Magten og beslutningskraften bør i videst muligt omfang lægges ud til Folketinget, og lige nu skal vi holde tungen lige i munden og fastholde de processer, vi kender. Ikke mindst fordi præmissen for lovforslaget om udvidede beføjelser til forsvarsministeren ikke holder.

Torsdag skal Forsvars-, Samfundssikkerheds- og Beredskabsudvalget drøfte et af de mest vidtgående lovforslag, som er blevet fremsat i Folketinget i mange år.

Lovforslaget er designet til, at forsvarsministeren kan tilsidesætte alle andre regler og love (bortset fra grundloven), hvis det tjener et væsentligt forsvarsmæssigt eller beredskabsmæssigt formål.

Hvis Folketinget vedtager loven, som den ligger nu, vil forsvarsministeren kunne træffe beslutninger om forsvarsbyggerier og andre projekter og drift, uden at beslutningen skal vedtages i Folketinget, og uden at borgere og virksomheder, der måtte blive berørt, kan klage. Samtidig er det op til ministeren, om man i projektet vil fravige andre love som eksempelvis miljølov, planlov m.fl., som ellers gælder.

Jyllands-Posten og andre medier har heldigvis dækket forslaget grundigt, for det fortjener en nuanceret offentlig og politisk debat.

Som tre organisationer, der arbejder med jura og tager vare på borgernes retssikkerhed, har vi i heftige vendinger advaret mod at vedtage forslaget, som det ligger. Lad os forklare hvorfor.

Helt overordnet anerkender vi formålet og idéen med forslaget: Regeringen og forsvarsforligskredsen har et ønske om, at Danmark skal kunne opruste hurtigt, og uden ”der går bureaukrati i den” med klagesager, sagsbehandlingstider, tilladelser etc., der trækker oprustningen i langdrag.

Krudtfabrikken i Elling er blevet symbolet på bureaukratiet, da der efter godt 900 dage stadig ikke er kommet en eneste granat ud. Den situation er selvfølgelig problematisk, men med al respekt for ønsket om at ville speede op i Elling og sætte fart på oprustningen af Danmark i øvrigt må vi konstatere, at lovforslaget generelt tromler fuldstændig hen over borgernes normale rettigheder ved at tilsidesætte fundamentale demokratiske principper.

Man kunne efter vores mening også have grebet ammunitionsfabrikken anderledes an uden nu at ty til så vidtgående et instrument, som den nye lov er.

Et af de væsentligste problemer med lovforslaget er, at det er fuldstændig uafgrænset, og at Folketinget reelt sætter sig selv uden for døren, hvis det siger ja til det. Magten vil reelt blive samlet på ganske få hænder.

Vurderingen af, hvad der er nødvendigt at igangsætte, overlades helt og holdent til ministeren. Den siddende minister kan selv foretage en politisk vurdering af sikkerhedssituationen og selv beslutte, hvad der skal bygges, og hvilke love der skal sættes ud af kraft.

Ingen geografiske områder, særlige natur- eller borgerhensyn eller andet er undtaget – alt kan i princippet ske efter ministerens ønske. Der er heller intet krav om rapporter, notat eller en skriftlig vurdering af behovet i øvrigt – det kan ministeren afgøre efter en mundtlig drøftelse med en ministerkollega. Folketinget er sat uden for indflydelse og får alene en orientering, efter beslutningen er truffet.

Vi mener, at de demokratiske principper kortsluttes helt unødvendigt med en sådan model. I stedet burde forslaget skæres til, så det kun er i meget få situationer, hvis en mulighed decideret forspildes, at ministeren skal kunne bruge denne hjemmel. Ellers bør Folketinget og ministeren anvende anlægslove eller særlove.

De vil kunne udformes for hvert enkelt projekt, og så vil Folketinget kunne tage en åben drøftelse og på et konkret grundlag og efterfølgende beslutte, hvad der skal bygges, og hvilke love der skal sættes ud af kraft.

Under corona-pandemien og tidligere i historien har vi set, at Folketinget kan arbejde særdeles hurtigt, så det vil i vores øjne ikke tage meget længere tid. Til gengæld vil man sikre inddragelse af Folketinget, og der vil i de fleste tilfælde også være en høringsproces, hvor eksperter, naboer m.m. kan spille ind – så man får det bedste grundlag for at træffe en beslutning.

Et andet problem med loven er, at ministeren reelt kan beslutte, at borgere ikke har nogen former for klageadgang. Så hvis man for eksempel får en krudtfabrik, en udvidet landingsbane, en ny kaserne etc. som nabo, vil ministeren kunne beslutte, at der ikke er klageadgang. Vi har beskrevet det som, at borgernes rettigheder ”køres over med en kampvogn”.

Vi mener klart, at adgangen til at klage over afgørelser skal sikres og styrkes, så borgere og virksomheder har reelle muligheder for at få prøvet deres sag. Det er gængse spilleregler i demokratiet og sikrer, at man får truffet de bedste beslutninger. Man må derfor udtænke en god løsning på, hvordan både hastighed og klageadgang kan sikres.

Et tredje punkt, som vi mener, Folketinget bør overveje grundigt, er, at det med loven nærmest bliver illusorisk at kunne gå til domstolene og føre en sag, hvis man bliver berørt af eksempelvis et byggeri, som igangsættes med den nye lov. Når nogen i debatten om lovforslaget har kritiseret den manglende klageadgang, har vi flere gange hørt modsvaret, at det jo er muligt at få prøvet sin sag ved domstolene.

Som borger har man formelt set altid en mulighed for at gå til domstolene – det er sikret i grundloven. Men reelt vil man få meget svært ved at føre en sag. Her skal man bide mærke i, at der ikke er krav om, at ministeren udarbejder notater, rapporter eller andet, som skal ligge til grund for en beslutning.

Desuden vil man fra ministerens side ofte sætte alle de regler ud af kraft, som kunne tænkes at blive overtrådt fra myndighedernes side.

Tilbage står borgeren med meget lidt at bygge en sag på, og dertil kommer, at domstolene er yderst tilbageholdende med at tilsidesætte myndigheders skøn, hvilket vil være på spil i mange tilfælde. Endelig vil det helt praktisk være omkostningstungt for en enkelt borger at være oppe imod myndighederne og statsapparatet.

Vi kan også se behovet for at kunne handle hurtigt og få oprustet Danmark, og der kan faktisk være behov for at vedtage dele af lovforslaget – men det bør tilpasses og afgrænses betragteligt.

For forslaget lægger op til et stort set uindskrænket beslutningsrum for en enkelt minister, hvor Folketinget og borgere køres ud på et sidespor – det mener vi er usundt i et demokrati.

Lige nu handler den offentlige samtale om ammunitionsfabrikken i Elling. Men forsvarsministeren har også talt om, at våbenproducenter fra Ukraine skal etablere produktion i Danmark af bl.a. droner.

Og hvad bliver så det næste projekt? Det ved ingen af os, og reelt sætter kun fantasien grænser for, hvad man kan forestille sig af forsvars- og beredskabsmæssige tiltag. Det kan være, at der om to år viser sig et andet og nyt behov – pointen er, at hvis loven vedtages, som den ligger nu, så bliver det ikke op til borgerne eller Folketinget at træffe eller påvirke beslutningen om, hvad det næste projekt bliver – det bliver alene op til ministeren at vurdere og beslutte.

Vi bør som samfund undgå den situation. Magten og beslutningskraften bør i videst muligt omfang lægges ud til Folketinget, og vi mener, at vi netop nu skal ”holde tungen lige i den demokratiske mund” og fastholde de processer, som vi kender. Særligt fordi fortællingen bag lovforslaget ikke holder: Det er ikke ”enten” det her lovforslag ”eller” langsommelighed. Vi kan fastholde både hastighed i oprustningen og vores demokratiske proces. Det vil være den bedste beskyttelse af Danmark.

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her