Spring hovednavigationen over
Tilbage

Et effektivt tilsyn – med ønske om feedback

De seneste fem år har tilsynet med advokater undergået en markant forandring, skriver formand for Advokatrådet Martin Lavesen i denne klumme.

Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet

De seneste fem år har vores tilsyn med advokater undergået en markant forandring. Jeg siger med stolthed, at vi i dag står et bedre sted med flere ressourcer, en anden tilsynsmodel og en præmis om, at tilsynet skal sætte ind der, hvor risikoen for tilsidesættelse af advokatpligterne er størst.

Borgere, virksomheder, politikere og andre skal kunne have tillid til, at der hos advokatstanden er styr på spillereglerne, og at Advokatrådet med tilsynet gør vores til, at reglerne efterleves. Det samfundsansvar er vi bevidste om og meget opsatte på at forvalte ordentligt. Ikke kun for klienter og samfundets skyld, men også for standen, og også for de mange advokater, der har styr på tingene. En dårlig historie om advokater, der ikke spiller efter reglerne, smitter hurtigt af på opfattelsen af hele standen. Af alle de grunde skal vi føre et effektivt tilsyn og slå ned de rigtige steder.

I Advokatrådet har vi dog heller intet ønske om, at det skal være mere belastende end nødvendigt at efterleve reglerne eller at blive udtrukket til tilsyn. Advokatrådets medlemmer er selv partnere, ansatte og indehavere af store og mindre advokatvirksomheder. Vi ved udmærket, hvordan branchen fungerer, uanset om det er M&A, strafferet, skat, proces, eller andre sagstyper, som der er specialet.

Vi overvejer derfor også løbende den praktiske tilrettelæggelse og afvikling af tilsynene. Vi vil selvsagt altid gerne lytte til – og blive klogere på – om vi kan gøre processerne endnu bedre og smidigere. Vi hørte for eksempel om en advokatvirksomhed, der fredag eftermiddag havde fået besked om et kommende tilsynsbesøg. Det er ikke den bedste måde at gå på weekend på, og den slags små justeringer tager vi løbende ind.

Vi har også for nyligt inviteret compliance-medarbejdere fra de største advokathuse til et møde for at drøfte et særligt spørgsmål om fortolkning af en bestemmelse i hvidvaskloven og hvordan tilsynet håndhæver denne bestemmelse i praksis. Det var et meget givende møde, og et tiltag, som vi nok kommer til at arbejde videre med i fremtiden. Vi fortsætter også arbejdet med at lave ”nabo-tjek”, hvor vi ser på, hvordan andre lande fortolker og håndhæver lignende bestemmelser i forhold til deres tilsynsforpligtelse – så vi kan sikre, at vi har et tilsyn, der ikke pålægger danske advokater uforholdsmæssige eller urimelige pligter i forhold til øvrige lande, som vi sammenligner os med.

Der er grænser for, hvor langt vi kan gå i ”brugerinddragelsen” i vores tilsynsvirke. Der er en række forpligtelser og regelsæt, som i sagens natur ikke kan være genstand for drøftelse eller fortolkning. Der er også vilkår for tilsynet, som vi ikke kan eller ønsker at ændre på.

Det ændrer dog ikke på, at tilsynsindsatsen og tilrettelæggelsen af indsatsen løbende tilpasses efter drøftelse i Advokatrådet. Jeg vil derfor opfordre advokater til at give os feedback, når det er relevant. Tag fat i sekretariatet eller det lokale advokatrådsmedlem, hvis der er forhold om tilsynet, som I ønsker at tale om, ligesom jeg også altid står til rådighed. Så vi sikrer, at vi fortsat har et effektivt, uafhængigt og stærkt tilsyn, der sætter ind, hvor det skal.