kommende tid udbygger drøftelserne af disse vigtige spørgsmål.