Udeblivelse fra et telefonmøde med retten kan efter domstolsreformen sidestilles med udeblivelse fra et fysisk retsmøde, viser en kendelse fra Østre Landsret.
Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
På denne tid af året plejer det at være en svir at redigere en klumme som denne: Lovmøllen maler, så problemet består først og fremmest i at sortere i stoffet, således at de dele, som kan forekomme mindre i denne klummes fokus, sies fra. Helt så behagelig har situationen ikke været i denne sæson, grundet det ”utidige” folketingsvalg. Da den kommende regerings regeringsgrundlag ikke kendes i skrivende stund, og derfor endnu mindre den nye regerings lovprogram, ville det også være for risikabelt at genbruge teksten fra oktober. Det efterlader jo skribenten med at scrolle lidt i det virtuelle ugeskrift – og se, det gav bid.
Domstolsreformen – telefonmøder
Det har i flere år været almindeligt, at retterne som led i forberedelsen af civile sager afholdt telefonmøder. Det skete, uden at retsplejeloven indeholdt regler herom. Det havde blandt andet den virkning, at en parts (i praksis: en advokats) “udeblivelse” fra et telefonmøde ifølge begge landsretters praksis ikke kunne tillægges udeblivelsesvirkning, jf. U 2001.1891 V og U 2005.3136 Ø, idet telefonmøder ikke var retsmøder i retsplejelovens forstand. Ved domstolsreformen blev der som bekendt åbnet udtrykkelig mulighed for, at retsmøder kan afholdes “ved hjælp af telekommunikation uden billede”, og det fremgår udtrykkeligt af lovforslagsbemærkningerne, at det forhold, at telefonmøder nu reguleres i loven, har til følge, at udeblivelse fra et sådant sidestilles med udeblivelse fra et fysisk retsmøde. Disse bemærkninger er nu fulgt op ved Østre Landsrets kendelse, gengivet i U 2007.2763: En byret havde afvist en anlagt sag, da sagsøgerens advokat ikke havde deltaget i telefonmødet i 10 minutter efter dettes begyndelse. Sagsøgerens advokat anførte blandt andet, at udeblivelsen skyldtes en indtastningsfejl på hendes kontor. Landsretten stadfæstede afvisningen med bemærkning, at udeblivelsen ikke skyldtes undskyldende omstændigheder.
Kan andre end erhvervsdrivende få tvangsakkord?
Vestre Landsret har truffet afgørelse vedrørende spørgsmålet, om andre end erhvervsdrivende kan få tvangsakkord, jf. U 2007.2722. Dette spørgsmål har en vis interesse, idet det kan hævdes, at ikke erhvervsdrivende skyldnere har mulighed for at benytte sig af reglerne om gældssanering – og kun det. Tankegangen skulle altså være den, at hvis en skyldner ikke opfylder betingelserne for at få en ordning efter det regelsæt, som er særligt møntet på ham – for de skyldnere, som ikke driver erhvervsvirksomhed, gældssanering – så må han finde sig i, at han ikke får nogen samlet ordning på sine økonomiske problemer. Sådan var – kort fortalt – argumentationen i det kæremål, som SKAT iværksatte i sagen, hvor Vestre Landsret imidlertid skar igennem og konstaterede, at da tvangsakkorden var vedtaget med det nødvendige antal stemmer, kunne den stadfæstes, uanset at skyldneren, der var lønmodtager, ikke opfyldte betingelserne for at få gældssanering.
Det, der kan undre, er ikke så meget selve afgørelsen – hvis rigtighed forekommer utvivlsom – men det forhold, at SKAT overhovedet følte sig foranlediget til at søge spørgsmålet prøvet. Årsagen til, at dette kan undre, er, at Østre Landsret den 2. januar 1996 (sag B-3312-95) traf en afgørelse med materielt præcis samme indhold, ligeledes på foranledning af (dengang) Told- og Skattestyrelsen. I denne sag havde ca. 90 pct. af fordringsmassen (de private kreditorer) samtykket i en dividende på 16 pct., således at Told- og Skattestyrelsens krav, der altså udgjorde ca. 10 pct. af den samlede fordringsmasse, kunne opnå de 25 pct. i dividende, som dengang var kravet. Skifteretten havde i sin afgørelse, der blev stadfæstet i henhold til grundene, henvist til, at når skyldneren havde gennemgået den procedure for opnåelse af tvangsakkord, der var foreskrevet i konkursloven, kunne det forhold, at skyldneren ikke opfyldte betingelserne for at få gældssanering, ikke begrunde, at akkorden skulle nægtes stadfæstet. Afgørelsen blev så vidt vides ikke søgt indbragt for Højesteret. Det må i denne forbindelse bemærkes, at de nyere skriftsteder, som SKAT henviste til i 2007-afgørelsen, intet nyt føjer til det, som var kendt forinden.
Kuratorsalær i forbindelse med tvangsauktion over fast ejendom
Østre Landsret har i en kendelse, der er offentliggjort i U 2007.2746, taget stilling til spørgsmålet, hvorledes kurator i et konkursbo skal vederlægges for sit arbejde med at foranledige en fast ejendom, der indgår i bomassen, bortsolgt på tvangsauktion. Der er ikke tvivl om, at honorarer, som tillægges kurator i sådanne tilfælde, må henregnes til bomassen. Det kan gælde rekvirentsalær, men også sagsomkostninger, som tilkendes boet i forbindelse med vundne retssager, og beløb, som en panthaver i henhold til en aftale med kurator betaler for kurators administration af pantet, jf. konkurslovens § 87. Dette har blandt andet den konsekvens, at sådanne beløb skal medregnes, når der beregnes retsafgift af bobehandlingen. Det spørgsmål, der kan give anledning til overvejelser, er, i hvilket omfang kurator over for skifteretten med rette kan gøre gældende, at han ud over sit honorar for den egentlige bobehandling skal have tillagt et beløb svarende til det, som boet har fået tilkendt. Det praktiske udgangspunkt i sådanne tilfælde er formentlig, at kurator får tillagt et beløb, der svarer til det, som boet har fået tillagt. Der er imidlertid ikke tale om nogen automatik i denne forbindelse, og principielt må det fastholdes, at skifterettens fastsættelse af det beløb, som kurator kan få tillagt, sker med udgangspunkt i de parametre, som konkurslovens § 239 nævner. I sagen havde kurator indstillet et samlet salær på 250.000 kr., heri indeholdt et beløb på ca. 75.000 kr., som boet havde fået tillagt i rekvirentsalær. Skifteretten nedsatte det samlede salær til 200.000 kr., hvoraf den del, der vedrørte tvangsauktionen, blev fastsat til 25.000 kr. Landsretten fandt ikke anledning til at tilsidesætte skifterettens skøn over det samlede salær.
Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
På denne tid af året plejer det at være en svir at redigere en klumme som denne: Lovmøllen maler, så problemet består først og fremmest i at sortere i stoffet, således at de dele, som kan forekomme mindre i denne klummes fokus, sies fra. Helt så behagelig har situationen ikke været i denne sæson, grundet det ”utidige” folketingsvalg. Da den kommende regerings regeringsgrundlag ikke kendes i skrivende stund, og derfor endnu mindre den nye regerings lovprogram, ville det også være for risikabelt at genbruge teksten fra oktober. Det efterlader jo skribenten med at scrolle lidt i det virtuelle ugeskrift – og se, det gav bid.
Domstolsreformen – telefonmøder
Det har i flere år været almindeligt, at retterne som led i forberedelsen af civile sager afholdt telefonmøder. Det skete, uden at retsplejeloven indeholdt regler herom. Det havde blandt andet den virkning, at en parts (i praksis: en advokats) “udeblivelse” fra et telefonmøde ifølge begge landsretters praksis ikke kunne tillægges udeblivelsesvirkning, jf. U 2001.1891 V og U 2005.3136 Ø, idet telefonmøder ikke var retsmøder i retsplejelovens forstand. Ved domstolsreformen blev der som bekendt åbnet udtrykkelig mulighed for, at retsmøder kan afholdes “ved hjælp af telekommunikation uden billede”, og det fremgår udtrykkeligt af lovforslagsbemærkningerne, at det forhold, at telefonmøder nu reguleres i loven, har til følge, at udeblivelse fra et sådant sidestilles med udeblivelse fra et fysisk retsmøde. Disse bemærkninger er nu fulgt op ved Østre Landsrets kendelse, gengivet i U 2007.2763: En byret havde afvist en anlagt sag, da sagsøgerens advokat ikke havde deltaget i telefonmødet i 10 minutter efter dettes begyndelse. Sagsøgerens advokat anførte blandt andet, at udeblivelsen skyldtes en indtastningsfejl på hendes kontor. Landsretten stadfæstede afvisningen med bemærkning, at udeblivelsen ikke skyldtes undskyldende omstændigheder.
Kan andre end erhvervsdrivende få tvangsakkord?
Vestre Landsret har truffet afgørelse vedrørende spørgsmålet, om andre end erhvervsdrivende kan få tvangsakkord, jf. U 2007.2722. Dette spørgsmål har en vis interesse, idet det kan hævdes, at ikke erhvervsdrivende skyldnere har mulighed for at benytte sig af reglerne om gældssanering – og kun det. Tankegangen skulle altså være den, at hvis en skyldner ikke opfylder betingelserne for at få en ordning efter det regelsæt, som er særligt møntet på ham – for de skyldnere, som ikke driver erhvervsvirksomhed, gældssanering – så må han finde sig i, at han ikke får nogen samlet ordning på sine økonomiske problemer. Sådan var – kort fortalt – argumentationen i det kæremål, som SKAT iværksatte i sagen, hvor Vestre Landsret imidlertid skar igennem og konstaterede, at da tvangsakkorden var vedtaget med det nødvendige antal stemmer, kunne den stadfæstes, uanset at skyldneren, der var lønmodtager, ikke opfyldte betingelserne for at få gældssanering.
Det, der kan undre, er ikke så meget selve afgørelsen – hvis rigtighed forekommer utvivlsom – men det forhold, at SKAT overhovedet følte sig foranlediget til at søge spørgsmålet prøvet. Årsagen til, at dette kan undre, er, at Østre Landsret den 2. januar 1996 (sag B-3312-95) traf en afgørelse med materielt præcis samme indhold, ligeledes på foranledning af (dengang) Told- og Skattestyrelsen. I denne sag havde ca. 90 pct. af fordringsmassen (de private kreditorer) samtykket i en dividende på 16 pct., således at Told- og Skattestyrelsens krav, der altså udgjorde ca. 10 pct. af den samlede fordringsmasse, kunne opnå de 25 pct. i dividende, som dengang var kravet. Skifteretten havde i sin afgørelse, der blev stadfæstet i henhold til grundene, henvist til, at når skyldneren havde gennemgået den procedure for opnåelse af tvangsakkord, der var foreskrevet i konkursloven, kunne det forhold, at skyldneren ikke opfyldte betingelserne for at få gældssanering, ikke begrunde, at akkorden skulle nægtes stadfæstet. Afgørelsen blev så vidt vides ikke søgt indbragt for Højesteret. Det må i denne forbindelse bemærkes, at de nyere skriftsteder, som SKAT henviste til i 2007-afgørelsen, intet nyt føjer til det, som var kendt forinden.
Kuratorsalær i forbindelse med tvangsauktion over fast ejendom
Østre Landsret har i en kendelse, der er offentliggjort i U 2007.2746, taget stilling til spørgsmålet, hvorledes kurator i et konkursbo skal vederlægges for sit arbejde med at foranledige en fast ejendom, der indgår i bomassen, bortsolgt på tvangsauktion. Der er ikke tvivl om, at honorarer, som tillægges kurator i sådanne tilfælde, må henregnes til bomassen. Det kan gælde rekvirentsalær, men også sagsomkostninger, som tilkendes boet i forbindelse med vundne retssager, og beløb, som en panthaver i henhold til en aftale med kurator betaler for kurators administration af pantet, jf. konkurslovens § 87. Dette har blandt andet den konsekvens, at sådanne beløb skal medregnes, når der beregnes retsafgift af bobehandlingen. Det spørgsmål, der kan give anledning til overvejelser, er, i hvilket omfang kurator over for skifteretten med rette kan gøre gældende, at han ud over sit honorar for den egentlige bobehandling skal have tillagt et beløb svarende til det, som boet har fået tilkendt. Det praktiske udgangspunkt i sådanne tilfælde er formentlig, at kurator får tillagt et beløb, der svarer til det, som boet har fået tillagt. Der er imidlertid ikke tale om nogen automatik i denne forbindelse, og principielt må det fastholdes, at skifterettens fastsættelse af det beløb, som kurator kan få tillagt, sker med udgangspunkt i de parametre, som konkurslovens § 239 nævner. I sagen havde kurator indstillet et samlet salær på 250.000 kr., heri indeholdt et beløb på ca. 75.000 kr., som boet havde fået tillagt i rekvirentsalær. Skifteretten nedsatte det samlede salær til 200.000 kr., hvoraf den del, der vedrørte tvangsauktionen, blev fastsat til 25.000 kr. Landsretten fandt ikke anledning til at tilsidesætte skifterettens skøn over det samlede salær.