Spring hovednavigationen over
Tilbage

Thomas Rørdam og Kim Haggren træder ind i Advokatrådets grundrettighedsudvalg

Den tidligere højesteretspræsident Thomas Rørdam og Kim Haggren, vicedirektør og advokat i DI, bliver medlemmer af Advokatrådets grundrettighedsudvalg.

Advokatrådet styrker sit grundrettighedsudvalg med to nye medlemmer. Den tidligere advokat og højesteretspræsident, Thomas Rørdam, samt juridisk vicedirektør og advokat i DI, Kim Haggren, træder ind i udvalget og skal bidrage til arbejdet med menneskeretlige, forvaltningsretlige og statsretlige emner.

De to medlemmer ser frem til at blive en del af udvalget.

”Jeg er meget glad for at skulle indtræde som medlem af grundrettighedsudvalget. Det er et vigtigt udvalg, for selv om det ikke står grelt til med retssikkerheden i Danmark, er der tendenser, som, hvis de får lov til at udvikle sig, kan føre til problemer. Retssikkerhed er ikke noget, man skal tage for givet, men noget, der hele tiden skal arbejdes med. Så jeg ser meget frem til arbejdet i udvalget,” siger Thomas Rørdam.

”Gennem min dialog med danske virksomheder oplever jeg dagligt, hvordan både lovgivning og myndighedspraksis udfordrer deres grundlæggende rettigheder i vores samfund. Der er et behov fra politisk side til at vise hurtig handling, hvilket kan være forståeligt i helt særlige krisesituationer.  Men det kommer med en pris for retssikkerheden, som vi bør være meget opmærksomme på og være parate til at udfordre. Der er derfor behov for fora som grundrettighedsudvalget, hvor vi sammen kan sætte fokus på disse udfordringer for borgere og virksomheder i Danmark, hvilket jeg ser frem til at bidrage til,” siger Kim Haggren.

Udvalget blev nedsat i forlængelse af corona-nedlukningen og har i sit daglige virke fokus på menneskeretlige, forvaltningsretlige og statsretlige emner. Grundrettighedsudvalget kan tage initiativer til at udarbejde rapporter og iværksætte projekter inden for disse retlige områder, og derudover udarbejder udvalget høringssvar.

Grundrettighedsudvalgets øvrige medlemmer

Advokat Ole Spiermann (formand)

Advokat Karoline Normann

Advokat Per Hemmer

Advokat Jonas Christoffersen

Advokat Thomas Holst Laursen

Professor Michael Hansen Jensen