Anmeldelser af juridiske bøger er ikke det papir værd, de er skrevet på, fordi de er alt for venlige, lyder opråb fra jurister. Ukritiske anmeldere svigter deres opgave.
Af Carsten Juul, journalist, cand.jur.
Man kan inddele anmeldelser af juridiske bøger i fire kategorier:
Festtaleanmeldelsen der salvelsesfuldt roser forfatteren og værket.
Den kollegiale anmeldelse, der trods enkelte overfladiske indvendinger som regel afslutter med varmt at anbefale bogen til alle, der arbejder med emnet i teori og praksis.
Endelig er der produktomtalen, der kapitel for kapitel refererer indholdsfortegnelsen og lige så godt kunne have været skrevet af forlagets tekstforfattere.
Den fjerde kategori – den saglige og kritiske anmeldelse – er den sjældne kategori, så sjælden at nogle mener, der er tale om en afart.
- Det er ejendommeligt, eftersom jurister jo er kendt for at gå og rakke hinanden ned i tide og utide, siger Lennart Lynge Andersen, professor, lic.jur. og redaktør af Erhvervsjuridisk Tidsskrift, der har erklæret åben krig mod vattede anmeldelser.
- Nærværende korte omtale kan naturligvis langtfra indrømme forfatteren fuld kredit for det værdifulde, indholdsmættede, konstruktive og perspektivskabende arbejde, sådan skruer festtaleanmelderne sig rørt og selvsmagende op i det høje leje, hvor forfatterne nærmest udråbes som juridiske helte.
-Ingen, der i teori eller praksis beskæftiger sig med området, vil kunne gøre sit arbejde forsvarligt uden at benytte den, proklamerer de kollegiale anmeldere glødende af begejstring.
Og skulle der være enkelte kritikpunkter, er det ikke værd at gå i detaljer og ødelægge en fortræffelig forfatters gode humør: “Trods de nævnte indvendinger er der utvivlsomt tale om en vellykket lærebog. Værket kan varmt anbefales til alle, der arbejder med emnet i praksis.”
Lennart Lynge Andersen er grundigt træt af den slags anmeldelser:
- Anmeldelserne er næsten altid venlige – næsten aldrig konstruktive, siger han og sukker opgivende.
- De er ikke det papir værd, de er trykt på, og det skyldes, at man ikke får noget væsentligt at vide om bogen, kun at den anbefales til “Gud og hvermand”.
Bedst på spidsen
Formålet med en boganmeldelse er at give læseren en objektiv, saglig vurdering af værket, så vedkommende alene på det grundlag kan beslutte, om bogen er værd at købe. Mange, der måske allerede har anskaffet sig bogen, læser også anmeldelser for at se, om de er enige eller uenige med anmelderen, men der er ikke meget at komme efter, hvis anmelderen hverken er kritisk eller begrunder sin lovprisende omtale.
- Jeg vilde svigte min Pligt som Anmelder, dersom jeg ikke fremhævede, at Afhandlingen i formel Henseende i usædvanlig Grad giver Anledning til Anker, skrev Julius Lassen, professor ved Københavns Universitet i en anmeldelse i Tidsskrift for Retsvæsen i 1895, hvor han var ude med riven og lemlæstede den juridiske forfatter:
- Fremstillingen er utilladelig vidtløftig, ofte uklar og uordentlig. Selvmodsigelser ere ikke sjældne, og der er overmaade mange Gjentagelser, tordnede han.
Lassens anmelder-credo og håndgribelige kritik kunne udmærket tjene som inspiration for anmeldere, uanset om de anmelder skøn- eller faglitteratur.
- Selv om der er forskel på skønlitteratur og faglitteratur, fordi skønlitteratur er mere oplevelsesbaseret, er grundkvaliteterne i en god anmeldelse de samme, siger Jakob Levinsen, litteraturredaktør på Jyllands-Posten.
For ham formidler en god anmeldelse bogens hovedpointer, den er diskuterende og argumenterende og tager selvstændig stilling.
- Og så tør den sætte tingene på spidsen, hvor de som regel står bedst. Det er nogle af de elementer, der adskiller en anmeldelse fra en produktomtale, siger han.
Peter Christensen, litteraturredaktør på Politiken, peger på, at der i en anmeldelse, uanset om den er positiv eller negativ eller midt imellem, skal være så tilpas mange vurderinger og argumenter, at læseren kan følge med og gennemskue, hvorfor anmelderen er kommet frem til resultatet i sin anmeldelse. Hvilket er fuldstændig umuligt i de anmeldelser, hvor skribenten remser indholdsfortegnelsen op og krydrer teksten med et par indvendinger og så alligevel ender med udgangsformuleringen:
- Alt i alt kan det konstateres, at bogen på allerbedste måde lever op til det lære/håndbogsideal, som kan opstilles ud fra et praktisk anvendelsesperspektiv.
Som om konklusionen er objektiv og tvinger sig igennem på grund af en ubrydelig logisk og sammenhæng med nogle præmisser, som læseren bare ikke har adgang til. Den slags allround skamros vil Erhvervsjuridisk Tidsskrift til livs.
I det første nummer af det nu to år gamle tidsskrift lyder besværgelsen i forordet sådan:
- Hvad angår boganmeldelser vil vi ikke nøjes med en summarisk omtale af bogen. Vi satser på anmeldelser, der giver konstruktive og relevante oplysninger om værket til læserne og viser anmelderens holdning til værket – gerne kritisk. Anmeldelser hvis væsentligste indhold er bygget op omkring ordet “værktøj” eller vendinger à la “kan anbefales til (Gud og hvermand)” vil blive høfligt afvist.
Det er – rent faktisk – talt ud af Lennart Lynge Andersens mund. Ifølge ham er den gode anmeldelse den, hvor man – ud over basale oplysninger om, hvorvidt det er en lærebog, håndbog eller lovkommentar – får at vide, hvad den i hovedtræk handler om.
- Og så skal man have noget at vide om kvaliteten, om det er et emne, som forfatteren har gjort noget ud af, eller om det reelt er en gengivelse af noget, man har set tidligere. Og så skal man vide noget om bogens relevans for den gruppe, som bogens forfatter påstår, at bogen henvender sig til – det er meget vigtigt, siger Lynge Andersen.
Hudløst ærlig og personlig
Forskellen på at skrive i et fagtidsskrift og i et dagblad er, at man kan skrive længere i fagtidsskriftet, hvor man også kan sætte forudsætningsniveauet væsentligt højere. Anmelderen kan argumentere dybere og har plads til at dokumentere sine pointer i et helt andet omfang end i dagbladsregi.
Alligevel mener redaktøren af Ugeskrift for Retsvæsen, at netop pladsen sætter begrænsninger for den kritiske anmeldelse.
- Problemet er, at anmelderen er nødt til at komme med sine mellemregninger, hvis han virkelig vil sable et værk ned. Derfor kan det være nødvendigt at skrive en anmeldelse på 20 sider, hvis kritikken skal være troværdig, siger professor, dr. jur., Mads Bryde Andersen, der vedvarende forsøger at si de lallende ligegyldige anmeldelser fra.
- Hvis en anmeldelse slet ingen bedømmelser indeholder, antager jeg den ikke, den slags omtaler kommer ind under rubrikken “Litteratur modtaget af redaktionen,” siger han.
Mads Bryde Andersen peger på et andet problem, der består i, at nogle anmeldere er så hudløst ærlige i deres bedømmelser, at anmeldelsen går hen og bliver personlig.
- Hvis det handler om at kritisere, kan man da så ikke forsøge at fremlægge sin kritik så hensynsfuldt som muligt, når man nu ved, at det vil støde forfatteren, spørger han og giver udtryk for et synspunkt, som formentlig vil sænke anmeldelsens underholdningsværdi. Mange af dem er i forvejen dræbende kedelige.
Spørgsmålet er, om anmeldere ikke tør være kritiske, fordi de er kolleger eller engang har læst sammen eller sidder på samme institutgang. Det afvises over en bred front. Lennart Lynge Andersen ved dog, hvorfor kvaliteten er så ringe.
- Det er, fordi de laves i sidste øjeblik – der er ingen tvivl om det.
Nyt afsnit om bøger i Advokaten
Advokatens læsere får fremover bedre muligheder for at holde sig ajour med de nyeste juridiske bogudgivelser.
Vi opprioriterer de kritiske anmeldelser af bøger og kombinerer anmeldelserne med et overblik over juridiske bøger, som er udkommet siden sidste nummer af magasinet. Overblikket indeholder alle de nødvendige fakta om udgivelserne til, at de kan findes hos den lokale boghandler. Og samtidig har vi gennemgået udgivelserne og udvalgt tre bøger, som vi mener, fortjener ekstra opmærksomhed og som derfor omtales kort.
Vi indfører desuden et kodeks for vores anmeldelser, som skal sikre, at værkerne aldrig anmeldes kritikløst eller overfladisk, men derimod skal sikre læserne en reel indsigt i, om bogen ifølge anmelderen har faglige mangler eller rammer skævt i forhold til den erklærede målgruppe.