Spring hovednavigationen over

Alle advokater, der har beskikkelse, og alle advokatselskaber, der eksisterede den 31. december 2024, skal indsende en klientkontoerklæring til Advokatrådet inden 31. marts 2025.

Besked om indsendelse

Når Advokatsamfundet åbner for indsendelse af den nye klientkontoerklæring i januar, vil alle advokater og advokatselskaber få en e-mail eller et brev. 

For at modtage information om indsendelse af klientkontoerklæringen skal du som advokat sikre, at dine kontaktoplysninger er korrekt registreret hos Advokatsamfundet. Dette gælder for eksempel ved jobskifte, barsel eller anden orlov. 

Elektronisk indsendelse

I henhold til klientkontovedtægtens § 14, stk. 3, skal advokater indgive klientkontoerklæringen elektronisk. 

Klientkontoerklæringen for 2024 skal indberettes via indberetningsportalen mit.advokatsamfundet.dk, hvor du skal logge ind med MitID. Log på som privatperson for at indgive erklæring som advokat, og log på som erhvervsbruger for at indgive erklæring på vegne af et advokatselskab (ApS, A/S eller P/S). Brug samme MitID-identitet ved login og godkendelse.

Du kan indsende din klientkontoerklæring her

Dispensation fra kravet om at indsende elektronisk

I henhold til klientkontovedtægtens § 14, stk. 8, kan Advokatrådet meddele dispensation fra kravet om elektronisk indsendelse, hvis særlige omstændigheder hos advokaten eller advokatselskabet gør, at elektronisk indberetning ikke er muligt.

Ansøgninger om dispensation fra kravet om elektronisk indsendelse, samt dokumentation for, at elektronisk indsendelse ikke er muligt, skal sendes ind pr. mail til tilsyn@advokatsamfundet.dk. Såfremt der bliver meddelt dispensation, fremsendes der et link til erklæringen. Erklæringen kan herefter udfyldes elektronisk via linket, ligesom revisor fortsat kan underskrive erklæringen med MitID. Den underskrevne erklæring kan herefter printes og underskrives fysisk inden den indsendes pr. mail.

Se spørgsmål og svar om klientkontoerklæringen her