08.04.2025
Kollegial samtale
Advokatrådet kan indkalde dig til en kollegial samtale, hvis det må antages, at du har overtrådt dine advokatpligter.
Advokater og advokatfirmaer vil blive udtrukket til et risikobaseret tilsyn ud fra deres risikoprofil, der fastlægges årligt i en risikoscoremodel, som udarbejdes af Advokatrådets sekretariatet.
Den risikobaserede tilgang er styrende for frekvensen og intensiteten af Advokatrådets tilsyn, hvilket betyder, at tilsynet oftere vil melde sig hos nogle advokater, hvor risikoen for, at der sker overtrædelser af reglerne, er størst, eller hvor konsekvenserne af eventuelle tilsidesættelse af advokatpligterne vil være mest alvorlige.
De enkelte advokater og advokatfirmaer kan have vidt forskellige risikoprofiler, og på baggrund af denne risikoprofil tilpasses tilsynet, så det fokuserer på de områder, der udgør den største risiko. Det betyder, at man kan opleve, at der er forskel på, hvad der føres tilsyn med.
Risikoklassifikation er et arbejdsværktøj for Advokatrådets tilsyn, som udvikles løbende. Der evalueres blandt andet på risikomodellens evne til at afdække risici og tilsynsindsatsernes evne til at understøtte advokaternes efterlevelse af advokatreguleringen. Risikoklassifikationen indeholder ikke en vurdering af, hvorvidt den enkelte advokat eller advokatfirma har overtrådt reglerne, men angiver alene en statistisk og potentiel risiko.
Indholdet af det risikobaserede tilsyn opdeles på henholdsvis advokat og advokatfirma.
For advokaters vedkommende kan der blandt andet føres kontrol af opdrags- og prisoplysninger, klientkontoforhold og hvidvaskforpligtelser (kundekendskabsprocedurer).
Tilsynet hos advokatfirmaerne kan blandt andet bestå af en kontrol af klientkontoforhold og pligter inden for hvidvaskområdet, som en gennemgang af risikovurdering, politik og forretningsgang, i henhold til hvidvasklovens §§ 7 og 8, herunder øvrige pligter som eksempelvis screeningsprocedurer og inter kontrol.
Advokatrådets sekretariat kan iværksætte et hvidvaskspecifikt tilsyn, hvor en række advokater, som typisk er ansat i et større advokathus, udtages til et tilsyn med særlig fokus på hvidvask.
Derudover kan Advokatrådet beslutte at tage på spontant tilsyn i de tilfælde, hvor sekretariatet har vurderet, at der er behov for en hurtig reaktion. Der kan også føres et temabaseret tilsyn, når der skal føres tilsyn med et eller flere tilsynsemner, inden for et specifikt område.
Samtidig kan Advokatrådets sekretariat anmode om redegørelser, iværksætte revisorundersøgelser og kollegiale samtaler.
Disse tiltag kan for eksempel iværksættes, når der gennem henvendelser fra andre advokater, klienter og myndigheder samt via pressen eller whistleblowerordningen tilgår sekretariatet oplysninger, der skal handles på.