Det gjorde vi med ophæng i en undersøgelse af samtlige skattesager ved domstolene i perioden 2014-2021. Den viser, at antallet af sager ved domstolene er skrumpet fra 316 i 2014 til 205 sager i 2020. Samtidig kan vi se, at skatteyderne får medhold mod staten i 11 pct. af sagerne ved byretten, 17,4 pct. i Vestre Landsret, 9,5 pct. i Østre Landsret og 17,4 pct. i Højesteret. Dertil kommer, at en aktindsigt viser, at Skatteministeriet også tager bekræftende til genmæle i et antal skattetvister hvert år, hvilket også bør tillægges skatteydernes medholdprocenter.

For os giver det anledning til flere overvejelser.

Vi ser for det første et faresignal i, at der faktisk er færre og færre sager, som bliver prøvet. Det er ikke sjældent, at vi som skatteadvokater hører om borgere, som i samråd med deres rådgivere vælger at opgive på forhånd. Her er medholdsprocenterne og de årelange sagsbehandlingstider, som af alle på konferencen blev fremhævet som et problem, nok medvirkende årsager. Fordi alle ved, at det er et meget lille nåleøje at komme igennem, og at klienten kommer til at bruge lang tid på det.

For det andet hører det med til historien, at vi grundlæggende er af den holdning, at det selvfølgelig havde stået meget værre til for retsstaten, hvis statistikken havde været med omvendt fortegn – altså at skatteyderen 9/10 gange havde fået medhold mod staten. Selvfølgelig bør det være sådan, at myndighedens forvaltningsafgørelse som oftest ”holder i byretten”. Blandt dommere og hos skatteministeren, der åbnede konferencen, blev kritikken afvist med argumenter om, at dommene er udtryk for, at sådan er materien og beviserne i sagerne, og at dommene er udtryk for, at myndighederne laver kompetente afgørelser af høj, ensartet kvalitet.

Måske er det tilfældet – men vi ved det faktisk ikke med sikkerhed. Derfor synes vi, at der bør ses nærmere på, om forklaringen er, som ministeren og Dommerforeningens formand siger – eller om der kunne gemme sig andet i diskussionen. Særligt fordi tidligere undersøgelser af blandt andre professor Jan Pedersen og advokat Lida Hulgaard peger i samme retning af, at der kan være et problem, og fordi tidligere tal fra vores nabolande viser, at vi har lavere medhold i Danmark end eksempelvis Norge og Sverige. Siden de undersøgelser er gennemført, har vi set, at tallene har ændret sig i Højesteret og til dels i Vestre Landsret – hvor skatteyderne nu får medhold oftere, end det var tilfældet tidligere.

Men i andre retter er der slet ingen forskel. Og dertil kommer, at nogle af tallene virker underlige. Hvorfor er medholdsprocenten eksempelvis (i grove tal) dobbelt så høj i Vestre Landsret som i Østre Landsret? Og hvorfor ligger medholdsprocenten stort set ens i byretterne gennem årene? Det kunne og burde man interessere sig for. Særligt fordi det blandt de advokater, som fører sagerne, er erfaringen, at retlig eller faktisk tvivl i de konkrete sager næsten altid falder ud til statens fordel, når der skal afsiges en dom.

Lad mig slå fast med syvtommersøm, at vi i Danmark har dygtige dommere, og at der generelt bliver truffet gode afgørelser, vi kan have tillid til både i retterne og hos myndighederne. Vores ærinde med at bringe tallene frem er derfor heller ikke at angribe dommerne. Men vi har brug for at have en løbende diskussion af, om skattesagerne bliver behandlet retssikkerhedsmæssigt forsvarligt, og om systemet er indrettet hensigtsmæssigt i forhold til, at der er så få skattesager. Her antyder tallene måske, at der kan være noget at komme efter. På konferencen drøftede man blandt andet, om det eksempelvis kunne give mening at samle skattesagerne på 3-4 byretter – så dommerne fik mere erfaring og kritisk masse med den type (for byretterne) sjældne sager, og der kunne tiltrækkes særlige profiler med skatteekspertise som dommere. Ligesom det var fremme, om det kunne udbredes at bruge sagkyndige dommere i skattesagerne, som næsten ikke bruges i skattesager – trods tidligere opfordringer fra Retsplejerådet..

Drøftelsen om retssikkerhed er en dynamisk størrelse og altid vigtig, og det er også en, vi skal have med Folketinget og med skatteminister Morten Bødskov, som i sit indlæg på konferencen sagde, at kontrol og retssikkerhed skal gå hånd i hånd. Det er jeg som formand for Advokatsamfundets skatteudvalg fuldstændig enig i. Det er afgørende, når myndighederne eksempelvis mander op med 1.000 medarbejdere i kontrollen, at vi samtidig holder et ekstra vågent øje med retssikkerheden. Ministeren sluttede af med at sige, at hans dør er åben, hvis vi har noget på hjerte – den invitation tager vi gerne imod, så vi holder fast i skatteydernes retssikkerhed og taler løbende om de udfordringer, vi som advokatstand ser i systemet.