Spring hovednavigationen over
Tilbage

Formanden for skatteudvalget: Man kan godt savne de initiativer, der forbedrer retssikkerheden

Advokatrådets skatteudvalg har til opgave at følge skattelovgivningen og gøre opmærksomme på problemer for borgere og virksomheders retssikkerhed. Udvalgets formand Christian Bachmann mener, at der aktuelt godt kunne være et større politisk fokus på skatteydernes rettigheder og retsstilling over for myndighederne.

”Jeg synes faktisk, at retssikkerheden på skatteområdet er meget udfordret. Blandt andet fordi det tager alt for lang tid, når borgere og virksomheder skal have en sag igennem.”

Sådan karakteriserer advokat Christian Bachmann et af de aktuelt største problemer på skatteområdet - sagsbehandlingstiden.

Siden juni har Christian Bachmann været formand for Advokatrådets skatteudvalg, der er et af fire stående fagudvalg. Udvalgets 12 medlemmer mødes cirka hver anden måned. Mellem møderne er der høj aktivitet, særligt på høringsområdet, hvor en af udvalgets store opgaver er at afgive høringssvar til lovforslag, bekendtgørelser andre ændringer af skattelovgivningen.

Ventetiderne overalt i systemet er ifølge formanden en væsentlig opgave at få løst. Flere har hørt om sager som for eksempel Ecco-sagen, der tog 14 år at få afgjort, og ØK-sagen, der i efteråret blev afgjort – efter 13 års behandling.

Der findes andre lignende eksempler, men også de borgernære sager, og de mindre virksomheds-sager, som ”kun” skal i landsskatteretten eller i skatteankenævnene tager for lang tid.

”Det er en af mine største bekymringer, at der selv i ret enkle sager – som ikke anses for borgernære sager, der behandles inden for 12 måneder – ofte går to-tre år med en klagesag. Det er tungt og dyrt, og det er bøvlet for klienter og advokater, at de skal ud og ind af sagerne over så lang tid. Derudover kan sagerne jo så også gå videre ved domstolene, og så er der dømt yderligere ventetid. Paradoksalt nok er domstolene ofte hurtigere end Skatteankestyrelsen. Det udfordrer tilliden til systemet, og jeg tror, det afholder borgere og virksomheder fra at føre sager, som faktisk fortjener at blive prøvet,” siger Christian Bachmann.

Han mener derfor , at man burde overveje sagsbehandlingstidsgarantier på skatteområdet ligesom på sundhedsområdet og have et langsigtet fokus på, at bringe sagsbehandlingstiden ned år for år.

Ekspertisen skal op

Selv om problemet er håndgribeligt, så er løsningen ikke enkel. Det kræver indsatser på flere områder, som også hænger sammen med nogle af de øvrige dagsordener, som skatteudvalget vil forsøge at løfte de kommende år.

I efteråret 2021 afholdt Advokatrådets skatteudvalg en skattepolitisk konference på Christiansborg sammen med Danske Advokater og FSR – Danske Revisorer. Her benyttede Christian Bachmann sin taletid til at gå ind i sagsbehandlingstiderne ved retterne, og den svære kamp det er at få medhold mod staten. Det er en anden af de store dagsordener, som udvalget arbejder videre med i den kommende tid.

”Som borger og virksomhed er du jo pr. definition oppe mod staten i skattesagerne, hvor det erfaringsmæssigt er meget svært at få medhold. Så ikke nok med at det tager lang tid at få sagerne igennem, yderligere skal du som skatteyder være forberedt på, at du sandsynligvis kommer til at tabe, hvis du ender i retten. Her arbejder vi i udvalget for, at man kunne samle skattesagerne ved tre-fire byretter, og at der oftere bliver brugt sagkyndige ved retterne. Det skal give en bedre oplysning og højere faglighed i skattesagerne, hvor reglerne er komplekse. Snørklede regler risikerer nemlig i sig selv at føre til afgørelser, hvor ”systemet får ret”, fordi automatpiloten bliver slået til,” siger Christian Bachmann.

En ubalance i systemet

Når udvalgsformanden ser på den aktuelle skattepolitik, så savner han et mere kritisk fokus på systemet. Altså at man overvejer, om systemet har fejl, som går ud over skatteyderne, i stedet for at se på, om systemet er fintmasket nok, og om der kan strammes yderligere for at opkræve skatter.

Den tidligere skatteminister tog blandt andet initiativ til flere retssikkerhedspakker – noget som Christian Bachmann og udvalget gerne vil presse på for sker igen.

”Man kan godt savne de initiativer fra den nuværende regering, der er fokuserede på at forbedre retssikkerheden på skatteområdet. Rigtig meget handler om kontrol og inddrivelse. Alle kræfter bliver sat ind på at bekæmpe økonomisk kriminelle, og nettet bliver mere og mere fintmasket for alle,” siger Christian Bachmann og uddyber:

”Og det er også fint nok. Men der er bare en ubalance, hvor det politiske arbejde handler om at rette på systemet og gøre det mere effektivt, uden at der bliver rettet op de steder, hvor borgerne kommer i klemme.”

For nylig har man set, at Skatteforvaltningen har fået hjemmel til at indsamle flere data til skattesager, og i begyndelsen af januar kunne Børsen berette om en række eksempler på, at myndighederne får tilladelse til forskellige tvangsindgreb og kontrolbesøg uden dommerkendelse. Den slags initiativer kan ifølge Christian Bachmann være på sin plads, men han savner balancen.

”Jeg savner, at man politisk også overvejer, hvordan almindelige borgere bliver mødt, og hvordan deres retssikkerhed er i systemet. Det er fint, at man vil have en ekstremt hård linje over for økonomisk kriminelle, og vi skal også gå op imod aggressiv skatteplanlægning som advokater og som Advokatrådet. Men der er rigtig mange almindelige borgere og virksomheder, som er i systemet, og dem kan man godt møde med mere tillid. Hvis de har en tvist med skattemyndighederne, er det jo ikke nødvendigvis fordi de prøver at snyde. Det er bare en kompleks virkelighed, vi lever i som skatteeksperter.”

Skatteudvalget har følgende medlemmer:

Advokat Christian Bachmann (formand)
Advokat Kaspar Bastian
Advokat Artur Bugsgang
Advokat Jan Steen Hansen
Advokat Birgitte Broholm Hasselriis
Advokat Robert Mikelsons
Advokat Søren Lehmann Nielsen
Advokat Birgitte Sølvkær Olesen
Advokat Malene Overgaard
Fagdirektør i Advokatsamfundet Nicolai Pii
Advokat Steffen Sværke
Advokat Bodil Tolstrup

 

Advokatrådets udvalg

Vi sætter fokus på Advokatrådets faste udvalg og deres arbejde. Advokatrådet har nedsat syv udvalg, der har til opgave at afgive høringssvar, følge den politiske udvikling og tage nye advokatpolitiske eller retssikkerhedsmæssige tiltag. Medlemmerne af udvalgene er hovedsageligt advokater, men i enkelte udvalg har nogle af medlemmerne en anden profession. Arbejdet for udvalgene er ulønnet.