Det franske retsvæsen undergår en forvandling, hvor de største virksomheder vælger mediation fremfor retssager.
Af Rasmus Lindboe, pressechef, Advokatsamfundet
Kan mediation være for retsvæsenet, hvad e-mailen har været for den skrevne kommunikation mellem mennesker?
En moderne, nem og billig udgave af det oprindelige udgangspunkt – konfliktløsning mellem to parter.
Lidt den effekt oplever franske advokater og virksomheder i hvert fald i disse år, hvor mediation for alvor er slået igennem i gallernes retssystem.
Men succesen – vi vender tilbage til, hvorfor det er en succes – er ikke kommet bare af sig selv. Der ligger et massivt benarbejde og et tæt samarbejde mellem advokater, virksomheder og politikere til grund for, at mægling nu har vundet indpas.
Et afgørende vendepunkt er det charter, som i 2005 blev underskrevet af de 45 største franske virksomheder – fra benzingiganten Total over L’Oréal til Renault.
- Jeg tror, at det, der skete i Frankrig, var, at man vågnede op til mediation som en god, moderne måde at løse konflikter på, siger advokat og uddannet mediator Helle Frank Jul-Hansen, som er tilknyttet CMAP, der er et selvejende mediationsinstitut under Chambre de Commerce et d’Industrie i Paris (en slags Dansk Erhverv, red.). Hun arbejder desuden som advokat hos advokatfirmaet LexEurope i Paris.
Et tilbud
Omkring hundrede danske virksomheder var i september inviteret til en konference i Dansk Industri for netop at høre om udbredelsen af, og erfaringerne med, mediation i andre lande.
Helle Frank Jul-Hansen, der på konferencen talte om de franske erfaringer, lægger vægt på, at udgangspunktet for succesen har været, at der stadig er tale om et frivilligt tilbud til virksomhederne. Og at det alene er metodens fordele, som får det til at virke attraktivt for virksomhederne.
Virksomhederne fortaber ikke retten til at bringe sagerne for domstolene. De afskæres med charteret ikke fra adgangen til retssystemet. Derfor er retssikkerheden for virksomhederne stadig intakt, mener hun:
- Husk på: Hvad er der at tabe for en virksomhed? Det er fortsat et tilbud. Du går ind og sætter dig ved bordet sammen med en specialist og prøver at tale dig frem til en løsning. Selvfølgelig er der stadig virksomheder, som vil have en principiel afgørelse, som vil have fastlagt domspraksis, siger Helle Frank Jul-Hansen.
- Men de fleste virksomheder kan se, at det er en succes. Omkring 75 procent af de sager, som går til mediation, bliver løst, det er fortroligt, og så er det to vindere, som forlader forhandlingsbordet oven på en veloverstået mediation,
tilføjer hun. Tallene fra mediationsinstituttet CMAP viser også, at det ikke blot er småsager, som virksomhederne sender til mediation. Halvdelen af instituttets sager er om beløb, der ligger over én million danske kroner, oplyser Helle Frank Jul-Hansen.
Tiden var moden
Men hvorfor var tiden moden til den franske landvinding for mediation?
Som med de danske domstole var også de franske ditto præget af langsommelighed. Men til forskel fra Danmark har Frankrig på et langt tidligere tidspunkt introduceret mægling ved domstolene.
I Danmark er forsøget med retsmægling blevet gjort permanent fra den 1. april i år. I Frankrig blev grundprincipperne for mægling skrevet ind i loven i 1995.
Samtidig oplever de franske virksomheder, ifølge Helle Frank Jul-Hansen, at det bliver stadig vanskeligere at løse konflikter ved traditionel brug af retssager.
Hun citerer direktøren for den franske afdeling af General Electrics (GE), som på en konference for nylig sagde, at virksomhederne oplever, at en modpart i dag kan være en forretningspartner eller en klient i morgen.
- Derfor bliver det sværere og sværere for de store selskaber at være engageret i retssager, hvor der skabes en vinder-taber situation, mener Helle Frank Jul-Hansen.
De store virksomheder kunne altså se mediation som et retligt instrument, der både var hurtigere, billigere og som skabte et bedre forhold til virksomhedens partnere. Og med de store virksomheders medvirken engagerede den franske økonomi- og industriminister sig positivt i charterets underskrift. Siden hen er faglige organisationer kommet til og har skrevet under på chartret. I dag er it-sektoren således dækket, både på udbyder- og kundeside. Det samme er sket på området for fast ejendom, hvor f.eks. ejendomsmæglerne har skrevet under på at fremme mediation som et instrument inden for retsvæsenet. Der er således ingen tvivl om, at mediation er kommet for at blive, selvom der også i Frankrig er lang vej igen, førend den overvejende del af erhvervslivets konflikter bliver løst ved mediation.