Hvis et tog er ved at køre af sporet, giver det ikke mening at sætte flere vogne på. Alligevel er det reelt det, vi er i gang med i det danske fængselssystem.

Situationen er nemlig den, at overbelægningen i fængslerne er historisk høj, at der mangler hundredvis af fængselsbetjente, og at forholdene for både ansatte og indsatte bliver stadig dårligere.

Samtidig har vi ambitiøse politikere, som med Strafreformen både vil forbedre rehabiliteringen for de indsatte og straffe visse former for kriminalitet hårdere, hvilket ifølge en analyse, Copenhagen Economics har udført for Advokatsamfundet, og tal fra Justitsministeriet, vil føre til knap 500 flere indsatte i 2030.

Ambitionerne hænger ganske enkelt ikke sammen, når man ser på de kapacitetsudfordringer, som vi reelt står med. Derfor mener vi, at politikerne allerede nu bør være villige til – midlertidigt – at sætte de dele af strafreformen, der indeholder strafskærpelser, i bero, indtil der igen er kapacitet og bemanding i fængslerne.

Vi har fulgt området de seneste år, og vi bliver nødt til at flage, at vi står med en decideret afsoningskrise, der skal håndteres. Det skal den for at passe på betjentene i fængslerne og for at komme i mål med reformens ambitioner.

Med afsoningskrise mener vi, at overbelægning i dag er blevet normalen i danske fængsler. I 2025 nåede den gennemsnitlige belægningsprocent op på rekordhøje 103 pct. – langt over den politiske målsætning på maksimalt 96 pct.

Det lyder måske teknisk, når man taler om belægningsprocenter og kapacitetsudfordringer, men i praksis handler det om mennesker. Det handler om ansatte, der løber hurtigere og hurtigere for at holde hverdagen sammen. Om indsatte, der opholder sig under forhold, som gør det vanskeligere at skabe de nødvendige rammer for rehabilitering.

Og om et fængselssystem, hvor presset risikerer at undergrave de ambitioner, politikerne samtidig har om at nedbringe kriminalitet og sikre bedre resocialisering.

Eksempelvis mangler der allerede nu omkring 400 fængselsbetjente, som hver dag skal få et system under massivt pres til at fungere. Det er nemlig fængselsbetjentene, der skal sikre ro og sikkerhed i fængslerne, men også få reformens ambitioner om resocialisering, uddannelse og lavere tilbagefald til kriminalitet til at fungere i praksis. Uden fængselsbetjente fungerer fængslerne ganske enkelt ikke.

Problemet er, at antallet af fængselsbetjente er faldet markant gennem snart 15 år. Først inden for de seneste år er udviklingen blevet stabiliseret gennem lønløft og rekrutteringsinitiativer. Men selv med de tiltag viser beregninger, at der i 2030 fortsat vil mangle mellem 250 og 300 fængselsbetjente.

Det er derfor svært at se, hvordan man skal kunne håndtere yderligere knap 500 indsatte – samtidig med at personalet skal indfri ambitionerne om at rehabilitere.

Paradokset er nemlig, at netop de ambitioner kræver tid, stabile forhold og tilstrækkeligt personale. Hvis fængslerne presses yderligere, risikerer reformen i praksis at spænde ben for sine egne målsætninger.

Når man taler afsoningskrise, er det også værd at have med, at der ikke er taget højde for den eksisterende venteliste til afsoning. I dag venter mere end 1.100 dømte allerede på at få en fængselsplads.

Presset på fængselssystemet er altså ikke noget, der først opstår i fremtiden – det foregår i den grad nu med den kø, der er til afsoning.

Regeringen og aftalepartierne bag strafreformen anerkender heldigvis problemerne og har afsat penge til flere fængselspladser. Det er positivt. Problemet er bare, at det tager mange år at bygge fængsler, og at der ikke er noget snuptag til at skaffe fængselsbetjente – og at planerne allerede nu vakler.

Det kan man konstatere ved at tage et kig ud over det danske fængselslandskab.

Da man i begyndelsen af året fejrede, at udbygningen af Sdr. Omme var færdig, kunne man ikke tage alle nye pladser i brug. Forklaring: Der var ikke personale til at håndtere alle pladserne. Derfor åbnede man med et sats på en gradvis ibrugtagning af pladserne.

Som led i strafreformen skal der også bygges et helt nyt kvindefængsel et sted i Vestdanmark med en kapacitet på 60 pladser eller etableres nye kvindeafdelinger i eksisterende institutioner. Ifølge Fængselsforbundet peger mere og mere på, at valget kan falde på et nyt kvindefængsel i Esbjerg Kommune.

Allerede nu rejser Fængselsforbundet dog bekymring for, om det overhovedet vil være muligt at rekruttere tilstrækkeligt personale i området. Samme bekymring kan vi have for det nye fængsel ved Viborg med 400 pladser og lige så mange ansatte, som først forventes at stå klar omkring 2032-2033.

Eksemplerne understreger et grundlæggende problem i hele fængselssystemet: Nye pladser løser ikke meget, hvis der ikke er ansatte til at bemande dem.

Samtidig vakler planerne for Kosovo-fængslet, hvor Danmark lejer 300 pladser til udvisningsdømte udlændinge. Fængslet skulle oprindeligt være åbnet i 2023. Nu forventes det tidligst at kunne tages i brug i 2027 – og selv det er usikkert. Justitsministeriet har nemlig selv advaret om, at der er »stigende risiko« for yderligere forsinkelser.

Desuden drøftede regeringen en ny udvisningsreform inden valget, der forventes at føre til flere personer på udrejsecentrene – bl.a. Udrejsecenter Kærshovedgård, hvor presset også kun bliver større, indtil Kosovo-fængslet kan tages i brug.

Hele planen for fremtidens fængselskapacitet bygger derfor på en meget optimistisk antagelse om, at store offentlige byggeprojekter bliver færdige til tiden, samtidig med at der ikke opstår nye problemer i de eksisterende fængsler, og at der kan skaffes bemanding. Det er en risikabel forudsætning i et system, hvor 19 af 61 fængselsinstitutioner siden 2023 én eller flere gange har været ramt af skimmelsvamp.

Og selv hvis alt går efter planen, hænger kapaciteten kun lige akkurat sammen. Det er efter vores opfattelse alt for skrøbeligt.

Vores forslag om at sætte strafskærpelserne på hold, indtil kapaciteten er på plads, er ikke et spørgsmål om at være hård eller blød i retspolitikken. Selvfølgelig skal kriminalitet have konsekvenser, og det er helt fair, at politikere aftaler hårdere straf på særlige områder. Vores forslag om at sætte strafskærpelserne i bero handler derimod om, at fængslerne skal kunne følge med.

Fra politisk hold har man flere gange hørt mantraer om, at »det må ikke være kapaciteten, der definerer vores retspolitik«. Det klinger godt, men samtidig bør man så også i Folketinget være ansvarlige:

Når der er et politisk ønske om hårdere straffe og bedre rehabilitering, så kræver det, at der afsættes nok ressourcer i en realistisk plan til at skaffe personale og cellepladser.

Hvis fængslerne bliver endnu mere overfyldte, hvis køen til at afsone bliver længere, og hvis resocialisering presses ud af systemet, risikerer vi, at ambitionerne om mindre kriminalitet og større tryghed ender med det stik modsatte resultat.

Derfor bør en kommende justitsminister sammen med retsudvalget overveje et tryk på pauseknappen på strafskærpelserne – og samtidig have fuldt fokus på at opbygge kapaciteten.

Hvis et tog er ved at køre af sporet, løser man ikke problemet ved at koble flere vogne på. Først må man sikre, at skinnerne og motoren kan holde til belastningen. Det samme gælder de danske fængsler. Ellers risikerer vi, at hele systemet bryder sammen under vægten af de politiske ambitioner.

Læs indlægget i Jyllands-Posten her