Det strider mod grundlæggende forvaltningsret, når Folketinget i sager om statsborgerskab vælger at træde borgernes retssikkerhed under fode.
Af Michael Jørgensen, advokat, Ret&Råd Hørsholm
Reglerne for at få dansk pas er voldsomt komplicerede og genstand for en betydelig politisk kamp.
Derfor er det måske bedst at begynde et helt andet sted – med et parallelt eksempel på, hvad der er galt.
Forestil Dem derfor en sag om førtidspension. Denne pension tilkendes efter et konkret skøn, som afhænger af, om personen er uarbejdsdygtig. Folketinget har selvfølgelig vedtaget de generelle regler på området, men selve afgørelsen bygger på et skøn, som foretages af den relevante myndighed, her kommunen.
Forestil Dem nu, at Folketinget besluttede sig for at blande sig i det skøn ved at lave en regel, som hed, at alle med dårlig ryg ikke kunne få førtidspension – uanset hvad. Dermed ville Folketinget fratage kommunerne deres mulighed for at udøve et konkret skøn. Administrationens skøn ville blive “sat under regel”, som det hedder.
Netop den slags er almindeligt kendt som en uskik i forvaltningsretten og kan medføre, at den pågældende instruks bliver ugyldig.
Ikke desto mindre er det tilfældet på området for indfødsret, altså når en person ansøger om dansk statsborgerskab. Her afskæres fastboende udlændinge fra at ansøge om statsborgerskab alene, fordi de lider af post traumatisk stress syndrom (PTSD), der f.eks. kan være en følge af krigstraumer eller tortur. Min påstand er derfor, at indfødsret er en ret blottet for retssikkerhed.
Vejen til dansk pas
Først kunne det være nyttigt lige at se på, hvordan man egentlig bliver dansk statsborger.
Det sker ikke ved en administrativ myndigheds afgørelse, men ved lov. Sagerne behandles af Folketingets Indfødsretsudvalg, der suverænt bestemmer, om en ansøgning om dansk indfødsret skal fremmes til et lovforslag. Inden sagerne kommer til indfødsretsudvalgets kendskab, sies de fra i Indfødsretskontoret, der er en del af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
Indfødsretskontoret instrueres i sagsbehandlingen gennem en cirkulæreskrivelse af 12. januar 2006, der bygger på en mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti indgået aftale om de fremtidige generelle retningslinjer for ministerens udarbejdelse af lovforslag.
Det hedder i aftalens § 24, at det er en betingelse for at blive optaget på et lovforslag om indfødsret, at ansøgeren dokumenterer danskkundskaber ved bevis for danskuddannelsernes Prøve i Dansk 3 mv. Videre kræves det, at ansøgeren dokumenterer kendskab til danske samfundsforhold, dansk kultur og historie ved bevis for en særlig indfødsretsprøve.
I bestemmelsens stk. 3 er der dog en dispensationsadgang, idet det, “hvor særlige forhold taler herfor, forelægges Folketingets Indfødsretsudvalg, om der kan dispenseres fra betingelserne i stk. 1 og 2. Forelæggelse vil ske, hvis ansøgeren dokumenterer at lide af en fysisk eller psykisk sygdom af meget alvorlig karakter og som følge heraf ikke mener at være i stand til – eller have rimelig udsigt til – at kunne opfylde betingelserne i stk. 1 og 2.”
Vejen blokeres
I en fodnote til aftalens § 24 står der til instruktion af Indfødsretskontoret, at forelæggelse (om dispensation fra kravet om danskkundskaber) forudsættes at ske, hvor ansøgeren lider af svære fysiske handicaps, er hjerneskadet, blind eller døv, eller har svære psykiske lidelser som skizofreni, en psykose eller en svær depression. Integrationsministeriet forudsættes endvidere at meddele afslag til ansøgere, som lider af PTSD, også selvom tilstanden er kronisk, og dette er dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund.
I praksis betyder det, at enhver ansøger til dansk statsborgerskab, der lider af PTSD, vil få afslag fra Indfødsretskontoret. Der foretages således ingen konkret vurdering af den enkelte ansøgers individuelle forhold.
Retningslinjerne for administrationens skøn er her “sat under regel”. Har man PTSD, kommer sagen aldrig videre til Indfødsretsudvalget.
Hvis en administrativ myndighed af en overordnet myndighed får instrukser om, at en skønsmæssig formuleret lovbestemmelse skal administreres på en helt bestemt måde, kan det i mange tilfælde medføre ugyldighed. Hvis ikke en lovbestemmelse indeholder hjemmel til at følge klare kriterier, vil det normalt være op til forvaltningsmyndigheden (ministeriet) at udøve et konkret skøn. Forvaltningsmyndigheden vil oven i købet være forpligtet til at begrunde sin afgørelse med angivelse af de hovedhensyn, der har været afgørende for udøvelse af skønnet samt de konkrete omstændigheder – faktum – der er blevet lagt til grund for udøvelse af skønnet.
I indfødsretsafgørelser er der ikke denne retssikkerhed. Der er netop ikke tale om en forvaltningsretlig afgørelse, da det er Folketinget, der har kompetencen til at afgøre, om der skal gives dispensation eller ej. Forvaltningslovens krav til begrundelse og almindelige forvaltningsretlige regler som f.eks. forbud mod at sætte skøn under regel, er ude af kraft. Men i virkeligheden udøves skønnet faktisk af en administrativ myndighed, nemlig Indfødsretskontoret. Den enkelte sag bliver derfor ikke forelagt for Indfødsretsudvalget, men sies fra i det administrative system.
Ligner diskrimination
Jeg finder praksis betænkelig. At frasortere herboende udlændinge, der har en diagnose kaldet PTSD, således at der end ikke af det kompetente Indfødsretsudvalg kan blive foretaget en individuel bedømmelse af den konkrete persons evne til at aflægge en sprogprøve, ligner diskrimination. At have fået en diagnose som PTSD skal selvfølgelig ikke i sig selv give ret til dansk statsborgerskab. Men så sandelig heller ikke det modsatte.
Jeg har netop på en herboende udlændings vegne fået afslag fra Indfødsretskontoret. Ansøgeren har PTSD og har været underkastet tortur. Han har boet i 15 år i Danmark med kone og børn og modtager pension, da han anses for helt uarbejdsdygtig. Der foreligger lægeerklæring om, at han ikke vil kunne indlære så meget sprog, at han kan aflægge en sprogprøve.
På direkte forespørgsel om, hvorvidt den fremlagte lægeerklæring var utilstrækkelig, fik jeg i første omgang intet svar. En telefonopringning til Indfødsretskontoret gav heller ikke et tilstrækkeligt svar på, om en ny og mere fyldig speciallægeerklæring ville ændre sagen. Det ville man ikke kræve, da det jo var dyrt for den enkelte ansøger, og resultatet ikke kunne garanteres. “Praksis var jo meget streng,” som det blev sagt. Jeg kunne heller ikke få et klart svar på, om sagen var mangelfuldt oplyst, eller hvad der i øvrigt skulle til for at få sagen fremmet.
Integrationsministeren har i Folketinget besvaret et spørgsmål d. 21. januar 2008 om samspillet mellem de to instanser, men fandt intet betænkeligt ved denne praksis. Hun var helt klar over, at det kun er Indfødsretsudvalget, der har dispensationsmulighed, hvorimod ministeren ikke har mulighed for at dispensere.
Jeg finder, at denne sammenblanding af den lovgivende og den udøvende magt er betænkelig. Folketingets Ombudsmand har kendskab til reglerne, men er som følge af Ombudsmandsloven afskåret fra at kritisere denne praksis. Havde det været et rent administrativt anliggende, føler jeg mig overbevist om, at den omtalte cirkulæreskrivelse ville blive kritiseret.
Jeg har en stærk mistanke om, at det er en helt bevidst praksis, der udøves i disse sager. Den indgåede aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti i 2006 var udtryk for en skærpelse af herboende udlændinges mulighed for at få dansk indfødsret. Den fastlagte praksis er udtryk for et helt klart ønske om at begrænse antallet af nye danske statsborgere. Og så har man pillet en diagnose som PTSD ud som et kriterium, hvor der blot skal gives afslag uden videre. Uden krav om en konkret begrundelse for, at den enkelte sag ikke anses for dispensationsegnet.
Nye krav til statsborgerskab
Der blev givet 5.374 afslag på statsborgerskab i 2007. I 2008 er der indtil nu givet 6.417 afslag på indfødsret.
Regeringen og Dansk Folkeparti har netop besluttet at stramme reglerne for indfødsret på baggrund af dommen fra EF-Domstolen, som gør det nemmere for udlændinge at få ophold i Danmark.
Det indebærer bl.a. kortere tid til prøven og krav om en højere karakter for at bestå.
Kilde: Politiken.