Spring hovednavigationen over

Sådan bliver du advokat

For de fleste tager det samlet set otte år at blive advokat. Jurauddannelsen på universitet tager fem år, og derefter skal du i lære som advokat - arbejde som advokatfuldmægtig - i tre år. Samtidig skal du følge et uddannelsesforløb med otte kurser og to prøver.

Jurastudiet

For at blive jurist skal du læse fem år på universitetet. Først en grunduddannelse på tre år, der giver bachelorgraden BA.jur., og derefter en overbygning på to år, der giver kandidatgraden cand.jur.

Du kan læse jura på Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet.

Jurauddannelsen er bygget forskelligt op på de fire universiteter. Du kan læse mere på universiteternes egne hjemmesider:

Københavns Universitet  

Syddansk Universitet 

Aarhus Universitet

Aalborg Universitet 

Det har ingen betydning for dit karriereforløb, hvor du vælger at læse.

En dansk juridisk bachelor- og kandidateksamen. giver blandt andet adgang til at blive advokatfuldmægtig og sidenhen advokat.

Fuldmægtigtiden

Som en betingelse for at blive advokat skal du gennemføre tre års praktisk juridisk virksomhed. De tre år kan du gennemføre som autoriseret advokatfuldmægtig, eller som dommer- og politifuldmægtig. Også andre juridiske stillinger kan tælle med, men her er hovedreglen, at ansættelsesperioden kun tæller ‘med halvdelen’ – det vil sige, at to års fuldtidsansættelse tæller som et år – og at det maksimalt er to af de tre år, som kan optjenes i en anden juridisk stilling. Det er en yderligere betingelse, at du via dit arbejde opnår ‘kendskab til retssagsbehandling’.

Læs mere

Advokatuddannelsen og de to prøver

Advokatuddannelsens otte kurser er obligatoriske for personer, der ønsker at blive advokat. Herudover skal du bestå den skriftlige eksamen og retssagsprøven. Eksamen har en varighed på tre timer, og der eksamineres i god advokatskik og andre udtrukne fag fra uddannelsen. Ved retssagsprøven skal du demonstrere, at du kan gennemføre en hovedforhandling ved retten.

Læs mere