Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatsamfundet mener: Fjern lovgivning om dobbeltstraf hurtigst muligt

Da Advokatrådet for et år siden afgav et uopfordret høringssvar til lovforslaget om dobbeltstraf, var vi bekymrede. I den forgangne uge viste vores bange anelser sig desværre at være berettigede. Sagen om dobbeltstraf har skabt overskrifter og berettiget debat, fordi vi står med et stykke lovgivning, som udfordrer vores sædvanlige retsprincipper og borgernes retssikkerhed.

Advokatrådet påpegede for knap et år siden – i et uopfordret høringssvar inden lovgivningen skulle vedtages – at lovens anvendelsesområde var bredt, upræcist og fortolkningsmulighederne for store. Da flere sager om ”corona-relaterede” forbrydelser i sidste uge ramte byretter i landet, blev det tydeligt, at det rent faktisk er tilfældet. Flere politikere udtrykte i medierne overraskelse over, at loven kunne anvendes over for demonstranter.

Da man tilbage i april 2021 fremsatte forslaget, udsprang det blandt andet af, at man havde set ”corona-relaterede” forbrydelser, hvor ældre borgere var blevet bestjålet, og man frygtede for at knappe (og livsvigtige) ressourcer som håndsprit og respiratorer skulle blive stjålet. Justitsministeren anvendte i sine taler eksempler på tricktyverier og virksomheder, der var blevet lokket til at overføre penge. Og sager, hvor politiet havde stoppet en mand, der var brudt ind på Skejby Sygehus, med 27 beholdere med håndsprit. I 11. time af lovprocessen blev flere anvendelsesområder tilføjet som ændringsforslag til loven om blandt andet trusler og vold mod ansatte i det offentlige – uden at der var tid til en regulær debat eller videre høring. Nu står vi så knap et år senere med problemerne og diskussionerne. Og en lov, hvor solnedgangsklausulen er forlænget – igen uden den store debat i folketinget.

Det er demokratisk ikke særligt betryggende, når der ikke er tid til grundige lovbehandlinger, og politikerne efterfølgende er uenige om, hvad de vedtog. Særligt når det meget konkret går ud over borgere, der nu ser ind i forhøjede straffe, og hvor myndighederne slår hårdt ned på demonstrationer og ytringer.

Det er et grundlæggende forhold i en retsstat, at man som borger ved, hvad der er lovligt, og hvad der ikke er. Bevares, det er selvfølgelig langt fra alle borgere, der kan samtlige landets love, men det fritager ikke lovgiverne for at sørge for forudsigelighed og gennemskuelighed, når der vedtages en lov – det skal kort sagt være muligt for borgerne at finde frem til og tage bestik af, hvad meningen med loven er, og hvad de har at rette sig efter. Kan man ikke det, er man efterladt i et retssikkerhedsmæssigt tomrum, og det er naturligvis dybt problematisk.

Derfor opfordrer vi regeringen og folketingets partier til at fjerne lovgivningen om dobbeltstraf hurtigst muligt. Med den nuværende solnedgangsklausul er loven om dobbeltstraf blevet forlænget året ud. Vi ser gerne, at politikerne forholder sig til, at de forhold der dannede grundlaget for hastelovgivningen ikke er af samme akutte karakter nu, som i foråret 2020. Derfor bør de retssikkerhedsmæssige garantier, som vi normalt giver borgere her i landet, genindføres hurtigst muligt.