Spring hovednavigationen over

Pro Bono Charter

Advokatsamfundet har med inspiration fra bl.a. chartret fra Australian Pro Bono Center formuleret et charter, der skal danne rammen om tilslutningen til den danske pro bono model. Det er frivilligt for advokater og advokatvirksomheder, der udfører pro bono arbejde, om de vil underskrive chartret. Formålet med chartret er at understøtte den fortsatte udbredelse af pro bono arbejde i advokatstanden.

Hvis du eller din virksomhed ønsker at tilmelde jer chartret, kan I læse mere om, hvordan I gør det her.

Som underskriver af den danske advokatstands pro bono charter bestræber vi os på at leve op til følgende målsætninger: 

  • Vi vil arbejde aktivt på at skabe en virksomhedskultur, hvor alle advokater og advokatfuldmægtige får mulighed for at udføre pro bono opgaver som led i deres arbejde.
  • Vi vil opmuntre til og aktivt søge at fremme udførelsen af pro bono opgaver blandt advokater og advokatfuldmægtige på alle niveauer i virksomheden.
  • Vi vil gøre vores bedste for at sikre, at vi udfører i gennemsnit 20 timers pro bono arbejde pr. advokat årligt.
  • Vi er bevidste om, at vi skal leve op til de samme faglige og etiske forpligtelser, uanset om arbejde ydes pro bono eller for en (fuldt ud) betalende klient. Advokater og advokatfuldmægtige, der yder arbejde pro bono, skal give dette arbejde samme prioritet, opmærksomhed og omhu som vedkommendes øvrige arbejde.
  • Vi vil deltage i den årlige rapportering om virksomhedens pro bono initiativer til Advokatsamfundet.
  • For at fremme disse principper vil vi også aktivt arbejde for at forbedre vores advokaters og advokatfuldmægtiges muligheder for at udføre pro bono opgaver ved at sørge for uddannelse og supervision efter behov.

Virksomheder eller advokater, som har underskrevet den danske advokatstands pro bono charter, skal afgive en årlig rapportering over udført pro bono arbejde til Advokatsamfundet. De indsamlede data behandles fortroligt af Advokatsamfundet og vil blive anvendt til at følge udviklingen i advokatstandens pro bono arbejde.

Chartret er formuleret som en hensigtserklæring, og du eller din virksomhed må gerne tilmelde jer, selv om I endnu ikke er sikre på, at I kan leve op til chartrets målsætninger. Det afgørende er, at I er klar til at arbejde aktivt med at udvikle en kultur omkring pro bono i virksomheden/din praksis.  

Når det er tid til at afgive den årlige rapportering, vil du modtage en mail med yderligere informationer og et link til rapporteringsskemaet, som også findes her.