Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokat fra Den sorte svane frakendes retten til at være advokat

Der er nu truffet afgørelse i den disciplinærsag mod Lise Roulund, som Advokatrådet indbragte for Advokatnævnet på baggrund af bl.a. TV-udsendelsen Den sorte svane. Lise Roulund frakendes retten til at virke som advokat.

Advokatnævnet har i dag offentliggjort en kendelse, der afgør, at daværende advokat Lise Roulund frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed indtil videre. Det er den hårdest mulige sanktion i advokaternes disciplinære system, Advokatnævnet, og følger den påstand, som Advokatrådet nedlagde, da rådet indbragte sagen for nævnet tilbage i juli 2024. 

Lise Roulund indgik i TV-udsendelsen Den sorte svane og blev bl.a. indbragt for Advokatnævnet på baggrund af, at hun i udsendelsen ses at stille sin klientkonto til rådighed for tvivlsomme selskabers drift,  da selskaberne tilsyneladende ikke selv kunne få adgang til at oprette en bankkonto. Herunder stillede hun sin klientkonto til rådighed for flere selskaber og håndterede millionbeløb gennem et betydeligt antal transaktioner. Derudover blev hun indklaget for at have overdraget fortrolige vidneoplysninger fra en straffesag til sin klient i en situation, hvor det overleverede materiale kunne blive misbrugt. 

Forholdene betegnes af Advokatnævnet i kendelsen som særdeles grove overtrædelser af god advokatskik.

”Lise Roulunds handlinger i TV-udsendelsen Den sorte svane efterlod den danske befolkning med et ærgerligt og dybt forargeligt billede af, hvordan advokater opererer. Det er heldigvis på ingen måder normen, og vi er derfor også tilfredse med, at Advokatnævnet i dag med kendelsen har slået fast, at Lise Roulunds handlinger er langt over grænsen og betegnes som særdeles grove overtrædelser af god advokatskik,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

Lise Roulund har siden juli 2024 ikke virket som advokat, da hun selv valgte at deponere sin advokatbeskikkelse på daværende tidspunkt. Med Advokatnævnets afgørelse kan hun nu ikke virke som advokat i fremtiden .

Lise Roulund har imidlertid efter reglerne mulighed for at indbringe Advokatnævnets kendelse for retten.

Advokatnævnets kendelse kan findes her.