Spring hovednavigationen over

2007 - Advokaten 8 - Nye kommuner vil samarbejde mere med private

Publiceret: 6. september 2011

LinkedIn ikon Link ikon Prink ikon

Nye kommuner vil samarbejde mere med private
Af Christian Bertelsen, udviklingschef Esbjerg Kommune og formand for Kommunernes Revisions Tænketank i offentlig-privat samarbejde
 
Offentligt-privat samarbejde vil vinde frem i de nye kommuner. Men samarbejdet bliver først for alvor en realitet, når udbudsprocesser bliver mindre krævende, og der bliver større dokumentation om effekterne. Regelforenkling, større koordinering mellem ministerier og styrelser, et Institut for Offentligt-Privat Samarbejde samt en markedsbørs lyder det fra en tænketank.
 
Det offentligt-private samspil har været et fast punkt på den politiske dagsorden i en årrække. I forbindelse med at de nye kommuner bliver etableret og påbegynder strategi- og udviklingsarbejdet for de kommende år har Kommunernes Revisions tænketank i offentligt-privat samarbejde, som består af topchefer og specialister fra det private og offentlige, gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunaldirektørerne om forventninger til samspillet med private i fremtiden.
65 procent af kommunaldirektørerne forventer mere samarbejde med private virksomheder om leverancen af serviceydelser. Det er især inden for det tekniske område, veje, byggeri og miljø, men også ældreområdet, beskæftigelse, it og rengøring er områder med forventet øget privat drift. Der er, som det traditionelt har været tilfældet, de forholdsvis simple serviceområder, som bliver udpeget til privat drift, men det er også interessant at notere sig, at beskæftigelse og miljø er nye områder i kommunerne, som er blevet overtaget fra amterne. Endelig er det et vigtigt resultat, at OPP, som er særlig form for samarbejde, hvor det offentlige lejer bygninger mm. af det private i en årrække forud for overtagelse, forventes udbredt (54 procent).
Det er i høj grad udsigten til at sikre økonomiske forbedringer, som motiverer kommunerne til at vælge private samarbejdspartnere. Samtidig er der forventning om, at øget samarbejde med private kan resultere i større fokus på kvalitet og kvalitetsudvikling. Ca. 60 procent af kommunaldirektørerne tillægger disse forhold betydning. Det er således særligt klassiske dyder om øget produktivitet og kvalitetsforbedringer, som motiverer det private samarbejde, mens hensynet til valgfrihed mellem leverandører og et ideologisk sigte om at benytte flere private virksomheder i et langt mindre omfang får kommuner til at søge privat samarbejde.
Udviklingen sker imidlertid ikke af sig selv. I undersøgelsen bliver der fremhævet en række barrierer for offentligt-privat samarbejde. Udbuds- og kontraktperioden bliver opfattet meget ressourcekrævende, lovgivningen er kompliceret, leverandørmarkedet er ikke altid til stede, og der er ikke i et tilstrækkeligt omfang dokumentation for effekterne af samarbejde.
 
Konkrete forslag
Tænketanken foreslår på denne baggrund en række konkrete indsatsområder:
  1. Der er behov for at gennemføre en forenkling af de regler og love, herunder indbyrdes sammenhænge, som regulerer kommuners samarbejde med private. Denne type rammer er bl.a. udbudsdirektiver, kommunalfuldmagten, indhentning af tilbud i anlægssektoren og lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. De opleves ofte komplicerede og bureaukratiske, hvilket kan reducere kommuners tilskyndelse til at søge private samarbejdspartnere. 
  2. Der skal sikres en større koordinering mellem ministerier og styrelser. Offentligt-privat samarbejde indeholder ofte problemstillinger såsom skat, konkurrenceforvridning og overholdelse af udbudsdirektiverne, der involverer flere myndigheder, og her kan det være ønskværdigt med en større koordinering og dialog på tværs.
  3. Der foreslås etableret et Institut for Offentligt-Privat Samarbejde, som skal have til opgave at fremme samarbejdet gennem bl.a. videnskabelige undersøgelser af eksempelvis dokumentation af effekter, identifikation af de mest oplagte områder at samarbejde om samt løbende forslag om at forbedre rammebetingelserne.
  4. Det anbefales at etablere en markedsbørs – et fælles sted at annoncere alle offentlige udbud, evt. suppleret med muligheder for at annoncere leverandørers tilbud og praktiske erfaringer – med det formål at lette kommuners og privates muligheder for at finde hinanden.  
Tænketanken
To advokater er med i arbejdet i Kommunernes Revisions tænketank. Det er Torben Brøgger, formand for Advokatrådets arbejdsgruppe vedr. OPP fra 2005-2007, og partner i Holst Advokater, og Anker Laden-Andersen, partner i Hjulmand & Kaptain. Sidstnævnte er medlem af tænketankens bestyrelse. Den øvrige bestyrelse består af: Christian Bertelsen (formand), Per K. Mathiasen, kommunaldirektør, Skive Kommune, John Jensen, økonomichef, Svendborg Kommune og Ole Qvist Pedersen, divisionsdirektør, Falck.
 
Læs mere om Kommunernes Revisions tænketank på www.kr.dk/tt.