”Besøgsrummene er små og beskidte med pletter på sofaen. Det er ulækkert at besøge min far.”

Sådan siger en ung pige Maja i en video produceret af pårørende foreningen SAVN. Hun fortæller også om, hvordan det er, at hendes far er underlagt besøgs- og brevkontrol, og at hvert eneste besøg foregår under overvågning af en politibetjent. Ikke så meget som et kram er tilladt.

”Det er som om, jeg kommer med i fængsel med ham,” siger Maja. Oveni det skal hun tage fri fra skole, fordi besøgene skal foregå i dagtimerne, så der kan være en betjent til stede.

En indsat ved navn Lasse fortæller i en anden film, hvordan det er for ham at sidde i varetægt i denne tid med overbelagte fængsler.

”Systemet er kollapset. Det er ren opbevaring i dag. Jeg sidder 23 timer i døgnet på cellen, og personalet har ikke tid. Du bliver kun værre af at sidde her. Se nu på muligheden for at nedbringe antal og længde af varetægtsfængslinger og se på alternativerne. Brug ressourcerne på at omvende de her mennesker,” opfordrer han og tilføjer: ”Se også på besøgs- og brevkontrol. Besøget er den vigtigste benzin til en dag eller to mere. Det er et maraton at komme igennem til besøgsbestilling, som så ender med at blive aflyst, og når min 10-årige datter så kommer, må jeg ikke røre hende.”

Til konferencen i Fællessalen på Christiansborg mandag den 7. oktober var hverken Maja eller Lasse til stede, men det var derimod en sal fyldt af retsaktører: forsvarsadvokater, vicestatsadvokaten, dommere, eksperter og fængselsbetjente. Alle var mødt op til debat om centrale spørgsmål:

Hvorfor skal indsatte i varetægt have det værre i fængsel, end indsatte der har fået en dom? Og hvor meget eller hvor lidt skal der til, før man bliver sat i varetægt og under hvilken begrundelse? Og hvorfor kan de i andre nordiske lande tilsyneladende opklare forbrydelser uden at varetægtsfængsle i samme grad, som man gør i Danmark?

Politiker Preben Bang Henriksen (V), som var vært for konferencen og en af to politikere til stede, indledte med at sige:

”Jeg har altid undret mig over, at det er så let at varetægtsfængsle i Danmark.”

Han lovede, at der er nye forslag på vej fra Folketingets Retsudvalg.

”Vi skulle gerne skabe et flertal for nogle andre regler om varetægtsfængsling,” sagde han.

Praksis er modsat reglerne

Men som oplægsholder, seniorforsker og Ph.d. Peter Vedel Kessing ved Institut for Menneskerettigheder påpegede, har reglerne i Retsplejeloven siden 1916 talt for særdeles velbegrundede afgørelser om varetægt, og øget brug af varetægtssurrogat, men i praksis er det gået stik modsat.

”Fængselssurrogater slår helt fejl i praksis. Det bliver kun anvendt til børn under 18 og psykisk syge, og begrundelser er ubegrundede, hvilket fremgår af en række kendelser i Højesteret,” sagde han.

Dette blev bekræftet af tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam, som også har en fortid som både anklager og forsvarer. Han gennemgik en række afgørelser fra Højesteret, hvoraf en af dem viste, at tidligere kendelser var ”blottet for begrundelse for, at betingelserne for fængsling var opfyldt.”

”En efterlevelse af begrundelseskravet er ofte den største garanti for, at der bliver truffet en korrekt afgørelse om varetægtsfængsling, ” sagde han og pointerede, at der ér høje lovmæssige krav til at begrunde en varetægt, og at de skal opfyldes løbende under efterforskningen, så varetægtsfængslingen bliver så kort som mulig. I forhold til varetægt på grund af påvirkningsrisiko er der for eksempel flere betingelser, der skal være opfyldt i begrundelsen:

”Man skal kunne konkretisere, hvad det er, man frygter, at sigtede vil gøre, som er til skade for efterforskningen. Og der skal være bestemte grunde til at tro, at sigtede på fri fod VIL gøre det.”

Thomas Rørdam var efterfølgende kritisk over for både dommere og anklagemyndighed:

”Er der plads til forbedringer inden for gældende regelsæt? Ja det er der,” sagde han og påpegede, at der navnlig skal fokus på kollusion altså påvirkningsrisiko, men også nr. 2 under § 762 stk.1 som er hensynet til retsfølelsen, som der i nogle sager tilsyneladende er ubegrænset tidsfrist på. Hvilket betyder, at nogle arrestanter ender med at afsone hele deres dom i varetægt. Mens andre må forblive i varetægt - også efter dom, hvis de vælger at anke.

På trods af at højesteretskendelserne kun udgør en lille del af afgørelserne, og at der er tegn på en ændret kurs ved domstolene sagde han:

”Jeg tillader mig alligevel på baggrund af det at rejse om ikke, der kan være muligheder for forbedringer indenfor vores egne rækker. Det mener jeg godt, at der kan være. Jeg synes det er glædeligt,  at navnlig de seneste højesteretsafgørelser har givet anledning til selvransagelse.”

Han efterlyste, at flere sager bliver sendt til Højesteret og understregede:

”Efterlevelse af begrundelseskravet er vigtig. Man skal både VILLE og KUNNE  skade efterforskningen for at varetægtsfængsle under nr. 3, og der skal være en betydelig påvirkningsrisiko, ” sagde han.

”Anklagemyndigheden har også noget at arbejde med. Der er eksempler på, at man ikke skulle have begæret varetægt.”

Thomas Rørdam pegede blandt andet også på øget brug af indenretlige afhøringer som et middel til at undgå kollusion og dermed begrænse varigheden af varetægtsfængslinger.

”Der er regler for det, og jeg kan ikke tro andet end, at det også kan have en betydning.”

Elastik i metermål

Forsvarsadvokat Mette Maria Lorentzen var blandt oplægsholderne i panelet, og hun fremlagde konkrete eksempler på uberettigede varetægtsfængslinger, samt sager hvor der var  besøgs- og brevkontrol i varetægt under § 762 stk.1, nr.  3 om påvirkningsrisiko, selvom sagerne var færdigefterforsket eller sager, hvor der var afgivet tilståelse.

”Vi anerkender brugen af varetægt men opponerer imod mængden og længden,” sagde hun og fortalte om klienter, der resignerer under varetægt.  

”Jeg nægter at anerkende den præmis, at vi i Danmark ikke skulle være i stand til at efterfølge forbrydelser som andre lande,” sagde hun med henvisning til, at der i andre nordiske lande ikke varetægtsfængsles i samme omfang.

Mette Maria Lorentzen anerkendte, at der er tegn på ændringer i praksis hos domstolene, efter at nyere højesteretskendelser har omgjort landsretternes kendelser om varetægt, men:

”Vi er ikke i mål endnu,” sagde hun. Og kaldte praksis ved brug af påvirkningsrisiko som begrundelse for varetægt for ”elastik i metermål.”

Hun og andre forsvarere joker med , at der ser ud til at være en ekstra bestemmelse, som ikke findes i Retsplejeloven, men som bliver benyttet i § 762 stk.1 som nr. 4 med ordlyden:

”Ham eller hende kan vi ikke lide.”

Hun opfordrede til at der blev strammet op i systemet, så aktørerne er grundigere.

”En kulturændring i hele vores straffesagskæde er helt nødvendig, for at vi kan begrænse mængden og længden af varetægtsfængslinger, og at man bliver nødt til at tvinge systemet til at kigge mere indgående på den konkrete sag Der skal være højere krav til, at politi og anklagemyndighed konkretiserer begrundelsen for at varetægtsfængsle. Der skal være færre og kortere fængslinger på nr. 3 og en evt. støtte til idekataloget fra Landsforeningen af Forsvarsadvokater og Forsete, ” sagde hun og supplerede:

”Hvorfor vil anklagemyndigheden varetægtsfængsle på nr. 3 selvom efterforskningen er afsluttet.”

På et spørgsmål fra salen om, hvorvidt forsvarerne selv gør nok for at kæmpe imod varetægtsfængsling af deres klienter og for at få de konkrete begrundelser på bordet, sagde hun:

”Jeg synes absolut, man prøver at give den en skalle, men når man ved, at man løber panden mod muren, løber man træt."

Vicestatsadvokat Iren Mirmojtahedi Hagen oplyste, at anklagemyndigheden er i gang med at undersøge og analysere årsagerne til omfanget af varetægtsfængslinger. En undersøgelse der afsluttes ved udgangen af 2024.

Hun understregede, at antallet af varetægtsfængslinger er faldet i de seneste par år, men at varigheden er steget.

”Hvis man når ud over visse frister, så skal der noget ekstra til for at forblive varetægtsfængslet.”

En af årsagerne kan være, at flertallet af varetægtsfængslinger handler om alvorlige narkotikasager og dernæst voldssager:

”Narkotika fylder suverænt mest. En stor del i narkosager sidder der på grund af påvirkningsrisiko – særligt i organiserede sager. Det er svært at drage bagmænd til ansvar og mulige medgerningsmænd på fri fod, sagde Iren Mirmojtahedi Hagen og tilføjede senere:

”Men der er ikke nogen enkeltstående faktorer, der begrunder de langvarige varetægtsfængslinger. Derfor laver vi nu en analyse af varetægtsforløb, og vi skal holde skrappere øje med påvirkningsrisiko. Jeg håber, at vi alle kan blive klogere på årsagerne, når vi er færdige med den analyse.”

Professor i retssociologi ved Oslo Universitet Peter Scharff Smith pointerede ved konferencens afslutning, at der er brug for reformer, og at varetægtsfængslede bør have flere – ikke færre – rettigheder:

”Det skal være mindre indgribende og psykisk belastende for de varetægtsfængslede og deres familier. De bør kunne telefonere, som det for eksempel er muligt i England, og brugen af besøgs- og brevkontrol bør ændres og begrænses markant.”

Læs også Advokatens tidligere tema og artikler om varetægtsfængsling her