Borgerne kan ende med, at deres principielle retssager får en dårligere behandling efter de nye regler. Tallene tyder på, at alt for få sager sendes til landsretten. Og muligheden for, at flere dommere kan behandle en sag, bør anvendes oftere.
Af René Offersen, advokat, LETT
Samlet giver domstolsreformen fra 2006 sikkert retssikkerhedsmæssige gevinster, men der er også omkostninger ved reformen. Det er i høj grad op til advokaterne at sikre, at omkostningerne for borgerne bliver så små som muligt. Domstolsstyrelsens statistik for 2007 tyder på, at advokaterne endnu ikke er på fuld omgangshøjde med at få principielle sager henvist til landsretterne. Advokaterne bør også sikre kollegial behandling i flest mulige byretssager.
Før domstolsreformen kunne sager om over en million kroner samt sager om prøvelse af afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans anlægges ved landsretten som førsteinstans. Siden 1. januar 2007 har alle civile sager efter retsplejelovens § 224 skullet anlægges ved byretten, dog kan visse specialsager stadig anlægges ved Sø- & Handelsretten.
Ændringerne har betydning for kvaliteten af konfliktløsningen:
Landsretsbehandling i førsteinstans gav adgang til direkte anke til Højesteret. Synbarheden af Højesteret i den nærmeste horisont forhøjede ganske givet kvaliteten. Generelt bedømt er landsdommere bedre fagligt kvalificeret end byretsdommere. I landsretten pådømmes sagerne af et kollegialt organ – det er et godt værn mod fejl, at det dunkelt tænkte gennemgås af seks øjne i stedet for to, og værdien af tre bedre kvalificeredes fælles tankevirksomhed er også højere. Koncentrationen af større sager hos landsretterne understøttede pådømmelse af dommere med erfaring i komplekse sager.
De retssikkerhedsmæssige omkostninger, der kan være ved reformen, skulle gerne opblødes ved reglerne om adgangen for byretten til henvisning til landsretten og nyskabelsen med muligheden for kollegial behandling i byretten. Det sidste først.
Nyskabelse
Efter retsplejelovens § 12 består muligheden for kollegial behandling i byretten, når sagen enten er principiel, når udfaldet kan få væsentlig betydning for andre end parterne, når sagen frembyder særligt omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål, eller når sagens karakter i øvrigt undtagelsesvis gør behandling påkrævet.
Bestemmelsen er modelleret over henvisningsreglen, der gjaldt indtil domstolsreformen, men der er gjort væsentlige begrænsninger i anvendelsesområdet. Sikkerhedsventilen om sagens karakter er en nyskabelse.
Sager bør som absolut hovedregel slutte i førsteinstans. Det er ofte uhensigtsmæssigt at lade en enkelt dommer uden kollegial sparring udrede trådene i vanskelige sager. Ud over domskonklusionen skal hovedforhandlingen have efterladt tillid til dommerens forberedelse og forståelse af sagen, og dommens sagsfremstilling og begrundelse skal være rigtig og dækkende.
Valget af dommer i byretterne beror på retspræsidenten. I forarbejderne til domstolsreformen omtales sagsfordeling efter ‘løbenumre’ som sagligt kriterium. Selv om parterne i voldgiftssager kan sikre sig en højt kvalificeret opmand, vægrer de fleste advokater sig mod at anbefale, at tvisten afgøres af en enkelt opmand uanset de omkostningsmæssige fordele – og forklaringen er ikke kun manglende ankemulighed.
Advokater bør begære kollegial behandling, hvor betingelserne måske er opfyldt. Tvivl bør komme borgeren til gode og give sig udslag i begæring om kollegial behandling, idet principielle sager dog bør søges henvist.
Myndigheder skærmes
I retsplejelovens § 12 savnes almindelig adgang til kollegial behandling, hvor sagen involverer store økonomiske værdier, eller det offentlige er part. I første omgang tror man, det beror på fejl, da disse kriterier jo var gældende for henvisningsadgangen før domstolsreformen, selv om landsretten dengang i forvejen var førsteinstans i de fleste større sager.
Enhver med berøring med det virkelige liv ved, at pengene betyder en hel del for processen. Det er vel også en af forklaringerne på, at værdigrænser ellers siden retsplejeloven fra 1916 havde haft betydning for domstolenes saglige kompetence.
Det beror overraskende på vel berådet hu, at sagens værdi ikke kan begrunde kollegial behandling. Retsplejerådet anførte, at “sagens værdi ikke i sig selv er et hensigtsmæssigt kriterium for, om der skal ske kollegial behandling.” En noget overfladisk begrundelse for at smide næsten 100 års lovtradition over bord til skade for borgernes retssikkerhed; hvis den da overhovedet opfylder kravene til en begrundelse.
Tidligere havde Retsplejerådet øje og større respekt for pengenes betydning, herunder at ignorering heraf vil føre til flere voldgiftssager. Domstolene skal kunne tilbyde beregnelig, troværdig konfliktløsning, hvis advokater forsvarligt skal afstå fra at anbefale erhvervslivet voldgift i stigende omfang. Domstolene må ikke udvikle sig til primært at løse konflikter mellem private og at afgøre forvaltnings- og straffesager.
Tilsvarende er også udeladelsen af sager mod det offentlige resultat af bevidste valg. Hvor visse sager mod det offentlige før obligatorisk var landsretssager, er det altså nu end ikke i sig selv tilstrækkeligt til måske at kunne opnå kollegial behandling. Mærkeligt.
Som begrundelse anførte Retsplejerådet, at byretterne i dag besidder den fornødne uafhængighed, også når retten sættes af en enkelt dommer, til at afvæbne svundne tiders bekymring herfor og forestillinger om behov for skærpede krav til selvstændig indsats fra rettens side.
Også før domstolsreformen frembød sager mod det offentlige særlige udfordringer. Det var f.eks. i sig selv noget af en kamel at sluge for borgeren at møde op i landsretten i sager mod Naturklagenævnet, hvor nævnets afgørelse var truffet under medvirken af højesteretsdommere. Fremover kan borgeren så håbe på, at den enlige byretsdommer har større ungdommeligt mod og fremtidstro i sådanne sager, når borgeren udnytter sin grundlovssikrede ret til at få prøvet øvrighedsmyndighedens grænser.
Det er ikke nok, at byretsdommere føler sig uafhængige. Borgeren skal også have tillid til, at det er sådan; uafhængigheden skal fremtræde troværdig. Jo højere man kommer i domstolssystemet, des tydeligere fremtræder uafhængigheden.
Principielle sager
Adgangen til henvisning efter retsplejelovens § 226 er indskrænket til sager af ‘principiel karakter’. Reglen er især givet ud fra overvejelser om, hvad Højesteret bør beskæftige sig med, således som det blev udtrykt i Højesterets høringssvar fra 1994 om Højesterets naturlige rolle.
Justitsministeriets motiver til retsplejelovens § 226 efterlader et indtryk af et relativt eksklusivt område for det siden 1976 kendte henvisningsbegreb for principielle sager.
Signalerne fra Højesteret peger ikke i retning af en restriktiv opfattelse af, hvad der skal til, for at en sag er af principiel karakter:
I høringssvaret fra 1994 gjorde Højesteret tankevækkende bemærkninger om, at henvisningsstatistikken efter 1989-reformen tydede på, at den dagældende henvisningsregel “kun i ret beskedent omfang” sikrede, at principielle sager henvistes. Bemærkningerne skal læses i lyset af, at hovedparten af de principielle sager i 1989-94 som følge af de almindelige regler om retternes saglige kompetence startede i landsretten, og der var videregående henvisningsadgang.
Jørgen Nørgaard brugte i Juristen 2001.65 udtrykket ‘adskillige’ om antallet af principielle skattesager i Højesteret påanket efter den gamle ordning. Henset til, at Skatteministeriet meget sjældent anker, skal de ‘adskillige’ principielle sager alt overvejende findes blandt borgernes anker.
Højesterets flertal lagde i UfR 2008.694 H vægt på parternes ‘samstemmende opfattelse’ som præmis for at anse sagen for principiel, hvilket er i tråd med Advokatrådets anbefaling i dets høringssvar om retsplejelovens § 226. Også i UfR 2007.2924 Ø synes landsretten at have været for restriktiv.
Et vigtigt kriterium for, om sagen er af principiel karakter, må fortsat være, om sagen med ‘rimelighed’ (bet. 773/1976 s. 24) bør finde sin afslutning i Højesteret. Er der tvivl om sagens principielle karakter, bør byretten derfor imødekomme anmodning om henvisning.
Styrtdyk
I 2007 blev der henvist 141 sager til landsretterne. I 2005 og 2006 blev der efter den gamle ordning som førsteinstans anlagt 1404 og 1490 sager ved landsretterne. Og da startede de fleste principielle sager ved landsretten som førsteinstans. Landsretternes andel af nye sager faldt altså i 2007 til 10 procent af de foregående års.
Det kan ikke være at tage munden for fuld at påstå, at der savnes henvisningsbegæringer i principielle sager. Ansvaret er advokaternes.
Retspolitisk må det snævre område for byrettens mulighed for henvisning kritiseres. For at tilgodese borgernes retssikkerhed allerede i førsteinstans bør Højesteret pådømme særligt betydningsfulde sager, som er henvist til landsretten i førsteinstans efter konkret skøn, selv om sagerne ikke er principielle. Domme fra Højesteret har i øvrigt ofte værdi for retsudviklingen og retsenheden, selv om den konkrete sag ikke fremstod som principiel. Højesterets formuleringer læses nidkært og bidrager hver for sig til det samlede billede. Henvisningsadgangen i § 226 bør udvides med sagens økonomiske værdi, kompleksitet og sager mod det offentlige. Som det mindste bør der gives en sikkerhedsventil, ligesom der er i retsplejelovens § 12 om kollegial behandling.
Instansordningen
Instansordningen i civile sager er blever ændret, så alle sager som udgangspunkt skal anlægges ved byretterne i førsteinstans.
Formålet er blandt andet at sikre en mere hensigtsmæssig ressourceanvendelse ved domstolene, så Højesteret i højere grad kan koncentrere sig om at behandle de mere principielle sager. Ændringen er trådt i kraft den 1. januar 2007 og betyder blandt andet:
- At alle sager som udgangspunkt skal anlægges ved byretten.
- At byretten efter anmodning i visse tilfælde kan bestemme, at sagen skal behandles med 3 dommere (kollegial behandling).
- At byretten efter anmodning kan henvise sager af principiel karakter til behandling i landsretten som førsteinstans, dette kan eksempelvis være en sag om prøvelse af en afgørelse truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans.
Kilde: Domstolsstyrelsen.