I de nye regler om forældremyndighed og samvær samt i den nye forældreansvarslov understreges betydningen af, at børn bliver hørt i forbindelse med myndighedernes behandling af forældres uenighed om forældremyndighed og samvær.
Af Hanne Warming, lektor, RUC, Bibi Wegler, psykolog, Ruben Elgaard, psykolog og Michael Storm, psykolog
Dorte er 7 år. Hendes verden brød sammen for ca. et år siden, da forældrene gik fra hinanden. Forældrene aftalte dengang, at Dorte skulle blive boende hos mor, men komme rigtig tit hos far. Det går bare ikke så godt, for Dorte har det rigtig svært med besøgene hos far. Ikke fordi hun ikke holder af ham, men fordi hun er vred over bruddet, og fordi hun oplever, at mor er ensom, når hun er hos far. Hun oplever det derfor som et svigt mod mor, når hun har det sjovt med far og hans nye kæreste. Når hun kommer hjem fra samvær med far, er det første, hun gør, at lodde stemningen: Er mor mon ked af det? Hvis hun er det, skynder Dorte sig at fortælle, hvor meget hun har savnet hende, samt helst et eller andet negativt om samværet. Efterhånden kan Dorte slet ikke holde ud at tage på samvær. Mor forstår det ikke, men vil ikke tvinge Dorte. Far har en fornemmelse af, hvor meget Dorte er i klemme, men føler sig fuldstændig magtesløs, fordi Dorte ikke vil tale med ham om det. Forældrene henvender sig til Statsforvaltningen for at få hjælp og bliver tilbudt en rådgivningssamtale.
Til rådgivningssamtalen er alle parter indledningsvis inde til en orientering om, hvad der skal foregå. Derefter er det Dortes tur til at tale alene med den børnesagkyndige. Dorte er meget trykket ved situationen. Hun sidder hele tiden og spekulerer på, hvad hun kan sige, og hvad hun skal holde for sig selv. Samtalen mellem den børnesagkyndige og Dorte er relativt kort og fokuseret på at genetablere samværet. Dorte bliver spurgt om, hvor ofte hun har lyst til at komme på samvær hos far, men de kommer ikke ind på Dortes følelsesmæssige konflikter omkring samværet. Dorte svarer hver 14. dag. Dette bliver formidlet videre til forældrene, og de efterkommer Dortes “ønske”. Dorte har det imidlertid slet ikke godt med den nye aftale. Ved et efterfølgende interview fortæller hun:
“Jeg tænkte: ’Åh nej, fordi det er stadig lidt tit at skulle derned. Hun spurgte, hvor tit jeg gerne ville derned. Og så sagde jeg hver anden weekend. Og så spurgte hun, om det skulle være fra fredag eller lørdag, og så sagde jeg fredag. Men jeg fortrød det, jeg havde sagt. Jeg ville i virkeligheden slet ikke ned til min far.”
Grædende forklarer Dorte, at grunden til, at hun sagde hver anden weekend var, at:
“Jeg ville ikke have, at han skulle blive ked af det – men jeg vil heller ikke have, at min mor bliver ked af det.”
Aftalen om samvær hver 14. dag bliver aldrig ført ud i livet, fordi Dorte græder og gemmer sig, når hun skal på samvær. Hun kan mærke, at det gør far vred og ked af det, ligesom hun også selv bliver ked af det, når hun tænker på det. Dorte er meget ulykkelig og kan slet ikke få øje på nogen løsning. Også forældrene føler sig rådvilde og magtesløse, både over ikke at kunne få aftalen til at fungere, og over at se, hvor dårligt Dorte har det.
Børn skal høres
Igennem en årrække har holdningerne til inddragelse af børn i forbindelse med beslutninger om forhold i barnets tilværelse, som har væsentlig indflydelse på barnet, gennemgået væsentlige ændringer. Dette skyldes blandt andet FN’s børnekonvention, som understreger og cementerer opmærksomheden på børns medborgerrettigheder, herunder deres rettighed til indflydelse på beslutninger, der vedrører eget liv. Samtidig har international forskning på området medvirket til at ændre børnesynet, således at børn nu i langt større udstrækning end tidligere betragtes som kompetente aktører i eget liv – aktører, som har indsigt og viden om egen situation og egne behov. Lovgivningen, herunder implementeringen af børns medborgerrettigheder, er på flere områder søgt tilpasset den nye viden. Dette gælder såvel inden for den sociale lovgivning som i lovgivningen om forældremyndighed og samvær.
Som følge af de ændrede holdninger og den nye lovgivning får børn i dag en langt mere aktiv rolle i forbindelse med beslutninger og afgørelser. Børn skal i stor udstrækning høres i spørgsmål, der vedrører dem selv og børnenes udsagn skal tages alvorligt. Hvor der tidligere blev lagt vægt på, at børn skulle være 12 år, før deres udsagn kunne betragtes som troværdige, så har tendensen i en årrække været, at også yngre børn skulle høres og inddrages aktivt i forbindelse med beslutninger om børnenes egen tilværelse.
Risici og potentiale
Helt grundlæggende er udviklingen henimod i langt større udstrækning at lytte til børnenes egne oplevelser, tanker og ønsker positiv. For det første, fordi den tager afsæt i et børnesyn, hvor der tages udgangspunkt i, at børn er selvstændige individer, som har en mening om deres egen tilværelse, og som langt hen ad vejen er i stand til at formulere egne behov og ønsker. Det vil sige, at den anerkender børns medborgerstatus og -rettigheder. For det andet, fordi erfaringer fra samtaler med børn viser, at børn ofte har en viden og indsigt, som er langt større, end de voksne omkring barnet er klar over, og som er vigtig for at kunne tage beslutninger til barnets bedste. Dette gælder ikke mindst børn, der befinder sig i konfliktspændingsfelter mellem de voksne. Disse børn udvikler ofte meget fintfølende “antenner” over for omgivelserne i deres forsøg på at forstå, beherske og kontrollere en til tider uoverskuelig tilværelse. Dette bekræftes i en undersøgelse af børnesamtaler i i et tidligere statsamt (Warming 2002), hvor det fremgår, at det at lytte til disse børn i bedste fald kan medvirke til aflastning af barnet, idet barnet får nogle at dele sin viden og tanker med, såvel som til, at de voksne omkring barnet kan få et bedre beslutningsgrundlag og dermed bedre mulighed for at træffe beslutninger, der kommer så tæt på barnets bedste som muligt.
De positive aspekter ved at inddrage børn kan således være at:
- Barnet oplever at blive taget alvorligt og får mulighed for at give udtryk for behov og ønsker.
- Fokus kan flyttes fra forældrenes konflikt til barnets behov.
- Barnet kan opleve lettelse ved at kunne tale om problemer og samtalen kan virke
forløsende. - Barnet får mulighed for at opleve, at konflikter kan løses.
- Beslutninger påvirkes også af barnets holdninger og ønsker.
Men inddragelsen af børn i forbindelse med beslutninger om forældremyndighed, samvær og bopæl kan også indebære en række dilemmaer og modsætningsforhold, som de myndigheder og fagpersoner, der behandler disse sager og inddrager børnene aktivt i sagsbehandlingen, nødvendigvis må forholde sig til. I værste fald kan inddragelsen af børn føre til en række negative konsekvenser såsom at:
- Barnets oplevelse af at befinde sig i en loyalitetskonflikt mellem forældrene
forstærkes, og barnet kan blive bange for at udtale sig. - Barnet oplever ikke at blive lyttet til eller taget alvorligt.
- Barnet bruger energi på at balancere i konfliktfeltet mellem forældrene og fokuserer mere på forældrenes reaktioner end på egne behov og ønsker.
- Barnets udtalelser/holdninger bliver efterfølgende “brugt” mod barnet af forældrene.
- Barnet påvirkes af forældrene.
Historien om Dorte er et eksempel på en børnesamtale, som ikke formår at give de voksne et bedre beslutningsgrundlag, men i stedet belaster barnet ved, at hun bliver (ene)ansvarlig for håndtering af et problem, som dybest set er forældrenes: moderens sorg over bruddet og i forlængelse heraf belastningen af relationen mellem Dorte og faderen. I antologien “Børn som informanter” skriver professor Per Schultz Jørgensen (2000) netop om denne problematik i forbindelse med høring af børn:
“Selvfølgelig rummer selve perspektivet om børns deltagelse også, hvad man må opfatte som faremomenter. Altså noget i retning af, at vi kan komme til at forstærke en risikofyldt selvstændiggørelse af børn, vi kan svække i forvejen svage relationer og på den måde udvide individualistiske træk i vores tidsperiode.”
De “dårlige historier” – eller mere abstrakte iagttagelser af risici ved høring og inddragelse af børn – kan umiddelbart mane til forsigtighed og måske endda ligefrem initiere tvivl om hensigtsmæssigheden af de nye lovgivningsmæssige tiltag. Det er imidlertid ikke hensigten med denne artikel, idet der som tidligere påpeget også er store potentialer for omsorg for barnet i børnesamtalen såvel som for bedre beslutningsgrundlag med henblik på beslutninger, der kommer så tæt på barnets bedste som muligt. Det vigtige spørgsmål må derfor være, hvordan man sikrer, at de gode intentioner i forbindelse med inddragelse af børn og de potentialer, der ligger i børnesamtalen, indfries?
Ved vi hvordan vi gør det?
Den nye lovgivning på det familieretlige område betyder, at et stort antal børn kommer til samtale i forbindelse med myndighedernes behandling af tvister mellem forældrene, og at denne samtale hovedsagelig varetages af børnesagkyndige. Det er en særdeles positiv og nødvendig udvikling, som forhåbentlig resulterer i, at børnene oplever at blive lyttet til, samt at der tilvejebringes et bedre grundlag for at tage beslutninger, som bliver til barnets bedste. Men ved vi, om det er tilfældet?
Der eksisterer forbløffende lidt viden og forskning på området. Familiestyrelsen har årlige statistiske opgørelser over, hvor mange børn der høres og inddrages i forbindelse med familieretssager, og Mai Heide Ottesen har med udgangspunkt i journalmateriale lavet analyse af børns synlighed i sagsbehandlingen og hvilken status børnene tillægges (2004). I international sammenhæng er der en del analyser og diskussioner af såvel risici som etiske aspekter ved inddragelse af børn. Imidlertid glimrer anlyser af, hvordan man bedst muligt støtter barnet under og efter samtalen, så det positive potentiale udfoldes og risici minimeres, ved deres fravær. Hanne Warmings undersøgelse fra 2002 er en undtagelse, men denne begrænser sig til 22 børnesamtaler i et enkelt (tidligere) statsamt og omfatter kun en delmængde af de forskellige typer af børnesamtaler, som finder sted på det familieretlige område.
Det er således meget begrænset forskning, der kvalitativt analyserer, på hvilken måde og i hvilke sammenhænge børn bedst kan inddrages. Der er derfor behov for mere omfattende kvalitatiav forskning, som inddrager hele det familieretlige område, og hvor nye såvel som etablerede metoder og praksisser med inddragelse og høring af børn afprøves og evalueres. En sådan forskning er et nødvendigt udgangspunkt for kvalificeret uddannelse af dem, der skal varetage børnesamtalerne, og dermed for udviklingen af en god – og perspektivrig – praksis på området.
Fakta
I lov om forældremyndighed og samvær, § 29 bekendtgøres, at: “Statsforvaltningen skal tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling ved uenighed om forældremyndighed og samvær.”
I samme paragraf stk. 1 og 2 bekendtgøres vedrørende samtaler med børn: “Er et barn fyldt 12 år skal der, før der træffes afgørelse i en sag om forældremyndighed eller samvær, finde en samtale sted med barnet herom. Samtalen kan dog undlades, hvis det må antages at være til skade for barnet eller uden nogen betydning for sagen. Er barnet under 12 år skal der finde en samtale sted, som nævnt i stk. 1, hvis barnets modenhed og sagens omstændighed tillader det.”
I forældreansvarsloven § 34, stk. 1 og 2 udtales, at: “Barnet skal inddrages under en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv. Forpligtelsen til at inddrage barnet direkte i sagen gælder ikke, hvis det må antages at være til skade for barnet, eller hvis det må anses for unødvendigt efter sagens omstændigheder.”
I § 35 i samme lov siges om barnets adgang til at henvende sig til statsforvaltningen: “Et barn, der er fyldt 10 år, kan anmode statsforvaltningen om at indkalde til et møde om forældremyndigheden, barnets bopæl eller samvær.”