Spring hovednavigationen over
Tilbage

Compliance og korruptionsbekæmpelse: Tre nye analyser kortlægger kriminelle mønstre og korruption

Tre nyligt udgivne rapporter belyser centrale udfordringer inden for korruption og økonomisk kriminalitet. Rapporterne giver værdifuld indsigt i risikoområder, metoder og aktører, der udnytter komplekse strukturer og huller i lovgivningen.

Tre nyligt udgivne rapporter belyser centrale udfordringer inden for korruption og økonomisk kriminalitet. Rapporterne giver værdifuld indsigt i risikoområder, metoder og aktører, der udnytter komplekse strukturer og huller i lovgivningen.

For advokater og complianceansvarlige, der arbejder med sager omfattet af hvidvaskloven, komplekse transaktioner eller interne kontroller, fremhæver rapporterne konkrete områder, der kræver en styrket complianceindsats med henblik på at forebygge kriminelle aktiviteter og korruption.

Et fælles tema i rapporterne er identificeringen af såkaldte enablers – herunder advokater – der bevidst eller ubevidst kan medvirke til at skjule eller bistå ulovlige aktiviteter. For advokater understreger rapporterne behovet for klare retningslinjer og robuste compliance-strategier, der sikrer integritet og ansvarlig praksis.


KLEPTOTRACE: Styrkelse af indsatsen mod højniveau-korruption

Rapporten fra KLEPTOTRACE-projektet, støttet af EU’s Internal Security Fund, tilbyder en dybdegående analyse af 42 globale korruptionssager. Den fremhæver centrale metoder, såsom brug af skuffeselskaber og trusts til at skjule ulovlige midler, og peger på sektorer som energi, finans og sundhed som særligt udsatte.

Med EU som både destination og transitpunkt for ulovlige midler understreger rapporten behovet for harmoniserede regler og tættere samarbejde på tværs af grænser. Dette er særligt relevant i lyset af den nye AML-pakke, der træder i kraft den 10. juli 2027. Pakken medfører øgede krav til blandt andet kundekendskabsproceduren.

Advokater og advokatfirmaer, der behandler sager omfattet af hvidvaskloven, kan med fordel integrere anbefalingerne i deres risikovurderinger, både på sagsniveau og for virksomheden som helhed.

Læs hele rapporten her


Korruptionsrisici i EU: Seks nøglesektorer identificeret

EU-Kommissionens rapport High-risk areas of corruption in the EU: A Mapping and in-depth analysis fremhæver nøglesektorer som offentlige udbud, sundhed, finans, entreprise, forsvar og sikkerhed samt sport som særligt sårbare over for korruption.

Rapporten peger på advokaters rolle som potentielle enablers, der utilsigtet eller bevidst kan medvirke til at lette kriminelle aktiviteter. Dette kræver skærpet opmærksomhed fra advokatbranchen og implementering af klare interne procedurer, der forebygger misbrug.

For advokater understreger rapporten vigtigheden af at udvikle en stærk compliance-struktur, der ikke alene imødekommer lovkrav, men også styrker de etiske og professionelle standarder i advokatfirmaer. 

Læs hele rapporten her

 

Immaterialret som et redskab til kriminalitet

Europol og EUIPO’s strategiske analyse af IP-kriminalitet afslører, hvordan kriminelle netværk systematisk udnytter teknologiske og juridiske smuthuller til at understøtte ulovlige aktiviteter. Rapporten dokumenterer brugen af sociale medier, kryptovaluta og avancerede teknologier som AI til at distribuere kopivarer og hvidvaske midler.

Advokater fremhæves som potentielle enablers i immaterialretlige kriminelle processer, særligt i kritiske faser som erhvervelse og overdragelse af immaterialretligheder. Rapporten påpeger, at kriminelle bevidst rekrutterer professionelle rådgivere til at skjule ulovlige aktiviteter og understreger behovet for klare procedurer, der sikrer, at advokater undgår utilsigtet involvering.

Rapporten anbefaler harmonisering af EU-lovgivning for at lukke juridiske smuthuller og opfordrer til øget brug af teknologi, såsom kunstig intelligens, til at identificere og forebygge kriminalitet.

Læs hele rapporten her