Spring hovednavigationen over
Tilbage

Nye anbefalinger skal løse problem med faldende møderet for landsretterne

Antallet af advokater med møderet for henholdsvis landsretterne og Højesteret er faldende. Det udgør et retssikkerhedsmæssigt problem, hvis færre advokater kan tage sager udenfor byretterne – særligt i familie- og straffesager. En ny rapport fra en arbejdsgruppe under Advokatrådet understreger vigtigheden i en hurtig indsats og foreslår bl.a., at fiktive møderetsprøver kan være en løsning.

I 2016 fik 112 advokater møderet for landsretten, mens tallet i 2023 var faldet til 88 advokater.

De tal viser, at færre advokater opnår møderet for landsretten, hvilket igen betyder, at der på sigt heller ikke vil være så mange advokater med møderet for Højesteret. Derudover kan der opstå problemer med at udpege kvalificerede bobestyrere, bobehandlere og beneficerede forsvarere, da det i visse tilfælde kan have betydning, om ansøgeren har opnået møderet for landsret.

Advokatrådets procesretsudvalg nedsatte i 2020 en arbejdsgruppe, der blandt andet skulle undersøge alternative muligheder for landsretsprøve. Arbejdsgruppen er nu udkommet med en rapport, der skal belyse problemerne og komme med løsningsmodeller.

Store udfordringer for familierets- og strafferetsadvokater

”Vi skal have flere familierets- og strafferetsadvokater ind i landsretterne, for det vil udgøre et væsentligt samfundsmæssigt og retssikkerhedsmæssigt problem, hvis denne type advokater ikke får en lettere adgang til opnåelse af møderet,” siger advokat og formand for procesretsudvalget, Nikolaj Linneballe, der har været med til at nedsætte arbejdsgruppen og udarbejde den endelige rapport.

For familieretsadvokaterne er det særligt svært at opnå møderet for landsretten, da de familieretlige sager ofte ikke kan bruges som prøvesager, da der sjældent foretages afhøringer og procederes i disse sager. Forsvarsadvokaterne oplever tilsvarende også udfordringer med at have nok egnede sager. Herudover har mange familie- og strafferetsadvokater deres eget kontor eller arbejder på et mindre kontor, som gør det sværere at låne civile sager som prøvesager.

”Konsekvenserne vil blive, at der ved landsretterne, og på sigt også ved Sø- og Handelsretten samt Højesteret, vil komme en reel mangel på advokater med speciale indenfor disse retsområder. Det vil i stedet være generalistadvokater, der fører de fleste sager for landsretterne, og de har ikke den nødvendige indsigt i, hvordan f.eks. en forældremyndighedssag skal behandles.”

Flere løsninger kan afhjælpe problemet

Den offentliggjorte rapport har en række løsningsmodeller.

”Der er en række ordninger, som kan bidrage til at gøre det nemmere for familierets- og strafferetsadvokater at opnå møderet for landsretten. Vi mener umiddelbart, at den nemmeste og mest enkle løsning både retsplejemæssigt samt økonomisk er at etablere den fiktive møderetsprøve for familie- og strafferetsadvokater,” siger han.

Ifølge Nikolaj Linneballe ville ordningen med de fiktive møderetsprøver for familie- og strafferetsadvokater i lighed med de fiktive retssagsprøver for fuldmægtige kunne være brugerfinansieret, og hvis der også medvirkede én eller flere dommere fra de to landsretter, samt fra Sø- og Handelsretten, ville det i lighed med de fiktive retssagsprøver for advokatfuldmægtige sikre en fortsat kvalitetssikring af de kandidater, der skal opnå møderet for landsret.

Læs hele rapporten her