En nuværende retspræsident og en tidligere ditto er i gang med at indsamle morsomme anekdoter om dommere og historier om livet i de danske retssale til en ny bog. De efterlyser hjælp fra advokaterne.
Af Lene Ejg Jarbøl, journalist
Dommere er grå, stive og af og til meget selvhøjtidelige. Og retssager – kan man forestille sig noget mere tørt. Gaab. Eller hvad?
Gennem en ny bog med anekdoter om dommere og livet i og omkring retssalene vil retspræsident Bjarne Pedersen fra Retten i Svendborg og tidligere retspræsident i Københavns Byret Claus Larsen nuancere billedet af de kedelige dommere og triste retssager.
- En retssag er som udgangspunkt meget alvorlig, men humoren pibler alligevel op – til tider ganske ufrivilligt – og gør livet i retssalene lidt sjovere, siger Bjarne Pedersen.
De to veteraner inden for domstolene har allerede fået en masse anekdoter fra især pensionerede dommere. Men advokaternes forhåbentlig farverige fortællinger mangler i høj grad.
- Vi vil ikke give et ensidigt billede af dommerne, så derfor skal advokaterne på banen. Vi er sikre på, at de har lige så mange historier fra retten, som dommerne har. Og det behøver ikke være historier, der stiller dommeren i det pæneste lys, siger Bjarne Pedersen men understreger, at bogen ikke er ude på at sværte nogen til. Humoren skal være den røde tråd, siger de to forfattere
Dommer kunne sige hvad som helst
Et andet mål med bogen er at vise den udvikling i samfundet, der er sket, når det handler om dommeres autoritet.
- Tidligere kunne dommere tillade sig at sige næsten hvad som helst, og i nogle tilfælde gjorde de det også. Men den går ikke længere, siger Claus Larsen.
At dommere ikke længere indgyder helt så stor ærefrygt hos de indkaldte i en retssag, vidner en af bogens anekdoter fra Østre Landsret om.
En bogtrykker er indkaldt som vidne i en strid om en regning og skal forklare retten om begrebet mængderabat på trykartikler. Men dommeren forstår det ikke helt: “Hvis jeg nu køber 100 stk., og så ombestemmer mig og køber 200 stk. i stedet, så må det vel blive dobbelt så dyrt,” siger han. Og så er det vidnet tager sig til panden og udbryder: “Sig mig, hvor dum har man lov at være som retsformand.”
Historien kommer fra en af meddommerne, der også berettede, at den “langsomt opfattende” dommer selv grinede ad vidnets bramfri tale.
Claus Larsen har en anden selvoplevet anekdote, hvor det i øvrigt er forsvarsadvokaten, der bliver udstillet.
Under en fremstilling i grundlovsforhør, hvor Claus Larsen sidder som dommer, afsiger han en kendelse om varetægtsfængsling. Forsvareren læner sig ned til klienten og spørger: “Synes du, vi skal anke til landsretten.” Svaret kommer prompte fra den fremstillede. “Det hedder ikke anke, det hedder kære, og det gør vi.” Også her var der plads til et grin midt i al alvoren.
Morsom dommer
At der er stor forskel på den humor, der utilsigtet dukker op, og så deciderede vitser er de fleste professionelle aktører i retten bevidste om.
- Man kan som dommer ikke tillade sig at sidde og være morsom. Folk er anbragt i en trængt situation. Og det er bestemt ikke sjovt, understreger Claus Larsen.
Men selv under drabssager kan man pludselig opleve de tilstedeværende trække på smilebåndet som i et grundlovsforhør i Svendborg, hvor Bjarne Pedersen var dommer:
En mand og en kvinde er sigtet for manddrab, og både anklager, forsvarer og dommer ved, at kvinden tidligere har ernæret sig som escortpige. manden og kvinden fremstilles samtidig, og da Bjarne Pedersen under starten af grundlovsforhøret præsenterer de beskikkede advokater - først for kvinden og så for manden – ryger det ud af kvinden om hendes partners advokat: “Ham kender jeg godt.”
Det viser sig, at kvinden tidligere har haft ham som advokat i en anden sag, men hele retten tænkte vist det samme, fortæller Bjarne Pedersen og griner, da han mindes episoden.
Nu vi er inde på den tankebane, kommer lige den sidste anekdote i denne artikel. Og så er det ellers advokaternes tur til at gå i tænkeboks og finde anekdoter frem, der (måske) er endnu sjovere, end dem, dommerne har serveret.
Tilbage i 1950´erne havde den nu pensionerede dommer, Flemming de Fine Licht, en faderskabssag i Kalundborg Rets afdeling på Samsø. På et tidspunkt i sagen får han at vide, at kvinden aftenen forinden havde haft besøg af hele to mænd i sin seng. Vel at mærke samtidig. Nu var det jo andre tider dengang, så da dommeren så noget forundret på kvinden over den oplysning, følte hun, at hun blev nødt til at forklare sig: “Jamen, det var jo min fødselsdag.”
Fakta om de to forfattere:
Bjarne Pedersen. Retspræsident i Retten i Svendborg siden 1. januar 2007. Aktiv ved domstolene i 38 år. Medforfatter til bøgerne: “Dommeren i det 20. århundrede” og “Danmarks Tinghuse” sammen med Claus Larsen og flere andre. Medstifter af Domstolshistorisk Selskab.
Claus Larsen. Tidligere retspræsident i Københavns Byret. Pensioneret siden april 2004 efter 40 år ved domstolene. Medforfatter til de to ovenstående bøger. Medstifter af Domstolshistorisk Selskab.
Praktisk:
Send dine anekdoter på mail til:
bjp@domstol.dk
De to forfattere vil gerne have bidragene senest midt i januar.
Det er muligt at ønske at få personerne i anekdoten anonymiseret
Forfatterne forbeholder sig ret til at udvælge og redigere anekdoterne .
Af Lene Ejg Jarbøl, journalist
Dommere er grå, stive og af og til meget selvhøjtidelige. Og retssager – kan man forestille sig noget mere tørt. Gaab. Eller hvad?
Gennem en ny bog med anekdoter om dommere og livet i og omkring retssalene vil retspræsident Bjarne Pedersen fra Retten i Svendborg og tidligere retspræsident i Københavns Byret Claus Larsen nuancere billedet af de kedelige dommere og triste retssager.
- En retssag er som udgangspunkt meget alvorlig, men humoren pibler alligevel op – til tider ganske ufrivilligt – og gør livet i retssalene lidt sjovere, siger Bjarne Pedersen.
De to veteraner inden for domstolene har allerede fået en masse anekdoter fra især pensionerede dommere. Men advokaternes forhåbentlig farverige fortællinger mangler i høj grad.
- Vi vil ikke give et ensidigt billede af dommerne, så derfor skal advokaterne på banen. Vi er sikre på, at de har lige så mange historier fra retten, som dommerne har. Og det behøver ikke være historier, der stiller dommeren i det pæneste lys, siger Bjarne Pedersen men understreger, at bogen ikke er ude på at sværte nogen til. Humoren skal være den røde tråd, siger de to forfattere
Dommer kunne sige hvad som helst
Et andet mål med bogen er at vise den udvikling i samfundet, der er sket, når det handler om dommeres autoritet.
- Tidligere kunne dommere tillade sig at sige næsten hvad som helst, og i nogle tilfælde gjorde de det også. Men den går ikke længere, siger Claus Larsen.
At dommere ikke længere indgyder helt så stor ærefrygt hos de indkaldte i en retssag, vidner en af bogens anekdoter fra Østre Landsret om.
En bogtrykker er indkaldt som vidne i en strid om en regning og skal forklare retten om begrebet mængderabat på trykartikler. Men dommeren forstår det ikke helt: “Hvis jeg nu køber 100 stk., og så ombestemmer mig og køber 200 stk. i stedet, så må det vel blive dobbelt så dyrt,” siger han. Og så er det vidnet tager sig til panden og udbryder: “Sig mig, hvor dum har man lov at være som retsformand.”
Historien kommer fra en af meddommerne, der også berettede, at den “langsomt opfattende” dommer selv grinede ad vidnets bramfri tale.
Claus Larsen har en anden selvoplevet anekdote, hvor det i øvrigt er forsvarsadvokaten, der bliver udstillet.
Under en fremstilling i grundlovsforhør, hvor Claus Larsen sidder som dommer, afsiger han en kendelse om varetægtsfængsling. Forsvareren læner sig ned til klienten og spørger: “Synes du, vi skal anke til landsretten.” Svaret kommer prompte fra den fremstillede. “Det hedder ikke anke, det hedder kære, og det gør vi.” Også her var der plads til et grin midt i al alvoren.
Morsom dommer
At der er stor forskel på den humor, der utilsigtet dukker op, og så deciderede vitser er de fleste professionelle aktører i retten bevidste om.
- Man kan som dommer ikke tillade sig at sidde og være morsom. Folk er anbragt i en trængt situation. Og det er bestemt ikke sjovt, understreger Claus Larsen.
Men selv under drabssager kan man pludselig opleve de tilstedeværende trække på smilebåndet som i et grundlovsforhør i Svendborg, hvor Bjarne Pedersen var dommer:
En mand og en kvinde er sigtet for manddrab, og både anklager, forsvarer og dommer ved, at kvinden tidligere har ernæret sig som escortpige. manden og kvinden fremstilles samtidig, og da Bjarne Pedersen under starten af grundlovsforhøret præsenterer de beskikkede advokater - først for kvinden og så for manden – ryger det ud af kvinden om hendes partners advokat: “Ham kender jeg godt.”
Det viser sig, at kvinden tidligere har haft ham som advokat i en anden sag, men hele retten tænkte vist det samme, fortæller Bjarne Pedersen og griner, da han mindes episoden.
Nu vi er inde på den tankebane, kommer lige den sidste anekdote i denne artikel. Og så er det ellers advokaternes tur til at gå i tænkeboks og finde anekdoter frem, der (måske) er endnu sjovere, end dem, dommerne har serveret.
Tilbage i 1950´erne havde den nu pensionerede dommer, Flemming de Fine Licht, en faderskabssag i Kalundborg Rets afdeling på Samsø. På et tidspunkt i sagen får han at vide, at kvinden aftenen forinden havde haft besøg af hele to mænd i sin seng. Vel at mærke samtidig. Nu var det jo andre tider dengang, så da dommeren så noget forundret på kvinden over den oplysning, følte hun, at hun blev nødt til at forklare sig: “Jamen, det var jo min fødselsdag.”
Fakta om de to forfattere:
Bjarne Pedersen. Retspræsident i Retten i Svendborg siden 1. januar 2007. Aktiv ved domstolene i 38 år. Medforfatter til bøgerne: “Dommeren i det 20. århundrede” og “Danmarks Tinghuse” sammen med Claus Larsen og flere andre. Medstifter af Domstolshistorisk Selskab.
Claus Larsen. Tidligere retspræsident i Københavns Byret. Pensioneret siden april 2004 efter 40 år ved domstolene. Medforfatter til de to ovenstående bøger. Medstifter af Domstolshistorisk Selskab.
Praktisk:
Send dine anekdoter på mail til:
bjp@domstol.dk
De to forfattere vil gerne have bidragene senest midt i januar.
Det er muligt at ønske at få personerne i anekdoten anonymiseret
Forfatterne forbeholder sig ret til at udvælge og redigere anekdoterne .