De politiske argumenter, som er fremført til støtte for en ny lov om tørklæder og dommere, bærer præg af, at det ikke er tørklædet, man er angst for, men frygten for, hvad en muslim i dommersædet kan finde på.
Af Georg Lett, advokat, Lett Advokatfirma
I maj oplyste daværende justitsminister Lene Espersen, at regeringen havde besluttet at ændre retsplejeloven, så dommere, der træffer den endelige domsafgørelse, ikke må bære politiske eller religiøse symboler, når de dømmer.
I modsætning hertil vil der ikke blive stillet tilsvarende krav til anklagere og forsvarere, nævninge eller lægdommere. Endvidere vil der blive indført pligt for dommere til at bære kappe. Regeringen har således ikke villet acceptere Domstolsstyrelsens vurdering, hvorefter det ikke ville være i strid med gældende ret, hvis en dommer med muslimsk baggrund bærer tørklæde i retten.
Så langt debatten før sommerferien. Nu har regeringen ved Folketingets åbning bebudet et forslag til lov om ændring af retsplejeloven. Statsministeren afviste under debatten før sommerferien, at et sådant forbud kunne give anledning til problemer.
Problem med grundloven
Et af de problemer, man i den forbindelse kan overveje, er grundloven. I de senere år, hvor borgernes frihedsrettigheder er kommet mere i fokus, har man navnlig søgt støtte i den europæiske menneskerettighedskonvention. De fleste bestemmelser i den danske grundlov om beskyttelse af borgernes frihedsrettigheder er da heller ikke efter en moderne målestok særlig vidtgående, men lige præcis bestemmelsen om religionsfrihed er en undtagelse.
I 1849, da bestemmelsen blev indført, var det ikke muslimer, man havde i tankerne, men derimod jøder og katolikker.
Ifølge grundloven § 70 kan ingen på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder. Ifølge en af det tyvende århundredes førende retseksperter, professor Alf Ross’ “Statsforfatningsret” (1966) omfatter det “enhver fordelagtig retsposition, fx også indehavelse af et embede, testationskompetence, habilitet som nævning, o.s.v.”
Det hedder videre, at forbudet finder anvendelse, “også selvom der formelt ikke diskrimineres på grund af trosbekendelsen, men dog på grund af forhold, der er så nøje forbundet hermed, at resultatet faktisk bliver meget nær det samme.”
Forbudet mod, at dommere bærer tørklæde, vil derfor være i strid med forbudet mod at diskriminere på grund af religion, for så vidt som tørklædet netop forbydes, fordi det opfattes som religiøst.
Ross anfører dog, at det følger af “sagens natur” at der må gøres visse undtagelser f.eks. for embeder, der står i forbindelse med folkekirken.
“Fremmede og asiatiske folk”
Juristen A.S. Ørsted, grundlægger af dansk retsvidenskab og blandt grundlovsfædrene, ville gå videre. Han fandt det forargeligt, om en jøde skulle kunne være dommer, fordi han i den egenskab modtog en kristen ed.
Men han blev kraftigt modsagt bl.a. af Grundtvig og Ree, der var købmand, redaktør og deputeret fra Randers. Debatten dengang er som klippet ud af tørklædedebatten i dag, hvis man blot husker at udskifte “jøde” med “muslim”.
Grundtvig erklærer (Forhandlinger i den grundlovgivende forsamling sp. 2549) sig først for ubetinget ligestilling for alle statsborgere uden hensyn til religion, og at man ikke opnår noget ved at kræve kristen tro som betingelse for adgang til et embede og tilføjer så, “at det kunne jo altid blive et Spørgsmaal, hvorvidt vi turde give Jøderne – dette oprindelig ganske fremmede og asiatiske Folk – hvorvidt vi turde give det borgerlige og politiske Rettigheder lige med vort eget, men saa skulle vi ikke gøre os skyldig i den store Daarskab, at vi søge Grunden til denne Tvivl i deres Religion, thi derved lokke vi jo aabenbart de sletteste af dem til at trænge sig ind iblandt os og tiltage sig alle vore Rettigheder, idet vi lokke dem til, naar de ikke have mere Samvittighed, da at gaae udvortes over til vor Troesbekendelse for at erhverve alle borgerlige og politiske Rettigheder.”
Det må gøre ondt på en grundtvigianer at læse, men han må huske, at indholdet af Grundtvigs synspunkt var tolerance. Man tilgiver ham, fordi han i A.S. Ørsted øjensynlig havde sin Pia Kjærsgaard at slås med. Nogle gange må man tale modpartens sprog, hvis man vil høres. Og det lykkedes; Ørsteds standpunkt vandt ikke gehør.
Ree fulgte op med at citere digteren Jens Baggesen: “Gud fri os fra Intolerance, Tolerance er allerede slem nok.” Ross slutter: “Det ville i dag være udelukket at kræve tilhørighed til folkekirken som betingelse for at beklæde et dommerembede.”
Kan muslimer udelukkes?
I dag er det så ikke tilhørsforholdet til kristendommen, men uviljen mod islam, der er omdrejningspunktet. Det er dog to sider af samme sag, nemlig at man på grund af sin trosbekendelse berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige rettigheder.
Her er det så, tørklædet kommer ind, fordi det er afgørende for nogle muslimer at bære tørklæde. Så ved at forbyde disse muslimer at bære tørklæde, forbyder man dem de facto i at blive dommere. Det er det, Ross kalder, “at resultatet bliver faktisk meget nær det samme.”
Men er det så ikke “sagens natur” at udelukke tørklædet fra domstolene. Hvis man ikke forbyder det religiøse tørklæde, hvad bliver så det næste? Slør? Burka? Er det acceptabelt?
Hertil er at sige, at “sagens natur” måske nok kan lukke af for burka og slør. Ikke ud fra en religiøs, men en praktisk betragtning om, at man skal kunne se dommerens ansigt. Men løsningen er måske mere ligetil, end man kunne formode. Burka- og slørklædte kvinder søger næppe dommerjob endsige gennemgår en juridisk uddannelse, men det gør de, der bærer tørklæde. Det er nok den mest relevante forskel.
De politiske argumenter, der er fremført til støtte for sådan en lov, bærer alle diskriminationens kendemærker. Det er ikke tørklædet, men angsten for, hvad en muslim i dommersædet kan finde på. Vil sharialoven og Koranen på den måde snige sig ind i dansk domspraksis? Det er reelt det, man vil beskytte sig imod. Men da man godt ved, at det ikke går at forbyde, at muslimer bliver dommere, forbyder man tørklædet. Mann merkt die Absicht und wird verstimmt.
Justitsministeren vil også lade forbudet gælde korset og andre religiøse symboler og ser derfor afgørelsen som en beslutning om uniformering.
Man indfører i den forbindelse en pligt for dommerne til at bære kappe. Så er det ikke diskrimination, men det hele bare uniformering. Hokuspokus.
Forskellen er bare, at det strider ikke mod den kristnes moral eller religion at undlade at bære kors. Anderledes med tørklædet. Dertil kommer sammenhængen. Det har aldrig været et problem med korset, hverken med eller uden. Altså er det ret let at gennemskue, at forbudet gennemføres for at komme det religiøse tørklæde til livs og dermed undgå, at muslimer bliver dommere.
Dommere skal være neutrale
Den slags kan domstolene godt gennemskue. Det påståede formål om, at dommere skal fremtræde neutrale, er også let at gennemskue. Det er således ikke tanken at udstrække forbudet til domsmænd og nævninge.
Og hvorfor er det så lige, at de ikke skal fremtræde som neutrale? Hvis jeg var den ulykkelige tiltalte, der frygtede afsmitning fra sharialovgivning i dommen, ville jeg være mere tryg ved en professionel dommer med tørklæde. Hun var aldrig blevet udnævnt, hvis hun ikke var stand til at holde sig til gældende lov. Men seks eller ni nævninge med tørklæde ville måske ikke give mig den samme følelse.
I øvrigt er argumentationen, om at de skal fremtræde som neutrale, absurd. De skal være neutrale. Og til sidst kan man ikke lade være at tænke på Grundtvigs snurrige argument: Hvad nu hvis de blot lægger tørklædet for at snige sig ind i dommerstillingerne? Disse mennesker fra “dette oprindeligt ganske fremmede og asiatiske Folk”.
Man kan forestille sig, at justitsministeren har ladet sig inspirere af højesteretsdommen fra 2005 om tørklædeforbudet i Føtex. Her accepterede Højesteret, at et tørklædeforbud for Føtex’ kassedamer ikke var i strid med lov om forbud mod diskrimination på arbejdsmarkedet og menneskeretskonventionen. Det var blot et udslag af et generelt uniformeringskrav.
Men der er en forskel. Grundloven omhandler borgerlige rettigheder, herunder adgangen til offentlige embeder. Det er noget andet end den begrænsning, der følger af at blive afskåret fra muligheden for at blive kassedame i Føtex. Dertil kommer, at grundloven for en enkelt gangs skyld går videre end menneskeretskonventionen. Den taler i første række om adgangen til at udøve sin religion. Grundloven indrømmer lige adgang til borgerlige rettigheder herunder offentlige embeder. Grundloven var slet ikke på tale i Føtexsagen. Vi har endnu til gode at vide, hvordan Højesteret fortolker den.
Kommer loven for en domstol?
Men spørgsmålet er, om der nogensinde kommer en afgørelse.
Vil der nogensinde komme en sag, og vil domstolene i givet fald prøve spørgsmålet? Domstolene plejer at være yderst tilbageholdende med at prøve loves grundlovsmæssighed. Men det skete i sagen om loven om statsstøtten til Tvind.
Man må nok formode, at domstolene i en sag om mindretalsbeskyttelse og diskrimination er villige til at læne sig lidt længere frem end i sager om økonomisk omfordeling i samfundet.
Vi er langt væk fra sagerne om lensafløsningen. Der ville Højesteret ikke kritisere de love, som Folketinget gennemførte til opfyldelse af løfteparagraffen i grundloven om afskaffelse af adelens økonomiske særstilling på landets største jordejendomme. I den situation blandede de sig ikke i det politiske skøn.
Her drejer det sig om at beskytte individets ret og frihed. Med tørklædeforbudet vil regeringen endvidere blande sig i domstolenes forhold. Man kan gå så langt som til at sige, at det er et skridt i retning af at krænke domstolenes selvstændighed. Det gør ikke nødvendigvis loven ugyldig i sig selv, men det gør måske domstolene mere villige til at efterprøve, om den holder sig inden for grundlovens grænser.
Nu må man jo se på, hvad der står i loven, når den kommer, og en sag for domstolene er ikke uden tekniske problemer. Men det gælder alle større principielle sager.
I 1996 afsagde Højesteret en kendelse, som brød med alle tidligere tiders faste opfattelse (sagen om afgivelse af suverænitet i Maastricht-traktaten, red.). Opfattelsen gik indtil da ud på, at enkeltborgere ikke kan stævne staten til prøvelse af spørgsmål, som ikke angår dem selv direkte.
Og hvem angår en lov om tørklædeforbud for dommere direkte? Ingen, hvis man tager begrebet i den helt snævre forstand. Den muslimske pige, der er jurist og går med tørklæde, kommer ikke i en situation, hvor hun bliver nødt til at tage tørklædet af. Hun har opgivet dommerkarrieren længe inden. Skulle den gamle praksis følges, ville der aldrig blive en prøvelse af spørgsmålet ved domstolene, fordi der aldrig ville være en person, der var direkte berørt og dermed kunne få prøvet sagen for en dommer.
Man kan få den ubehagelige tanke, at justitsministeren vil holde domsmænd og nævninge uden for forbudet, fordi risikoen for, at de insisterer på at bære tørklæde, er meget større; og så kommer der en situation, hvor domstolene uden for enhver tvivl kan prøve spørgsmålet. Men jeg er overbevist om, at justitsministeren ikke har tænkt i de baner.
Men Højesteret har ændret den gamle stramme praksis en lille smule. I den omtalte sag fra 1996 accepterede Højesteret, at en kreds af borgere kunne anlægge sag mod statsministeren for at få prøvet, om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union var i overensstemmelse med grundloven. Højesteret lagde vægt på, om tiltrædelsen af traktaten indebar “overførsel af lovgivningskompetence inden for en række almene og væsentlige livsområder og derfor i sig selv er af indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed.”
Det svarer ikke til situationen i en tørklædesag. Men for det første skal sagen ikke anlægges af “almindelige” borgere men af en kvindelig muslimsk juridisk kandidat, der må se sit karrierevalg begrænset. For det andet har Højesteret med denne kendelse betrådt en ny vej. Så må det vise sig, hvor lang eller hvor bred denne vej er.
Imidlertid ville det være at foretrække, hvis lovforslaget aldrig blev fremsat. Man må håbe, at Justitsministeriets jurister overbeviser ministeren om, at en lov med det indhold strider mod grundloven. Det må da også være fristende for ministeren at afvise Dansk Folkepartis antimuslimske krav om tørklædeforbud med noget så dansk som Grundtvig.