-
Jeg har modtaget min advokatbeskikkelse i 2024. Skal jeg indsende tilsynserklæringen?
Ja. Alle med en advokatbeskikkelse, som ikke varigt har deponeret beskikkelsen pr. 30. april 2024, skal udfylde og indsende tilsynserklæringen. Det er således uden betydning, hvornår du har modtaget din beskikkelse.
-
Mit forsikringsselskab fremgår ikke af listen i tilsynserklæringen. Hvad gør jeg?
Du vælger ”ukendt” og angiver dit policenummer.
-
Jeg beskæftiger mig kun med straffesager. Skal jeg også angive, at jeg har forbrugersager?
Såfremt dine klienter i straffesagerne er forbrugere, skal du også angive, at du har forbrugersager.
-
Jeg har i 2023 beskæftiget mig med straffesager, men kun som valgt forsvarer, og altså ikke som beskikket forsvarer. Skal jeg oplyse om dette?
Ja. Det er uden betydning, om du har beskæftiget dig med straffesager som valgt eller beskikket forsvarer. Det afgørende er, om du i 2023 som forsvarer har bistået en klient i en straffesag.
-
Hvis jeg havde ejerandele i en virksomhed, som er ophørt i 2023, skal jeg da oplyse om dette?
Du skal oplyse om ejerandele pr. 31.12. Der er dog intet til hinder for, at du alligevel oplyser om ejerandele i en virksomhed/virksomheder, der er ophørt i erklæringsåret 2023.
-
Jeg har som privat udlejer – uden at have etableret en virksomhed – haft udlejet min private ejendom i erklæringsåret. Skal jeg oplyse om dette?
Nej. Du er ikke forpligtet til at oplyse om dette forhold i tilsynserklæringen.
-
Jeg har skiftet arbejdsplads, og jeg kan ikke med sikkerhed huske, hvilke typer af sager omfattet af hvidvaskloven og/eller antallet af sager omfattet af hvidvaskloven, som jeg beskæftigede mig med i 2023. Hvad skal jeg gøre, når jeg ikke længere har adgang til de relevante oplysninger?
Du skal efter bedste evne oplyse hvilke sagstyper – samt antallet heraf – du beskæftigede dig med i 2023. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du behandlede en sagstype i 2023 eller afsluttede sagen i 2022, så anbefaler Advokatsamfundet, at du markerer sagstypen som behandlet.
-
Jeg har varigt deponeret min advokatbeskikkelse inden udløbet af fristen for indlevering af tilsynserklæringen den 30. april 2024. Skal jeg afgive en erklæring?
Nej, det skal du ikke. Såfremt du har deponeret din beskikkelse med henblik på varig deponering inden fristens udløb, vil du ikke blive bedt om en erklæring.
-
Jeg har navne- og adressebeskyttelse og af den grund problemer med at logge ind på Advokatsamfundets portal, hvor tilsynserklæringen skal udfyldes. Hvad skal jeg gøre?
Kontakt gerne Advokatsamfundet telefonisk på tlf. 33969798.
-
Jeg har modtaget min advokatbeskikkelse i 2024 og fået besked om, at jeg skal udfylde tilsynserklæringen. Er det en fejl, at jeg ikke har modtaget en klientkontoerklæring?
Nej, det er ikke en fejl. Du skal ikke indsende en klientkontoerklæring, hvis du har modtaget din advokatbeskikkelse i 2024. Du skal i det tilfælde alene indsende tilsynserklæringen.