Der er brug for større opmærksomhed om, hvordan enkeltsager fører til uigennemtænkt lovgivning. Og vi bør lade os inspirere af EU, som i højere grad sætter dato på, hvornår vedtagne love skal revideres.
Af Kim Haggren, advokat, Dansk Industri
Jeg havde for nylig en sjælden lejlighed til at bruge en hel arbejdsdag på at diskutere begrebet retssikkerhed. Det var i forbindelse med Advokatrådets retssikkerhedsdag, hvor jeg var inviteret til at holde et oplæg om Dansk Industris (DI) syn på den aktuelle situation for retssikkerheden i Danmark. Det var en spændende og udbytterig dag, der bekræftede, at der er mange gode kræfter, som arbejder for en forbedret retssikkerhed for borgere og virksomheder.
Men dagen satte også fokus på de problemer for retssikkerheden, som jeg personligt desværre også oplever i min dagligdag.
Som advokat i Dansk Industri har jeg kontakt til mange virksomheder i konkrete juridiske sager og er samtidig på vegne af DI en aktiv deltager i lovgivningsprocessen. Som et led i mit arbejde i DI har jeg gennem de seneste år oplevet en klar tendens til, at der i højere og højere grad indføres lovgivning, hvor myndighederne gives øget mulighed for kontrol og overvågning af både borgere og virksomheder.
Dette er efter min opfattelse en tendens, som et velfungerende retssamfund skal være meget påpasselig med.
Huhej-lovgivning
Indførelsen af lovgivning med flere kontrolmekanismer og øget overvågning kan naturligvis i visse tilfælde være nødvendige til beskyttelsen af borgere og samfundet. Problemet består imidlertid i, at der i flere tilfælde ikke synes at blive foretaget tilstrækkelig grundige overvejelser og undersøgelser, før denne begrænsende lovgivning indføres.
Samtidig oplever jeg også en klar stigning i lovgivning, der er fyldt med deciderede fejl og mangler, hvilket igen resulterer i forøget retsusikkerhed for den enkelte borger og virksomhed.
En af årsagerne til denne uheldige udvikling for retssikkerheden kan være, at enkeltsager – det være sig kriminelle handlinger begået af borgere eller enkelte virksomheder – synes at nyde stor politisk bevågenhed. Som omtalt skal samfundet iværksætte nødvendige tiltag for at stoppe ulovligheder, men en vigtig del af retssikkerheden er også, at tiltag skal ramme konkret og være proportionale.
Det er tilsvarende et problem for retssikkerheden for særligt virksomhederne, at der er flere retsområder, hvor den ene store lovreform næsten ikke har nået at træde i kraft, før den næste iværksættes. De berørte virksomheder – og deres rådgivere – har på denne baggrund ikke en reel mulighed for at indrette sig på lovændringerne, hvilket selvsagt skaber problemer for den enkelte virksomheds retssikkerhed.
En løsning på disse udfordringer for retssikkerheden kunne være at inddrage de relevante aktører i lovforberedelsen i højere grad, end tilfældet er i dag. Efter min opfattelse kunne man derfor med fordel på flere retsområder nedsætte lovforberedende udvalg med relevante eksterne aktører. De åbenlyse fordele ved inddragelse af eksterne aktører er, dels at disse aktører kan bidrage med vigtig praktisk viden til gavn for det lovforberedende arbejde, dels at sikre den kritiske og grundige dialog om udformningen af det konkrete lovforslag, før det foreligger i en endelig form.
Et godt eksempel på disse fordele er arbejdet i forbindelse med den igangværende modernisering af selskabsretten. Den danske selskabslovgivning har været præget af knopskydning på knopskydning gennem de seneste mange år, hvilket selvsagt har bevirket, at mange virksomheder har haft problemer med at forstå deres retsstilling. Dette har skabt unødvendige konflikter både i forhold til private parter og myndighederne.
Det forenklingsarbejde af lovgivningen, der nu er igangsat med deltagelse af alle relevante aktører baseret på grundige analyser, vil derfor utvivlsomt bidrage til en forbedret retssikkerhed for virksomhederne.
Slag i Bruxelles
I de tilfælde, hvor udvalgsarbejder efter min opfattelse med fordel kunne være nedsat, men hvor det ikke sker, hører jeg ofte den forklaring, at det drejer sig om en EU-implementering, eller at det af andre årsager er nødvendigt, at lovprocessen skal gå lidt hurtigt.
Helt overordnet er det min opfattelse, at der ikke er nogen lovgivning, som – uanset om det er EU-lovgivning – ikke vil kunne afvente en ordentlig gennemarbejdning i f.eks. et udvalg med de relevante aktører.
Det er dog indiskutabelt, at muligheden for at manøvrere helt frit er begrænset i forbindelse med implementering af EU-retsakter, som i dag udgør langt størstedelen af lovgivningsprocessen.
Det bør derfor overvejes om slaget for sikring af de retssikkerhedsmæssige garantier oftere skal foregå i Bruxelles i stedet for på Christiansborg. Det er min erfaring, at europæiske politikere og embedsmænd i høj grad forholder sig til konkrete retssikkerhedsmæssige problemstillinger, selv om det naturligvis er vigtigt, at man har en så bred indgangsvinkel på problemet som muligt.
Jeg har på vegne af DI flere gange haft gavn af et godt samarbejde med forskellige andre danske aktører i forbindelse med det europæiske lovforberedende arbejde, men det er desværre stadig undtagelsen, at man rejser sammen til Bruxelles og taler retssikkerhedens sag. Jeg tror, at både borgere og virksomheders retssikkerhed i mange sager kunne have gavn af et bedre europæisk samarbejde mellem de danske aktører.
Solnedgangs-klausuler
Der er også den mulighed, at vi i Danmark efter europæisk forbillede kunne indbygge et servicetjek i den enkelte lovgivning. Således er der ofte i EU-retsakter en bestemmelse om, på hvilket tidspunkt den senest skal tages op til revision, dvs. en slags “sunset review-clause" – på dansk kaldet solnedgangs-klausuler. En sådan type af bestemmelse i dansk lovgivning kunne måske bidrage til at overveje tiltagets nødvendighed, og i hvert fald fjerne problematisk lovgivning på et tidligt tidspunkt.
Der er på denne baggrund mange gode grunde til, at Advokatrådet og andre aktører også fremover bør afsætte tid til diskussion af, hvordan vi fortsat sikrer retssikkerheden i Danmark bedst muligt. Det er i hvert fald helt sikkert, at retssikkerheden konstant bliver udfordret, og at vi kun kan bevare den intakt gennem en konstant dialog og en fælles indsats.