Spring hovednavigationen over
Tilbage

Regeringen bør tage ansvar og give advokater den nødvendige beskyttelse

Privatpraktiserende læger og buschauffører for private firmaer er beskyttet, selvom de er private. Hvorfor gælder det så ikke advokater, der er beskikket og betalt af det offentlige? - skriver Andrew Hjuler Crichton, generalsekretær i Advokatsamfundet, i et debatindlæg i Berlingske den 1. februar.

Forestil dig et hospital, hvor læger, sygeplejersker og portører er særligt beskyttet mod trusler fra patienterne, men jordemoderen står uden samme beskyttelse. Det lyder måske søgt, men det er præcis sådan, det forholder sig i retssale, hvor advokater i modsætning til dommere, anklagere og retsbetjente ikke er omfattet af straffelovens § 119.

Den omtalte § 119 sikrer en særlig strafskærpelse til dem, der truer, chikanerer eller udøver vold mod offentligt ansatte og personer i offentlig tjeneste, hvilket kan have betydning, når sager anmeldes til politiet.

Det sker desværre ofte for advokater, som er vant til at arbejde i krydsfeltet mellem konflikter og følelser. Hele 35 procent af forsvars- og familieretsadvokater har ifølge en undersøgelse fra Advokatsamfundet oplevet trusler eller chikane i forbindelse med deres arbejde. Det er uacceptabelt og direkte farligt for advokaterne selv og for retssamfundet.

I november 2024 foreslog De Konservative at inkludere beskikkede (altså offentligt udpegede) forsvars- og familieretsadvokater under § 119. Snart skal Folketinget tage stilling til forslaget, men regeringen holder fast i deres forældede argument om, at paragraffen kun skal gælde for »rigtigt« offentligt ansatte.

Men den sondring er kunstig. Privatpraktiserende læger og buschauffører for private firmaer er eksempelvis også beskyttet, selvom de er private. Hvorfor gælder det så ikke advokater, der er beskikket og betalt af det offentlige?

Det spørgsmål havde regeringen selv svært ved at besvare, da beslutningsforslaget blev førstebehandlet i Folketinget 14. januar. I stedet bagatelliserede blandt andre Venstre og Moderaterne alvoren.

»Af egen erfaring må jeg sige, at efter mere end 40 år i retten, herunder halvdelen som forsvarer i offentlige sager, har jeg aldrig nogensinde oplevet en trussel. Jeg har heller ikke oplevet nogen kolleger, der har oplevet en trussel,« sagde Preben Bang Henriksen (V) under debatten – og blev bakket op af Moderaterne.

Lad mig slå fast: Det er naturligvis glædeligt, hvis man gennem en hel karriere aldrig har oplevet trusler. Men at man selv har været forskånet, betyder ikke, at problemet ikke findes, eller at andre ikke står i skudlinjen.

Det er der desværre mange eksempler på. Mediet K-NEWS har for nyligt afdækket flere sager: Familie- og forsvarsadvokaten Jesper blev chikaneret af en psykisk syg klient, der sendte dødstrusler og falsk anmeldte ham for at have voldtaget sine egne børn. »Sara« blev truet med mord på både sig selv og sine børn, og familieretsadvokaten Liv blev i månedsvis chikaneret af en kvinde, som blandt andet truede med at kidnappe og dræbe hendes børn.

Disse eksempler er ikke bare tragiske – de er uacceptable. Truslerne underminerer fundamentet for vores retssamfund. De er ikke bare et problem for advokaterne – de er et problem for alle borgere, der har brug for, at retssystemet fungerer uden frygt og pres på dem, der repræsenterer dem.

Når Folketinget snart stemmer om forslaget, håber jeg, at politikerne dropper deres paradeargumenter og tager ansvar. Vi kan ikke tillade, at advokater bliver skræmt væk fra at udføre deres arbejde i retssalen.

I 2019 sagde justitsministeren, dengang som beskæftigelsesminister, at det skal være »sundt og sikkert at gå på arbejde i Danmark«. Det er på tide, at de ord også gøres gældende for forsvars- og familieretsadvokater.

Læs debatindlægget i Berlingske her