Spring hovednavigationen over
Tilbage

Året der gik: Svømmepigesagen afgjort – nu er det op til politikerne

En af de tre mest læst historier her i Nyhedsbrevet Advokaten 2021 var historien om Svømmepigen, som mange advokater har fulgt med i, fordi den sætter borgerens retssikkerhed på spidsen. Sagen handler om, hvorvidt man som borger med handicap kan få godtgørelse for tort, når man ulovligt er blevet frataget den velfærdsydelse, man ellers var berettiget til af sin kommune.

Det var dette spørgsmål, som Højesteret skulle tage stilling til i den principielle sag om svømmepigen, der trods et mentalt handicap fik frataget sin ledsagerordning til svømmetræning på højt plan. En afgørelse som Ankestyrelsen gentagne gange fastslog var uberettiget.

Tilbage i 2019 valgte Advokatsamfundet og Justitia i samarbejde med advokat Mads Pramming at gå rettens vej for at få en principiel afgørelse på, om en kommune uberettiget kan fratage en borger en ikke-økonomisk ydelse, uden at skulle kompensere borgeren.

Efter et langt sejt træk i tre instanser over tre år afgjorde Højesteret i april, at der ikke var lovmæssigt grundlag for godtgørelse for tort, når en kommune har truffet en ulovlig afgørelse om en ikke-økonomisk velfærdsydelse. Højesteret nåede dermed frem til samme konklusion, som byretten og landretten.

Mads Pramming mener, at det nu er op til politikerne, om området skal ændres:

”Min klient og jeg er selvfølgelig skuffede over, at Lolland Kommune er blevet frifundet. Når det er sagt, så er det her en sag, som det har givet stor mening at føre – for det er ikke noget der tidligere er taget stilling til ved domstolene. Og nu ligger det i hvert fald fast, at selv en sag af den her karakter ikke kan løses med reglerne om godtgørelse. Og at kommunerne altså kun bliver rigere, når de træffer forkerte afgørelser eller bryder loven. Hvis det er godt for samfundet og retssikkerheden at få ændret det – og det tror jeg virkelig det er – så ved vi nu, at det er noget, der skal løses af vores politikere.”

Læs mere om sagen her

Og yderligere info her