“Det sku vær' så godt og saa' det faktisk skidt”.
Vi lever – trods krisetider og finansskandaler – i et velfærdssamfund, hvor der er bred politisk enighed om at løfte i flok, når det gælder om at afværge følgerne af finanskrisen, når det gælder om at sikre fremtidens sygehusvæsen, og når det gælder om at have et effektivt og velfungerende politi.
Når det gælder om at afsætte de nødvendige penge til at have velfungerende domstole, er retorikken stadig positiv, men det virker som om, der ikke reelt afsættes det nødvendige beløb til at sikre en velfungerende tredje statsmagt.
Ikke mange almindelige vælgere er i en situation, hvor de har brug for hjælp fra en advokat, og de offentlige udgifter til at sikre gennemsnitsdanskeren “Larsen” kan derfor forholdsvis risikofrit for politikernes mulighed for genvalg reduceres drastisk.
Antallet af sager, hvor der er bevilget fri proces, er på få år faldet fra ca.10.000 sager til 5.000 sager årligt, uden at det har ført til tilsvarende stigninger i forsikringsselskabernes udgifter til retshjælpsforsikring. Lovgivningen blev ændret ved en lovændring i 2005, så forsikringen nu er primær i forhold til fri procesordningen.
Udgiften til retshjælp ved advokat er fra 2004 til 2007 reduceret fra 24,5 millioner kroner til 10,7 millioner kroner årligt.
Dette fald i de offentlige udgifter til advokatbistand til “Larsen” er ikke et økonomisk problem for advokatstanden, for indtægterne fra denne type af sager udgør kun en lille andel af advokaternes samlede omsætning.
Ikke desto mindre mener jeg, at det er et stort problem for retssamfundet, hvis udviklingen indebærer, at afstanden mellem borgerne og advokatprofessionen øges, fordi ingen politikere kæmper for, at ganske almindelige mennesker kan få kvalificeret juridisk bistand, når der er behov for det.
Konsekvenserne heraf er mangfoldige, men ingen er behagelige.
Tallene for fri proces og retshjælp er de første synlige tegn på, at vi er ved at bevæge os væk fra et fælles ansvar for “Larsens” retssikkerhed. Og disse tal står ikke alene.
Vi har fået en småsagsproces, som – hvis man kan stole på beretningerne fra de folk, der arbejder med sagerne – bestemt ikke synes at være problemfri eller velfungerende.
Økonomi- og Erhvervsministeriet har lige barslet med et forslag om at gøre afgørelser fra Forbrugerklagenævnet og godkendte private klagenævn eksigible – og det på trods af, at kvaliteten af de afgørelser, der udgår fra sådanne nævn, på ingen måde lader sig sammenligne med domstolsafgørelser, og på trods af, at regeringens eget sagkyndige organ, Retsplejerådet, for ganske nylig har afvist denne mulighed.
Tiltaget vil effektivt underminere domstolenes rolle som det centrale tvistløsningsforum for ganske almindelige borgeres og små erhvervsdrivendes tvister. Det vil i virkeligheden helt overflødiggøre småsagsprocessen – og det vil “sikre”, at advokater holdes langt væk fra disse sager, hvor der hverken kan gives fri proces eller forsikringsdækning.
Vi er efterhånden ved at kunne se konturerne af en udvikling, hvor domstolene primært kommer til beskæftige sig med tvister mellem det offentlige og borgere/virksomheder, med straffesager og med de erhvervstvister, hvor parterne ikke foretrækker voldgift.
Kan man stadig kalde det danske samfund et retssamfund, hvis kun velhavende borgere har adgang til domstolssystemet? Strider det ikke mod, hvad Danmark er forpligtet til ifølge internationale konventioner – eller simpelthen bare imod, hvad vi alle synes er en væsentlig del af livet i et moderne, rigt, europæisk samfund?
Selv om dette ikke måtte være tilfældet, er vi måske allerede havnet i en tilstand, hvor det at få sin ret er afhængigt af andre faktorer, end om man har ret. Nemlig først og fremmest af, om man har penge til selv at betale for den advokatbistand, som er nødvendig for at føre en sag i det eneste forum, hvor man kan være sikker på uafhængighed og høj fagligt kvalificeret bedømmelse af juridiske tvister – domstolene.
Denne udvikling er ikke en demokratisk retsstat værdig, og man må håbe, at vores nye justitsminister og medlemmerne af Folketingets retsudvalg får øjnene op for, at retspolitik ikke kun handler om rockere, gadevold og politisvigt, men også om, at ganske almindelige borgere skal have adgang til at nyde godt af, at vi her i landet har både domstole og advokater, som kan sikre dem en retfærdig rettergang til løsning af dagliglivets tvister. Også inden for en rimelig tid og også for den mindre velbeslåede del af befolkningen.