Med Advokatrådets Journalistpris 2024 vil Advokatrådet anerkende solid journalistik, der rejser en vigtig retspolitisk dagsorden, eller viser, hvor i samfundet retssikkerheden halter bagefter. Med støtte fra Dreyers Fond uddeler Advokatrådet journalistprisen for ottende gang, og nu er der åbnet op for at nominere den eller de journalister, du mener, fortjener en særlig hæder. Med prisen følger 20.000 kroner.
”Journalister og medier spiller en nøglerolle i at få afdækket, hvor systemerne svigter, og hvor borgere og virksomheder ikke får den behandling, de har krav på. Det kan være hos myndigheder, i erhvervslivet eller i samfundet generelt, at retssikkerheden lades i stikken. Med journalistprisen vil vi gerne belønne en unik journalistisk præstation og samtidig støtte op om journalisters kvalitetsdækning, der på den ene eller anden måde sætter retspolitik, retssikkerhed eller juridiske problemer på dagsordenen,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.
Prisen går til en journalist, der har sat fokus på retspolitik, retssikkerhed og andre væsentlige juridiske problemstillinger enten i konkrete artikler, indslag og lignende eller generelt gennem sit journalistiske virke over en længere periode. Advokatrådet uddelte prisen for første gang i 2011 netop med det formål at fremme kvalificeret formidling retsvæsen og retspolitik.
Vinderen afsløres til Advokatsamfundets retssikkerhedskonference 21. november, og sidste frist for at nominere kandidater til dette års journalistpris er 11. oktober.
Sidste år vandt Berlingske-journalist Vibe Hyltoft Advokatrådets Journalistpris. Hun modtog prisen for sin afdækning af de retssikkerhedsmæssige brister og konsekvenser, som borgere oplevede ved at være afskåret fra at tilbagebetale deres gæld til det offentlige.
Advokatrådet tolker begreberne retssikkerhed og retspolitik bredt, så det er på ingen måde et kriterium, at det journalistiske arbejde centrerer sig omkring retsvæsenet. Det vigtigste kriterium, den journalistiske produktion skal kunne sætte hak ved, er, at det direkte eller underliggende tema skal have med retssikkerhed eller retspolitiske forhold at gøre. Derudover lægger Advokatrådet vægt på oplysningsgraden – bidrager produktionen til generelt at højne borgernes viden om retspolitik og retssikkerhed? Og også, om produktionen formår at sætte emnet på dagsordenen og åbne borgernes øjne.
Alle har mulighed for at nominere kandidater til Advokatrådets Journalistpris, ligesom rådet også kan foretage nomineringer på eget initiativ.
Læs mere om prisen, bedømmelseskriterierne, og hvordan du nominerer kandidater, her.