Spring hovednavigationen over

Alle advokater skal en gang årligt indgive en tilsynserklæring med oplysninger om forhold, der har betydning for Advokatrådets risikobaserede tilsyn.

I tilsynserklæringen har du som advokat pligt til at indsende oplysninger vedrørende:

  • Forsikringsforhold: Advokaten skal oplyse om forsikringsselskab og policenummer for den aktuelle ansvarsforsikring.
  • Ejerandele i anden virksomhed end advokatvirksomhed: Advokatens ejerandele i anden virksomhed skal indberettes, hvis advokaten har indflydelse på driften af virksomheden. Indberetningspligten er ikke koblet til hvidvasklovens begreb ”reel ejer”. Hvis advokatens ejerandel sammenholdt med advokatens øvrige forbindelser til virksomheden giver advokaten indflydelse på driften, skal ejerandelene indberettes – ellers ikke. Det vil kunne tillægges betydning, om advokatens relationer til virksomheden er af en sådan art, at advokaten kan træffe beslutninger i virksomheden.
  • Forbruger- og straffesager: Advokaten skal oplyse, om advokaten har forbrugere som klienter, samt om advokaten har straffesager som forsvarer for fysiske personer. Dette har betydning for, om der skal føres tilsyn med afgivelse af pris- og opdragsbekræftelser.
  • Sager omfattet af hvidvaskloven: Advokaten skal oplyse, om advokaten beskæftiger sig med sådanne sagstyper, og i givet fald oplyse nærmere om omfanget. Dette har betydning for risikoklassifikationen og den nærmere tilrettelæggelse af tilsynet på hvidvaskområdet.

Tilsynserklæringen for 2024 skal indberettes via indberetningsportalen mit.advokatsamfundet.dk, hvor du skal logge ind OG godkende erklæringen med MitID som privatperson.

Det betyder at du skal bruge MitID to gange og vælge dig selv som privatperson ligeledes to gange.

FØLG DENNE PROCEDURE:

  1. Du skal logge ind med din private MitID og hvis du har flere roller, skal du vælge ”rollen” som privatperson – altså dit navn.
  2. Herefter skal du udfylde erklæringen og slutte med at trykke på den røde knap ”Godkend” som leder dig videre til næste skridt i godkendelsesprocessen,
  3. Her skal du igen bruge din private MitID og vælge ”rollen” som privatperson (klik på dit navn) – herefter får du et svar at tilsynserklæringen er indsendt.

Fristen for at indgive erklæringen er den 31. marts 2025.

Indsend tilsynserklæring