Der er ingen universelt anerkendt definition af, hvad det vil sige at arbejde ”pro bono”. Det er derfor nødvendigt at definere begrebet pro bono efter danske standarder, så der ikke hersker tvivl om, hvad der kan betegnes som sådan, og hvilken form for arbejde, begrebet omfatter.
Advokatsamfundet har formuleret den danske definition med inspiration fra lande, hvor pro bono-begrebet og -arbejdet er langt mere etableret, men tilpasset definitionen danske forhold og samfundsbehov. Advokatsamfundet har som led i at sikre vid udbredelse og tilslutning til den danske pro bono model anlagt en bred fortolkning af pro bono-begrebet, som inkluderer de tre følgende definitioner:
Traditionel forståelse af pro bono
For at en opgave kan omfattes af begrebet pro bono skal det indbefatte gratis juridisk hjælp til en fysisk person, der ellers ikke ville få hjælp, eller en NGO.
Om en klient uden det givne pro bono arbejde ”ellers ikke ville få hjælp” afhænger af en konkret vurdering. Der kan ved vurderingen eksempelvis lægges vægt på, om klienten opfylder de økonomiske betingelser for fri proces.
”Low bono”
Hvis en opgave udføres for en kraftigt reduceret pris for en klient, der ellers ikke ville få hjælp, eller en NGO, kan den tid, der svarer til arbejde uden beregning, omfattes af pro bono begrebet.
Specialiseret pro bono
Hvis en advokatvirksomhed betaler for, at en juridisk opgave udføres af en højt specialiseret organisation eller person for en/flere klient(er), der ellers ikke ville få hjælp, kan det beløb, der betales, omregnes til, hvad det vil svare til i antal timer/gennemsnitlig timepris for advokater i virksomheden. Det timeantal vil kunne tælle med som pro bono udført af virksomheden.
En advokatvirksomhed kan udføre specialiseret pro bono ved eksempelvis at betale en advokat udenfor virksomheden med et speciale, som advokatvirksomheden ikke selv har, for at udføre en opgave på virksomhedens vegne. Arbejdet vil i dette tilfælde tælle som pro bono arbejde hos den betalende advokatvirksomhed, men naturligvis ikke tillige hos den advokat, der udfører arbejdet.
Specialiseret pro bono kan endvidere udøves ved at udregne, hvor mange timer et økonomisk bidrag til højt specialiserede organisationer eller personer ville svare til for en af virksomhedens advokater, og lade dette tælle med som virksomhedens pro bono timer. På denne måde skabes et incitament til at yde støtte til højt specialiserede aktører, der yder juridisk bistand uden klientbetaling, og hvis klienter ellers ikke får hjælp.